2 - 2 spillere
20+ min
6+ år
  • strategispil
  • Kortspil
  • Relateret læsning


    Pokémon Trading Card Game

    Jimmy Marcus Larsen af Jimmy Marcus Larsen d. 31. March 2013

    De fleste kender Pokémon som et af Nintendo’s mest succesfulde spil, eller som som en japansk tegnefilmserie af tvivlsom produktionskvalitet. Mange har også set samlekortene, men de færreste har prøvet at spille med dem – og det er synd, for det er et fantastisk spil med stor strategisk dybde og evig holdbarhed.

    I spillet dyster to spillere om at være den første til at besejre seks pokémon. Hver spiller har et deck bestående af 60 kort i tre hovedkategorier: Pokémon-kort (med de væsner der kan angribe), energi-kort (der skal bruges for at angribe) og træner-kort (der giver utallige ekstra taktisk muligheder). Sammensætningen af ens deck er en disciplin i sig selv, men vil I bare spille, kan man blot købe to færdigbyggede deck med 60 kort i hver.

    Opsætning

    Det er ganske let at komme i gang med et spil – der kræves ikke andet end et tomt bord, to deck på 60 kort og nogle tokens i forskellige farver.

    • Først blander begge spillere deres deck.
    • Hver spiller trækker syv kort, hvor imellem der skal være mindst én basis-pokémon – ellers blandes der på ny.
    • Spillerne placerer nu én basis-pokémon midt på bordet – det er deres aktive pokémon.
    • Op til fem pokémon kan placeres på en række bag den aktive pokémon – det er udskiftningsbænken.
    • De resterende kort beholder du på hånden – skjult for din modstander.
    • Hver spiller trækker yderligere seks kort og placerer dem med billedsiden ned – dette er præmiekortene.
    • Til sidst kastes en mønt, der afgør, hvem som starter spillet.

    Sådan spilles Pokémon TCG

    Når kortene er lagt på bordet, starter kampen. Spillerne skiftes til at tage deres tur, indtil en spiller har trukket alle sine seks præmiekort og dermed vundet kampen. En tur forløber nogenlunde sådan her:

    • Det første, du gør, er, at trække en nyt kort fra dit deck.
    • Dernæst vil du oftest spille et energi-kort. Det gøres ved at lægge det under en pokémon.
    • Har du en udviklet pokémon, der matcher en af de basis-pokémon, du har i spil, kan du placere den ovenpå og dermed gøre den stærkere.
    • Du har også mulighed for at spille alle de træner-kort, du vil – for eksempel et der lader dig trække tre ekstra kort.
    • Til sidst kan du angribe med din aktive pokémon. Alle pokémon har et angreb og for at bruge det, skal de have energi nok. De fleste angreb kræver mellem ét og fire energi-kort og gør oftest skade på modstanderens aktive pokémons HP.
    • Mister en af din modstanders pokémon alle sine HP, så må du trække et præmiekort. Trækker du det sidste, har du vundet.

    Spillet vindes også, hvis din modstander løber tør for kort i sit deck, eller hvis han ikke har nogen pokémon på udskiftningsbænken i det øjeblik, hans aktive pokémon mister sine sidste HP.

    Alle detaljerne

    Grundreglerne, som beskrevet ovenfor, er ganske enkle. Der er dog en masse detaljer, der er undladt. Nogle af dem listes her:

    • Der findes 10 forskellige energi-typer. Eksempelvis ild, vand og mørke. De fleste angreb kræver energi-kort af én bestemt type.
    • Din aktive pokémon kan blive udsat for status-effekter. Det kan være forgiftning, forbrænding, forvirring, paralysering eller søvn. Alle kan vende spillet, så vær på vagt.
    • Du kan udskifte din aktive pokémon. Det kan være klogt, hvis du har en stærkere pokémon på bænken, eller hvis din aktive pokémon er ved at løbe tør for HP. Nogle gange vil du også bare ofre én pokémon, mens du opbygger energi hos en anden.
    • Ligesom energi-kort, så har alle pokémon en energi-type. Det er afgørende, da pokémon har styrker og svagheder mod forskellige energi-typer. De fleste pokémon af ild-typen er eksempelvis svage mod pokémon af vand-typen.

    Alt dette taget i betragtning står du i hver tur overfor en række ganske komplekse valg. Hvilken pokémon skal du give et energi-kort? Skal du satse på, at en status-effekt afholder modstanderen fra at angribe, eller skal du hellere angribe hårdt og ofre dit forsvar? Kan du spille defensivt og tvinge modstanderen til at trække alle sine kort? Skal du lade et træner-kort ofre din hånd mod en anden fordel, eller har du måske et træner-kort, der lader dig udskifte modstanderens pokémon? Kan du udnytte, at din modstanders pokémon er svag mod græs-pokémon?

    Deck building

    Med to ligeværdige deck, som de færdige deck man kan købe, er spillet altid velfungerende og balanceret. Så snart du begynder at forbedre dit deck, så kan du dog bringe ubalance i spillet – og det er netop, hvad du ønsker, hvis du spiller på konkurrenceplan mod andre Pokémon TCG-spillere. Dybden, der ligger i selve spillet, er stor, men det er ingenting mod kompleksiten, du står overfor, når du bygger dine egne deck. Små udskiftninger er lette at lave, men konsekvenserne kan være svære at forudse. Deck building er en videnskab, og der hvor du kan komme til at lægge allerflest timer, hvis du bliver fanget af spillet.

    Du kan lave helt specialiserede deck, der er 100 procent bygget med én bestemt modstander i tankerne, eller du kan lave deck, der har en generel fordel mod en eller flere energi-typer. Det mest eftertragtede deck er dog det, som performer godt mod alle andre deck typer. Det er, hvad du søger, men det er også utroligt svært at finde.

    Vurdering af Pokémon Trading Card Game

    Jimmy Marcus Larsen
    Jimmy Marcus Larsen mener ...

    Jeg har spillet Pokémon TCG siden 1998 og holder stadig meget af en tæt kamp mellem to ordinære, færdigbyggede deck. Den lige kamp, hvor klog brug af træner-kort og udskiftninger i rette tid er afgørende, har en tidsløs kvalitet som kun de bedste brætspil kan matche. Jeg kan anbefale alle, at købe to færdigbyggede deck og komme i gang med at spille!

    Der, hvor kompleksiteten for alvor eksploderer, er, når du begynder at bygge dine egne deck. Med de tusindvis af forskellige kort, der efterhånden findes, er der altid plads til helt originale kompositioner. Der er noget smukt i at se en grundigt planlagt strategi lykkedes til fulde, når du selv har udvalgt hvert enkelt af de 60 involverede kort. Jagten på det perfekte deck er evigt fascinerende, men heller ikke uden en pris – ekstra kort er dyre, hvad enten du køber dem enkeltvis på nettet, eller gennem store mængder af booster pakker med ti kort i hver.

    Det er ikke uden grund, at Pokémon TCG stadig kører for fuld styrke. Mange andre TCG-spil er kommet og gået, men især Pokémon TCG og Magic The Gathering synes aldrig at forsvinde. Selvom Pokémon som brand ikke har samme styrke, som det havde for år tilbage, står Pokémon TCG stadig som et stærkt spil i sin genre.






    Kommentarer til Pokémon Trading Card Game