2 - 5 spillere
45+ min
8+ år
  • temaspil
  • Behændighed
  • Fantasy
  • Relateret læsning


    Catacombs

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 25. May 2012

    Barbaren løb fra fjende til fjende i en berserker-rus. Blodet fra hans fjender dryppede ned i sandet. I baggrunden stod troldmanden, beskyttet af det skelet, han havde hidkaldt. Imens han drænede energi fra de onde udøde bæster, skød elveren en pil mod en fjende. Men var hans sigte godt nok

    Ikke en unormal situation i Catacombs, der er et nytænkende spil i den klassiske dungeon crawl stil, vi kender fra blandt andet Descent: Journeys in the Dark. Catacombs tager altså det kendte tema fra et dungeon crawl, og giver det et twist – Catacombs er nemlig et behændighedsspil, hvor du skal knipse dine helte ind i monstre for at angribe, eller knipse dine pile mod dine modstandere, for at give dem skade.

    Opsætning

    • Start med at beslutte, hvilken spiller der skal spille Overseer; altså den spiller, der skal styre alle monstrene i spillet.
    • Resten af spillerne skal tage de fire helte og de hvide skiver, der matcher.
    Antal spillere 2 3 4 5
    Antal helte pr
    spiller
    4 2 1 (en spiller
    styrer 2)
    1
    • Giv hver spiller en kube til at styre deres livspoint. Elveren skal have to små, gule skiver. Troldmanden skal have en lille gul skive, to orange fireballs, en lilla skive, en hvid skive med et skelet på og kortbunken med trylleformularene.
    • Vælg en Catacomb Lord, I gerne vil slås imod. The Sorcerer er anbefalet til første spil.
    • Læg resten af skiverne, så jeres Overseer kan nå dem alle.
    • Overseeren skal vælge, hvilke rum der skal bruges. Du tager et level 0-rum, et level 1-rum, et merchant-rum, to level 1-rum, et healer-rum, et level 2-rum og til sidst Catacomb Lord-rummet. Disse kort lægges alle med billedsiden nedad, så heltene ikke ved, hvad de skal op imod.

    Sådan spiller du Catacombs

    Catacombs opdeles i faser.

    Udforskningsfasen

    Start med at vende det øverste rum-kort. På disse kort kan du se, hvad der er i de rum, du kommer ind i, og hvad de indeholder. De fleste af kortene viser dig et antal monstre, og hvilken spilleplade du skal finde frem.

    Der er også et par specialrum, du vil møde undervejs. Når du kommer til dem, læser du på kortene, hvad du skal gøre. Der er en merchant, der sælger udstyr til dine helte, og en healer, der – mod betaling, naturligvis – kan gøre dine helte kampklar igen.

    Opsætningsfase

    Tag de brikker, som rum-kortet har bedt dig finde frem. Find også spillepladen, du skal bruge. Der er nogle store huller i spillepladen; læg de grå, store brikker heri. De er forhindringer – søjler, klipper eller andet – i rummet. Overseeren tager de monster-kort, der hører til monstrene, og forklarer kort hvor meget liv hvert monster har, samt om de har specialevner.

    Placer heltene bag den hvide linje, i den såkaldte Hero start zone. Placér monstrene bag den anden hvide linje, i monster start zonen. Eftersom heltene starter, kan det være en god idé for overseeren at placere sine monstre bag søjlerne.

    Kampfasen

    Nu er det tid til kamp. Hver kamp er inddelt i 2 runder: først en helterunde, og så en Overseer runde. Man fortsætter på den måde, indtil alle monstrene er døde, eller alle heltene er enten døde eller ude af stand til at gøre noget.

    Helterunden

    I helterunden tager alle heltene en tur. Heltespillerne bestemmer indbyrdes, i hvilken rækkefølge deres helte skal angribe. Hver helt må gøre én ting på deres tur; det kan enten være at lave et melee-angreb, hvor man knipser sin skive ind i fjenden, eller de kan lave et speciel-angreb. Hvis eksempelvis elveren vælger at lave sit specialangreb, hvor hun skyder en pil af sted, lægger man den ene af de to små gule projektiler inden for 2.5 cm af helten, og skyder den så af sted.

    Hvis en helt rammer et monster, tager monsteret skade. Hvis et monster har mere end ét livspoint, bliver det vendt om, så den anden side vender opad. På den måde kan man se, hvilke monstre der har taget skade.

    Når en helt slår et monster ihjel, fjernes monsteret fra pladen og bliver lagt foran den pågældende helt, så man kan få en belønning til sidst.

    Monsterrunden

    I monsterrunden er det Overseerens tur til angribe. Monstre angriber på samme måde som heltene – det vil sige enten ved at bruge et melee-angreb, eller ved at bruge en specialevne.

    Oprydningsfasen

    Når alle monstrene er døde, er det på tide at give heltene deres belønning. Hver helt får penge tilsvarende det beløb, der står på monsterkortet, for de monstre de har slået ihjel.

    Når disse fire faser er overstået, starter man forfra med første fase.

    Spillets afslutning

    Spillet kan slutte på en af to måder

    1. Hvis alle helte er døde eller ude af stand til at angribe, vinder Overseeren.
    2. Hvis heltene når frem til Catacomb Lordens rum og besejrer ham, stopper spillet øjeblikkeligt. Heltene behøver altså ikke at slå alle monstre i sidste rum ihjel.

    Vurdering af Catacombs

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Catacombs er et frisk pust til en genre, der mere eller mindre har stået stille i mange år. Det er skønt at knipse til de små skiver, og det virker på en måde mere realistisk, når man rammer ved siden af, fordi man skyder skævt, i stedet for at man har rullet et vilkårligt tal på en terning.

    Spillet har også masser af mulighed for selv at finde på ekstra regler – og det bliver der direkte opfordret til i reglerne. På Catacombs hjemmeside er det endda muligt at downloade et ekstra sæt regler, der giver flere varianter. Hvis du er glad for spil, hvor der er masser at pille ved, eller bare trænger til lidt afveksling i en veltrådt genre, så er Catacombs klart et spil, du bør overveje at føje til din samling.






    Kommentarer til Catacombs