Machiavellistiske Dungeons & Dragons

Dungeons & Dragons var nok mit første møde med analoge spil, der krævede lidt mere end Matadors dræbende kedsommelige terningerulleri og UNOs farverige rundkørsel af et spil. Det var ikke bare rollespillet, men hele universet omkring huler og drager, der var fængende. Dragonlance-bøgerne og samlingerne af pixelerede computerrollespil gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og de første spadestik til den brætspilsnørd, jeg er blevet anno 2016, var taget.

På brætspilsfronten har det været oplagt at lave dungeon-crawlers, hvor paladins, troldmænd og slyngler kaster hellige ord, magiske missiler og kasteknive efter hinanden, men hvorfor nøjes med det, når Dungeons & Dragons-universet myldrer med forretningsmænd, adelsmænd og lignende parter, der er langt mere interesserede i politik og indflydelse, og i at få andre til at lave det beskidte arbejde.

Og dét er netop det fantastiske ved Lords of Waterdeep. Nede i bunden af hierakiet har vi nemlig eventyrerne – det klassiske mix af krigere, troldmænd og så videre. Folk med skarpe sværd og besværgelser, der velvilligt snupper jobbet med at blænde den mangeøjede beholder, tæmmer uglebjørnen og holder ork-bestanden nede. Over dem sidder pengemændene, der sidder lunt i deres babysælskinds-lænestole foran kaminen og underskriver pergamenterne, der sikrer dem størstedelen af indtægten fra de opgaver, der slås op på kroen nedenunder foran de fordrukne, arbejdsløse eventyrere. De er hjernerne bag alt der foregår i en farverig og beskidt fantasy-metropol som Waterdeep, og er en fantastisk vinkel på Dungeons & Dragons-universet.

Lords of Waterdeep er et “worker placement”-spil, og spillerne skiftes til at sende deres agenter i marken for at købe bygninger, sikre sig informationer, opgaver og mandskab til at klare opgaverne. Genren er ret populær inden for brætspil, så hvad er det, der gør Lords of Waterdeep til min favorit? Der er mange ting, der gør, at jeg foretrækker Lords of Waterdeep over et spil som Agricola – men hvis det skal handle specifikt om Lords of Waterdeep, så må det være hvor strømlinet spillet er. Det er relativt nemt at forstå og komme i gang med. Det er måske lidt abstrakt, at en orange træ-kube er en såkaldt Warrior, men det er til at forstå hvor mange kuber, der skal til at klare en mission. Alle har deres egen Waterdeep-Lord med et simpelt hemmeligt mål, der giver point ved spillets afslutning, og undervejs er der rigeligt med muligheder for at tjene point ved både at eje bygninger, hapse lilla troldmænds-kuber eller spille de såkaldte Intrigue-kort, for at sikre sig en fordel eller to.

Hvis det på et tidspunkt bliver FOR simpelt, kan man kaste sig over udvidelsen Scoundrels of Skullport, der indeholder hele to moduler med mere spas. Undermountain byder på mere indhold med større og vildere opgaver, du kan sende dine håndlanger-kuber efter i stride strømme, og Skullport introducerer korruption, der gør det muligt at score ekstra ressourcer i bytte for en potentielt stor bunke minuspoint. Og selvfølgelig er der blevet plads til en sjette spiller om bordet. Det er som om, at grundspillet er designet til at hive folk ind – og har man brug for den tungere oplevelse, så kan den findes i udvidelsen.

Sidst, men ikke mindst, så er spillet pænt. Der er endda gjort et godt forsøg på at lave en spilæske med rum til alle brikkerne, men æstestikken giver brugervenligheden et cirkelspark et nederen sted, da låget til æsken ikke engang når halvt ned over æsken – og er du typen, der kunne finde på at transportere dine spil – eventuelt i en pose – kan du godt forvente at skulle skille komponenterne ad igen, hver eneste gang der er spilaften. Men udover det er Lords of Waterdeep fantastisk i alt sin enkelthed og sit tema.