Gaveguide 2013 - Voksenspil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 27. November 2013

Når de voksne samles, og de små er lagt i seng, kan det være på tide at hive nogle af de lidt mere strategiske spil frem. Vi har fundet frem til fem gode bud på spil til de voksne.

I vores gaveguide til voksenspil har vi set på

Suburbia

Hvem er den bedste entreprenør? Suburbia er i den lidt tungere ende, men stadig et rigtig godt familiespil.

I Suburbia handler det om at udbygge sin by, så den både giver overskud og tiltrækker en masse mennesker, så du til sidst har den by der er mest populær. Det er et utroligt tematisk spil, der både er nemt at lære, men svært at mestre, og har et interessant element om, hvornår det er bedst at ændre strategi.

Suburbia udkom i 2012, vandt Mensa brætspils prisen 2013, teksten er på engelsk, men bydelene er ikon baseret, og ikke særlig tekst tungt. Suburbia kan spilles af en til fire spillere fra 12 år.

Pris: Ca. 450 kr.

Kingdom Builder

Fra designeren af Dominion kommer nu på dansk et godt spil om at bygge sit eget kongerige

Kongeriger skal bygges, og rådgiverne står på spring for at vejlede. Følger man deres råd følger prestige og hæder. I Kingdom Builder skal der bygges riger op, ved at plante huse rundt om på spillepladerne, men kun hvis husene er placeret ifølge de tre rådgivere, får man point.

Kingdom Builder er et godt alternativ til klassikere som Settlers fra Catan og Carcassonne. Spillet er nemt at lære og hurtigt at spille, og der er god plads til at man hyggesnakker rundt om bordet. Spillets store styrke er dets store grad af variation – der opstilles altid en ny bane, når man spiller, og hver bane indeholder særlige felter. Man vælger ved hvert spil tre nye rådgivere, og man skal derfor udforme nye strategier hver gang for at score point ifølge rådgiverne.

Kingdom Builder er udkommet med danske regler. Det er for 2-4 spillere (men kan øges til 5 med den engelsksprogede udvidelse). Kingdom Builder kan spilles af hele familien fra 8 år og opefter.

Pris: Ca. 480 kr.

Terra Mystica

I Terra Mystica dyster fantasy-racer med hver deres særlige evner om underlægge sig landet ved fysisk at omskabe landskaberne og bygge byer.

Terra Mystica er et komplekst spil med megen variation gennem de mange forskellige racer og variationen med rundernes opbygning. Hvis Settlers fra Catan eller Carcassonne er blevet for enkle eller lette, eller Agricola er lidt for pacifistisk, er Terra Mystica en solid mundfuld.

Spillet rummer mange elementer, der kan bringes i spil på forskellige måder, om man vil transformere landet, kontrollere terrænet med byer eller stå stærkest i kulterne. Jagter man de umiddelbare point, som udbydes hver runde, eller sigter man efter det lange spil. Der er ingen tilfældighed i spillet fra terninger eller korttræk.

Reglerne til Terra Mystica er på engelsk, men der er ingen tekst spilmaterialet. Alt er klaret med symboler, som er lette at lære. Terra Mystica er for 2-5 spillere.

Pris: Ca. 600 kr.

Trains

Byg togruter hen over Japan og opbyg stationer. Så simpelt, men langtfra enkelt.

I Trains begynder hver spiller med en lille kortstak, som de bruger til at bygge togruter med, men ved hver runde at købe nye kort til kortstakken, opbygges strategier og stadigt flere muligheder åbner sig for at blive den bedste bygherre.

Trains er et deckbuilding-spil i stil med Dominion og Thunderstone, men det har en helt ny dimension med sig, da kortene spiller direkte ind på brættet med at oprette jernbaner og bygge stationer, og de er vejen til sejr. Det bedst fungerende netværk til de bedst opbyggede stationer giver point, og undervejs kan man besværliggøre rutebyggeriet for de andre spillere ved strategisk at placere sine ruter rundt om på brættet.

Trains er et godt alternativ til Ticket to Ride, hvis man gerne vil prøve noget mere komplekst, og ønskes der en ny vinkel på Dominion, er Trains et spændende bud.

Trains er for 2-4 spillere, og der er nogen tekst på spillets kort, som lige skal læres.

Pris: Ca. 500 kr.

Relic Runners

Når jagten efter relikvier går gennem jungles mange stier, er det svært ikke at nynne temaet fra Indiana Jones

I Relic Runners placerer spillerne stier i junglen, for at kunne rejse hurtigere igennem det farlige landskab. Når man ankommer til et tempel, samler man en brik op – denne brik har enten point, eller en sej evne. Til sidst gælder det om at kunne rejse fra ét tempel til et andet i samme tur, for at kunne få fingrene i et af de mystiske relikvier.

Relic Runners ligner på overfladen Ticket to Ride, men spillet er helt sit eget. Det er en langt mere taktisk oplevelse, mens man sidder og prøver at gennemskue hvordan man med få virkemidler kan planlægge sin rute så effektivt som muligt.

Relic Runners kan spilles af to til fem spillere. Der er ikke danske regler til spillet, men selve spillet har nærmest ingen tekst.

Pris: Ca. 500 kr.