2 - 5 spillere
60+ min
10+ år
  • strategispil
  • Worker Placement
  • Fantasy
  • Relateret læsning


    Lords of Waterdeep

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 8. September 2012



    Enhver ved, at når en gruppe eventyrere gerne vil ud i verden for at finde skatte, slå monstre ihjel og redde ungmøer, så er det fordi, de har fået en opgave af en mere eller mindre skummel bagmand. I Lords of Waterdeep spiller du en sådan bagmand, der sidder i sine skumle lokaler og lokker gruppe efter gruppe af eventyrere ud på missioner i og omkring byen Waterdeep.

    Lords of Waterdeep er et såkaldt Worker Placement spil, der er sat i den kendte Forgotten Realms-verden, kendt fra Dungeons and Dragons rollespillene. Spillet kræver dog intet kendskab til den verden – eller rollespil i det hele taget – for at kunne nydes.

    Opsætning af Lords of Waterdeep

    • Tag spillepladen frem, og giv hver spiller en spiller-plade. Pladens farver viser, hvilken farve brikker du har.
    • Tag dine små mænd (agenter), som de skal bruge i dette spil, samt de små kontrol-markører i din farve. Antallet af agenter afhænger af antallet af spillere.
    • Tag yderligere en agent, og stil ham på feltet ved runde 5 af rundetælleren.
    • Læg den runde træbrik på feltet 0 på pointtælleren.
    • Læg tre sejrspoints-juveler på hvert felt af rundetælleren.
    • Bland alle bygningerne, og læg stakken på pladen på det tilhørende felt. Tag de tre øverste bygninger, og læg dem på de tre felter lige over rundetælleren.
    • Bland de 11 Lord-kort, og giv hver spillet et kort. Dette kort er hemmeligt og skal gemmes under din personlige spilleplade.
    • Bland quest-kortene, og giv to til hver spiller. Læg et på hver de fire felter i toppen af brættet. Resten placeres på feltet lige ved siden af de fire felter.
    • Bland intrigue-kortene, og giv to til hver spiller. Resten lægges i en bunke på deres plads i bunden af brættet.

    Sådan spilles Lords of Waterdeep

    Efter den lange opsætning kan man måske frygte, at Lords of Waterdeep er et tungt spil, men herfra glider det hele meget bedre. Spillet består af to faser, der skal overstås en af gangen.

    Første fase – Opsætning

    I denne fase skal du gøre spillepladen klar til denne runde. Til en start fjerner du bunken med de tre sejrspoint, der ligger ovenpå rundemarkøren, for den runde du er nået til nu. Du fordeler dem på de tre bygninger, der ligger til salg – et sejrspoint på hver bygning.

    Derefter kigger du, om der er nogle bygninger, der har en “Start of Round” effekt. Disse bygninger har en mørkere baggrund, end de andre. Gør hvad der står på bygningen – dette består i, at lægge ressourcer på bygningen.

    I runde fem får hver spiller desuden en ekstra agent – den agent, der står ud for runde fem på rundetælleren.

    Anden fase – Placer dine mænd

    I

    To eksempler på bygninger i spillet. Øverst har vi Aurora's Realm Shop, der giver dig fire guldstykker. Nederst har vi Builder's Hall, der giver dig lov til at bygge en ny bygning fra stakken af synlige bygninger.
    anden fase skal du sætte dine mænd. Den spiller, der har start-spiller markøren starter med at sætte én agent på en bygning, og gøre hvad der står på bygningen. Antallet af felter på en bygning, fortæller hvor mange agenter der kan sættes her – de to eneste bygninger, hvor der er plads til mere end én agent er Cliffwatch Inn, hvor du trækker nye quests, og Waterdeep Habor, hvor du kan spille de sjove Intrigue kort.

    Intrigue kort kommer i to varianter: De mest hyppige er kort, der gør, at du må stjæle noget fra en anden spiller eller lignende. Der er også nogle onde quest-kort, du kan spille på de andre spillere: De hedder “Mandatory Quest”, og gør, at du ikke kan gennemføre nye quests (og altså ikke kan få flere sejrspoint), før du har gennemført denne mandatory quest. Et velspillet mandatory quest-kort kan vælte en anden spiller helt af pinden.

    Når

    du har sat en agent på brættet, kan du gennemføre en quest. Dette gøres ved at betale det antal trækuber og mønter, der står på questkortet, fra dit personlige bræt. Når dette er gjort, får du den belønning er står på bunden af questkortet – det kan være alt fra nye ressourcer eller sejrspoint. Der findes også en særlig type quest kort, der kaldes Plot Quest – de giver normalt ikke den store belønning her og nu, men når den er gennemført, giver de til gengæld en effekt resten af spillet – eksempelvis en ekstra agent.

    Når alle mænd er sat, kommer der en lille krølle på halen: Nemlig at de agenter, der står på Waterdeep Habor, bliver flyttet til et andet, ledigt felt. Dette gøres i den rækkefølge, agenterne blev placeret på – dvs. den agent der står på feltet “1” starter, derefter “2” og til sidst “3”.

    Til sidst er der kun tilbage at samle sine agenter op, og starte på en ny runde.

    Afslutning på Lords of Waterdeep

    Spillet slutter efter ottende runde. Spillerne afslører nu deres identitet fra Lord-kortet og begynder at tælle bonuspoint sammen. Hvert Lord-kort har to typer quests, de giver bonuspoint for, på nær Larissa Neathal, der giver bonuspoint for hver bygning, du har bygget.

    Vinderen er den spiller, der har flest sejrspoint.

    Vurdering af Lords of Waterdeep

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Lords of Waterdeep er et godt, simpelt spil i worker placement genren. Det låner fra andre spil i samme genre, som eksempelvis Pillars of the Earth og Agricola, men formår at simplificere den ellers noget tunge spilmekanik ned på et niveau, hvor selv nybegynderne kan være med, uden at fjerne de interessante valg, eller behovet for taktik i spillet.

    Der er ikke meget held i Lords of Waterdeep, men til gengæld er der rigeligt med variation. Der er 24 bygninger med i spillet, og oftest vil man højest komme op på at bruge ni eller ti af dem per spil, så variationen er stor.

    At sætte spillet i byen Waterdeep, der er kendt fra Dungeons & Dragons-systemets “Forgotten Realms” univers, er en genistreg, der gør, at mange rollespillere vil kigge en ekstra gang på spillet, der måske ellers normalt ville gå lige forbi næsen på dem. Jeg har i hvert fald haft held til at introducere spillet for mine rollespillende venner.

    Lords of Waterdeep er et dejligt spil, der nemt kan fungere som introduktion til Worker Placement-genren. Det er ikke nødvendigvis et spil, som jeg ville bruge til at introducere helt nye folk til brætspil – der ville jeg nok stadig starte med et spil som Carcassonne – men det er helt sikkert et logisk næste skridt, når du først er inde i brætspilsverdenen.

    Lords of Waterdeep vandt Juryens Specialpris ved Guldbrikken 2012






    Kommentarer til Lords of Waterdeep