1 - 5 spillere
15+ min
10+ år
  • partyspil
  • Realtime
  • Samarbejde
  • Terningspil
  • Escape: The Curse of the Temple

    af Mike Ditlevsen d. 5. maj 2013

    ESCAPE! Runger det ud over rummet, lyden af sten der vælter og en rumlen fra et tempel der er ved styrte sammen om ørene på en. Tiden er knap, inden templet kollapser og vi skal nå at få fjernet forbandelsen, så vi kan slippe ud.

    Escape: The Curse of the Temple. Er en co-op terninge-fest, som ikke er for dem med dårligt hjerte. Escape handler om at nå ud af et Indiana Jones-agtigt tempel inden der er gået 10 minutter reel tid. Alle skal nå at komme ud, ellers så har man tabt til spillet. Målet er, at udforske templet for at finde udgangen, og blandt de rum man udforsker at aktivere de grønne gems for at fjerne forbandelsen, der hviler over gruppen og gør det umuligt at slippe ud af templet.

    Opsætning af Escape: The Curse of the Temple.

    • Alle spillere vælger en farvet brik og tager det matchende papstykke samt fem terninger.
    • Tag de fire hovedrum, minus indgangen og udgangen, samt de 13 basisrum og bland dem.
    • Placer bunken, så alle kan nå den, tag de øverste fire og bland udgangen ind og læg dem i bunden.
    • Placer indgangen midt på bordet, tag to kort fra bunken og placer dem henholdsvis på hver side af indgangen.
    • Sæt et antal grønne gems til side på deres plade og efterlad to overskydende ved siden af.
    • Find en CD/MP3 afspiller frem, eller sæt det medfølgende sandur frem på bordet.

    En terning til at slå dem alle.

    Escape bruger sine egne sekssiddet terninger, som består af nogle ikoner, der bruges til både at bevæge sig rundt i templet eller aktivere juvelerne for at fjerne forbandelsen.
    To af siderne er med et ikon af en grøn mand der løber,
    En side med en fakkel
    En side med en nøgle
    En side med en sort maske (Hvis man slår en sort maske bliver den låst og kan ikke slås igen)
    En side med en gul maske (Hvis man slår en gul maske kan man bruge den til at fjerne to sorte masker)

    Sådan spilles Escape

    Alle tager deres fem terninger i hånden og gør sig klar, venter på at soundtracket begynder, hvis man har valgt at bruge lyd, eller til at sandglasset vendes.

    Når tiden starter, begynder spillet og det gælder om at bevæge sig rundt og opdage nye rum i templet, aktivere juvelerne så forbandelsen kan hæves og man kan slippe ud. For at kunne slippe ud skal man også havde fundet udgangen, som man ikke ved hvor er henne.

    Hver gang man står i et rum og slår to grønne mænd må man bruge dem til at undersøge et lokale der ligger op til det nuværende man står i, hvis der stadig er udgange der ikke er undersøgt.


    Der vil være rum, hvor man skal aktivere juveler for at kunne undslippe templets forbandelse, der vil være rum der er tomme. Hvis man føler at det er lidt for nemt, kan man altid inkludere rum med forbandelser og skatte som en del af spillet. Alle rum har dog to ikoner i en rød ramme, disse to fortæller hvilke terninger man skal slå for at kunne gå ind i rummet.

    På bagsiden af bunken af rum kort vises to grønne mænd, som indikerer hvad er skal bruges for at undersøge en udgang i et rum.

    Når man lægger et nyt rum til en udgang, så skal det nye rum altid lægges med den side, hvor der er grå trappeafsats på direkte mod den udgang, man undersøgte. Det betyder også, at templets opbygning kan man ikke kontrollere.

    Så skal der rulles terninger

    Der hvor Escape adskiller sig fra en stor del af andre brætspil er at der ikke kun er én der har tur, det er nemlig alles tur hele tiden.

    Man ruller sine fem terninger og lige som i Yatzy eller King of Tokyo kan man beholde nogle terninger og slå videre med en delmængde af dem, eller man kan bruge nogle af sine terninger til at aktivere forskellige handlinger ud fra ikoner, der skal bruges. Man er dog ikke begrænset til et antal slag, man fortsætter til spillet er slut.

    Det er muligt at hjælpe hinanden i rum man står sammen i, så der kan forekomme rum hvor man skal bruge hele syv fakler for at aktivere en juvel, hvilket kræver at man puljer sammen for at opnå det fulde antal.

    Det er også tilladt at låne en gul maske til en anden i samme rum, som så kan tage to af sine sorte masker og så slå dem videre.

    For at gøre det hele lidt mere spændende, så er der to gange i løbet af de 10 minutter hvor man skal skynde sig ind til midten, til start rummet, da templet kollapser, og man skal undgå at fanges. Hvis man ikke når ind til start rummet inden, så mister man en terning og fortsætter derefter med en mindre.

    Hvornår har vi vundet?

    Man vinder, når alle folk er sluppet ud af templet igennem udgangen. Hvis der blot er en, der ikke når ud, så taber alle spillerne. Der er dog en hjælp at hente når en spiller slipper ud, så må den spiller vælge at give en af sine terninger videre til en anden spiller, så personen har en ekstra at slå.

    Vurdering af Escape: The Curse of the Temple

    Mike Ditlevsen mener ...

    Hvis du er en der let bliver stresset og ikke syntes det er sjovt, så skal du nok holde dig fra Escape. Det er dog et utroligt let tilgængeligt spil for alle aldre, som virkelig underbygger sammenspillet imellem spillerne. Det handler meget om at arbejde sammen, for hvis man kommer for langt fra hinanden, kan man pludselig i et dårligt slag stå uden nogle terninger for alle er låste og ingen til at hjælpe.

    Det kræver noget spilplads at kunne spille Escape, og det kan hurtigt gå hen og blive let med standard rummene, men det der er godt ved Escape er, at man hurtigt kan udvide med andre rum der er i grundspillet for at gøre det lidt sværere, eller tilføje flere rum eller flere juveler. Der er rigtig meget genspil i Escape og så er man sikker på at det kun tager 10 minutter fra man begynder til man slutter.

    Både til dem der vil havde et hurtigt spil, eller til famillien der kan vil prøve et lidt anderledes brædtspil, der er der plads til Escape på hylden.






    Kommentarer til Escape: The Curse of the Temple