Det Dårlige Selskab
af Johnn Esbensen d. 24. July 2014
Det Dårlige Selskab lyder som den gruppe drenge vores forældre advarede os mod som børn. Det er måske heller ikke helt forkert. Spillet egner sig nemlig ikke til at blive spillet med hvem som helst. Hverken din sippede søster, onkel Vagn fra Vestjylland – og da slet ikke dine forældre!
Det Dårlige Selskab handler i al sin enkelthed om at skabe sjove, skæve og absurde sætninger ved hjælp af en række svarkort med ord eller sætninger. Flere af dem indeholder stærke seksuelle hentydninger eller undertoner.
Sådan kommer I igang med Det Dårlige Selskab
Det Dårlige Selskab består af to forskellige bunker kort. Nemlig de orange pointkort og de sorte svarkort. De to bunker kort blandes hver for sig og lægge på bordet.
Inden I går i gang, skal hver spiller have 13 sorte svarkort. Kortene er hemmelige og må ikke vises til de andre.
Herefter vælger I den spiller, der skal være dommer i første runde. Rollen som dommer skifter herefter i urets retning.
Runder i Det Dårlige Selskab
Hver runde indledes med, at dommeren trækket et orange pointkort og læser teksten højt. Sætningen mangler et eller flere ord eller sætninger, som oplæses med f.eks. “biiiiip”.
Det er nu de øvrige spilleres opgave, at gøre sætningen færdig. Dette gøres ved, at de finder den eller de sorte svarkort, de synes passer bedst. Svarkortene afleveres skjult til dommeren, der efterfølgende blander kortene.
Antallet af svarkort skal være det samme som antallet af “biiiips” i sætningen. Når der skal bruges flere svarkort, lægges de i de små plasticlommer i den rækkefølge, spilleren synes de skal oplæses.
Når dommeren har fået alle svarene, skal vinderen af runden findes. Det gøres ved, at dommeren læser pointkortet op og erstatter de enkelte “biiips” med ordet eller stæningen på svarkortene. Det er sjovest, hvis dommeren læser pointkortet op sammen med hvert svar.
Til sidst vælger dommeren det svar han/hun synes var sjovest. Den spiller der lagde vinderkortet får ét point i form af pointkortet.
Inden næste runde kasseres de brugte svarkort og spillerne trækker nye svarkort, således, at de igen har 13 kort. Vundne pointkort tæller med i de 13 kort, hvilket betyder, at spillere der har vundet point, får færre svarkort på hånden.
Den næste spiller tager sin tur som dommer og spillet fortsætter, indtil en spiller har fået et bestemt antal point og dermed vundet spillet.
Bonuskort
Flere af pointkortene har en særlig bonus, som vinderen af kortet må benytte sig af. Bonussen skal bruges så snart kortet vindes.
Bytte-Bytte købmand
Spilleren der vinder dette pointkort må kassere op til fem svarkort fra sin hånd og trække tilsvarende nye kort fra bunken.
Lommetyven
Når spilleren vinder et pointkort med “lommetyven” må han/hun stjæle et pointkort fra en af sine sidemænd. Den spiller der mister et pointkort må trække et svarkort fra bunken, således han/hun igen har 13 kort.
Fallit
Når dette pointkort spilles, skal dommeren ikke finde det bedste kort, men derimod det svar han/hun synes passer dårligst. Den spiller der “vinder” mister alle sine pointkort.
Gambling
Spillerne har mulighed for at lægge flere svar, mod at satse et af sine pointkort.
Vinderen af runden får pointkortet samt alle de satsede pointkort.
Vurdering af Det Dårlige Selskab
Det Dårlige Selskab minder meget om spillet Cards Against Humanity men er tilpasset Danmark og den danske humor. Selv om reglerne er simple, er Det Dårlige Selskab utroligt sjovt og underholdende. Det kræver dog den helt rette stemning og sammensætning af mennesker, at spille spillet, idet det sagtens kan blive unødigt pinagtigt at skulle spille svarkort som “to timers god, hjemmelavet fynsk porno” eller “en sjusket intimbarbering” sammen med for eksempel sine svigerforældre.
Det Dårlige Selskab er lavet i lækkert materiale, og de mange point- og svarkort er sindsygt sjove og finurlige og når rigtig langt omkring.
Selv om der er 360 svarkort, når man forholdsvis hurtigt igennem bunken, men takket være de mange kombinationsmuligheder har man alligevel lyst til at spille det igen og igen.
Der er foreløbigt udgivet to udvidelser til spillet:
“Det Dårlige Selskab – Udvidelse #1”: braetspil/det-darlige-selskab-udvidelse-1
Det Dårlige Selskab – Udvidelse #2 “Ekstra dum”