2 - 8 spillere
20+ min
10+ år
  • familiespil
  • partyspil
  • Samarbejde
  • Efterforskning
  • Regler på dansk

    Relateret læsning


    Codenames Pictures

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 22. September 2016

    Codenames er tilbage – og denne gang i en udgave uden ord, men med billeder i stedet. Codenames Pictures tager det geniale gameplay fra Codenames, og leverer en helt ny, men samtidig meget genkendelig, oplevelse.

    Historien er, som vi kender den: To spionmestre har overblikket over de hemmelige agenter i byen, og begge har fået samme besked: “Vi skal have vores agenter ud … nu!”. Eksfiltrations-eksperterne er landet i byen og skal ud og finde agenterne … men de ved ikke, hvem der er hvem. Alle agenternes navne er maskeret ved hjælp af mystiske symboler, og spionmestrenes job er nu at fortælle deres eget hold, hvem de skal sørge for at få ud – uden at vælge de forkerte agenter.

    Opsætning

    Opsætningen til Codenames Pictures er hurtigt overstået:

    • Tag 20 tilfældige kort fra bunken
    • Læg dem i fem rækker af fire kort
    • Spionmestrene tager et tilfældigt af de mange diagramkort, med oversigt over agenterne på – og holder det hemmeligt fra de andre spillere
    • Tag de farvede agent-brikker, og del dem op i tå bunker; rød og blå

    Her er de to felter røde, og det er altså rødt hold, der starter
    På siden af diagramkortet er to felter, som er enten markeret med blå eller rød – farven bestemmer hvilket hold, som starter, og får den tofarvede agent-brik.

    Så er der klar til at blive spillet Codenames Pictures.

    Sådan spiller du Codenames Pictures

    Nu skal spionmestrene på skift få deres holdkammerater til at pege på de rigtige agenter. Det gør de ved at give deres holdkammerater en ledetråd.

    En ledetråd er præcist ét ord efterfulgt af et tal. Det kunne for eksempel være “Måltid 3”. I det tilfælde har spionmesteren fundet tre kort, som, han mener, har noget med et måltid at gøre. Når holdkammeraterne har fundet frem til en beslutning, så skal de pege på det pågældende kort (rører man ved et uheld på et kort, fanger bordet altså, og så er det dét kort, man har valgt), og først der må spionmesteren afsløre, om holdkammeraterne har gættet rigtigt eller forkert.

    Gæt markeres med at lægge en agentbrik ovenpå (hvis der er gættet en agent) – har man gættet på en af modstanderes agenter, markeres denne altså også! Hvis der er gættet en civilist (de brun-beige felter på diagramkortet) lægges en civilistbrik på – og hvis man har gættet på den fæle snigmorder er spillet slut; det andet hold har vundet.

    Holdkammeraterne er ikke tvunget til at pege på det antal kodenavne, som spionmesteren nævner med i sin ledetråd, men de skal pege på mindst ét af navnene på bordet. Og ledetråden er det eneste, som spionmesteren må sige til sine holdkammerater – så ikke noget med at kommentere på den samtale, holdkammeraterne ellers har i løbet af spillet.

    Kan du se hvilke kort, spionmesteren snakker om, når hun siger 'Insekt 3'?

    Har man gættet og ramt forkert, slutter turen her. Har man gættet rigtigt på en af sine egne, må man gætte igen. Man må gætte lige så mange gange, som det tal spionmesteren har sagt – og så lige én til. Den ekstra bliver som oftest brugt, hvis man i en tidligere runde har gættet forkert, og gerne vil gætte videre på dén ledetråd.

    Når man har gættet så mange gange, man må, går turen over til det modsatte hold – og sådan fortsætter spillet, indtil alle agenter på den ene side er blevet gættet. Det hold, som starter, skal gætte otte agenter – og det andet hold skal kun gætte syv agenter.

    Når spillet er slut, er det meget hurtigt at gøre klar til spil nummer to – alle agent-kortene har to sider, så ved at vende dem om har man lynhurtigt et nyt spillebræt. Så er det bare at trække et nyt diagram-kort, og eventuelt vælge nye hold; så er man i gang igen.

    Vurdering af Codenames Pictures

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Ligesom almindeligt Codenames er Codenames Pictures virkelig nemt at lære. Og, hvis man er ekstra eventyrlysten, kan de to spil endda kombineres, ved at blande de gamle agentkort med navne, og de nye agentkort med billeder.

    I modsætning til almindeligt Codenames kan alle lidt nemmere være med i Codenames Pictures – en af ulemperne ved Codenames var i min optik, at alle skulle være lige gode til sproget, for at fange finurlighederne i agenternes navne; ord som “sej” kunne både betyde fisk, konsistens eller den danske oversættelse af cool (som igen har flere betydninger!) – og hvis alle ikke var på samme niveau, røg man nemt fra igen. Illustrationerne er noget nemmere at arbejde ud fra, også selv om alle spillere ikke nødvendigvis er lige gode til sproget.

    Apropos illustrationerne – de er intet mindre end fantastiske. De ligner på en eller anden måde clipart, som de ældre af os kan huske fra gode gamle Word 95 – men hvis cliparten var tegnet af samme person, som laver kortene til Dixit. De er meget fantasifulde, og jeg holder rigtigt meget af dem.

    Alt i alt synes jeg, at Codenames Pictures er et endnu bedre spil end Codenames – et spil jeg ellers allerede holder rigtig meget af. Jeg kan kun forestille mig, at Codenames Pictures i fremtiden vil ryge oftere på bordet end almindeligt Codenames. Det er i hvert tilfælde den variant, jeg selv vil foreslå.






    Kommentarer til Codenames Pictures