Papskubber anbefaler:
Memoir ’44

Verdens blodigste konflikt er ubestrideligt den krig, der har kastet flest spil af sig. Over 4.000 spil og spiludvidelser dukkede op, hvis man i sommeren 2017 søgte på WWII-spil på Boardgamegeek.com. En tilsvarende søgning for WWI giver lidt over 800 spil, mens der er lidt over 900 spil for Napoleonskrigene.
Anden Verdenskrigsspillene dækker over alt lige fra Avalon Hills klassiske regelmonstre, hvor hexagon-brættet er dækket med papstykker, og man ikke kan rulle en terning uden at skulle slå op i regelbogen, til Axis & Allies populære, men temmelig forsimplede udgave af verdenskrigen.
Spillene kan spænde over hele krigen (World in Flames) eller bare omhandle en lille træfning mellem få mand (Advanced Squad Leader).
Mulighederne er altså utallige. Så hvor starter man, hvis man godt kunne tænke sig at kaste sig over aksemagterne og de allieredes blodige træfninger? Et rigtigt godt bud er Memoir ‘44.

I Memoir '44 gennemspiller du de utallige slag og træfninger, som aksemagterne og de allierede udkæmpede under Anden Verdenskrig.

Memoir ‘44 er baseret på Richard Borgs Command & Colors-system. Grundspillet foregår i Frankrig i 1944 i forbindelse med D-dag – de allieredes landgang i Normandiet. En spiller styrer tyskerne, den anden de allieredes tropper. Spillet blev oprindeligt udsendt i forbindelse med 60-årsdagen for D-dag og Frankrigs befrielse.

Kortene angiver, hvor på brættet, du kan give ordre til dine tropper, samt hvor mange tropper, du kan give ordre.

Spillepladen er på klassisk krigsspilsmaner opbygget af hexagoner. Brættet er opdelt i tre lige store dele, og hver spiller sidder med et antal kort på hånden, der fortæller, hvor man kan angribe og med hvor mange tropper. Hver spiller må kun spille et kort i sin tur, men antallet af kort, man sidder med på hånden, vil variere fra scenarie til scenarie.
Et scenarie tager cirka en time at spille, og ideen er, at spillerne derpå bytter sider og spiller scenariet igen. De er nemlig opbygget, så styrkeforholdet er skævt. Det skyldes, at spillets scenarier forsøger at afspejle virkeligheden mest muligt, og derfor er den ene side oftest stærkere end den anden. Det afspejles i antallet af tropper, du kontrollerer, i antallet af kort, som du sidder med på hånden, og hvilke strategiske mål på brættet du skal opfylde for at score ekstra sejrspoint.

Memoir ‘44 er udstyret med et overflødighedshorn af udvidelser, der flytter krigen fra Frankrigs slagmarker til for eksempel Ruslands endeløse stepper (Eastern Front), Stillehavets blodige ø-krige (The Pacific Theater) eller Nordafrikas ørkenkrig (Mediterranean Theater).
Hver udvidelse øger kompleksiteten og variationen, idet hver ny nation har særlige regler, og samtidig introduceres nyt terræn og våben. For eksempel forsøger spillet at afspejle Den Røde Hærs ineffektive kommandoveje ved at tvinge spilleren, der styrer USSR, til at vælge, hvilket kort, man vil spille, i runden forinden. Det afspejler, at Stalins udrensninger havde fjernet de dygtigste officerer og det i stedet var politiske kommissærer, der udstedte ordrerne, med katastrofale følger for soldaterne i Den Røde Hær.

Som nævnt i indledningen er spil om Anden Verdenskrig absolut ikke en mangelvare, så hvad er det lige, der gør Memoir ‘44 til noget særligt? Spillet hører til i den lettere ende af krigspillene, og dets appel er ikke mindst, at det er så nemt at gå til. Dels tager et scenarie sjældent mere end en time at spille, dels skal du ikke kæmpe dig igennem megatykke manualer, men kan lynhurtigt kaste dig ud spillet. Reglerne er utroligt intuitive og er dermed lette at huske. Samtidig er der masser af variation via de mange forskellige udvidelser.
Samtidig er spillets komponenter af høj kvalitet. Du rykker ikke bare rundt med kedelig papbrikker, men har rigtige figurer på brættet. Det kan dog blive en kende besværligt til tider, ikke mindst med udvidelsen Equipment Pack, der lige føjer 186 figurer til spillet: Hvor er det lige, at de seks Elefant Panzerjäger ligger henne? Men det er lidt et luksusproblem.
Der er meget held i spillet. Både i hvilke kort, du trækker, og hvordan du slår med terningerne. Men din strategi har mindst lige så meget at sige. Og når terningerne bare viser sig fra deres mest ondskabsfulde side, og dine allierede tropper bliver massakreret så grundigt, at det minder om Steven Spielbergs indledningsscene til ‘Saving Private Ryan’, kan du trøste dig med, at scenarierne er så korte. Så du kan hurtigt få mulighed for at gøre gengæld og sprede modstanderens troppers indvolde på slagmarken.

D-dag er i gang. Her er det landgangen ved Pointe-du-Hoc.

Utallige scenarier

Ud over de mange ekstra scenarier, man kan købe med udvidelser, kan man finde flere – gratis – scenarier på Days of Wonders hjemmeside. Der er både officielle scenarier fra Memoir ‘44-designere og scenarier lavet af fans. For eksempel kan man finde scenarier, hvor man kan gennemspille den 9. april 1940 i Sønderjylland. Kvaliteten er svingende, men hvis man er utilfreds, er der ikke andet for end selv at gå i gang med at konstruere scenarier. På Days of Wonders Memoir ’44-side indeholder rent faktisk en Memoir ’44-Editor til det formål.

Større og større

Memoir ‘44 er designet til to personer, men kan også spilles af op til otte personer ved hjælp af Overlord-versionen. Her bruger man flere udgaver af grundspillet til at skabe gigantiske slagmarker, hvor en ekstra udfordringer for spillerne er at koordinere deres strategi. Spillerne er opdelt i to hold, og hver hold består af en commander-in-chief og feltgeneraler. Den øverstbefaldende har alle command-kortene og fordeler dem til sine feltgeneraler. Men han trækker kun to nye kort hver runde, så nogle ture vil feltgeneraler opleve, at de ikke får ordrekort, så den øverstbefalende ikke løber tør for kort.
En anden mulighed er at spille på større spilleplader i Breakthrough-scenarier. Der spilles efter de normale regler, men kampene foregår på langt større områder – kortene er 13×17 hexagoner store mod de normale på 13×9. Antallet af tropper er selvfølgelig også forøget.
Endelig kan man også købe Battle maps-moduler, hvor landskabet er trykt på kortet,så du kun skal placere tropperne. Modulerne indeholder primært Overlord-scenarier.

Andre udgaver

Memoir ‘44 er som nævnt baseret på Command & Colors-systemet, som er blevet brugt i adskillige spil gennem årene. Reglerne kan variere meget fra spil til spil, men spillene hører dog alle til i den lettere ende af krigsspillene. Du kan deltage i Samurai-tidens Japan (Samurai Battles), den amerikanske borgerkrig, (Battle Cry), oldtidens europa (Commands & Colors: Ancients), fantasyslag i Fantasy Flight Games Terrinoth-verden (BattleLore) eller i George R.R. Martins populære Game of Thrones-univers (Battles of Westeros).

Papskubber anbefaler

Med “Papskubber Anbefaler” har Papskubber.dk sat kræfterne ind på at promovere de spil, som redaktionen mener fortjener en større udbredelse.

De spil, der modtager Papskubbers anbefaling, er alle nøje udvalgt af Papskubbers redaktion. Det kan være store salgssucceser, men det kan også sagtens være mere eller mindre ukendte spil, som redaktionen mener har gjort sig fortjent til noget opmærksomhed. Én ting vil de dog alle have tilfælles – de er gode spil, som fortjener at blive spillet!

Det er redaktionens forhåbning, at vi med “Papskubber Anbefaler” kan hjælpe en masse nye brætspillere med at vælge deres første brætspil, men hvis vi kan hjælpe de garvede brætspillere med at vælge det næste spil til deres samling, er det selvfølgelig også fedt.

Du kan læse meget mere om reglerne til Memoir ’44 her.

Hvis du vil se, hvilke spil der tidligere har modtaget Papskubbers anbefaling, så klik her: