2 - 2 spillere
35+ min
11+ år
  • krigsspil
  • strategispil
  • Terningspil
  • Memoir '44

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 20. januar 2013

    Her er et historisk krigsspil i den absolut nemme ende af skalaen. Spillet er en herlig blanding af troppebevægelser, klog brug af kort og terræn – men samtidigt et meget tilfældigt spil hvor nogle få terningslag kan få stor betydning.

    Opstilling af Memoir ’44

    Grundspillet indeholder 16 scenarier, som hvert plukker et lille slag ud af Anden Verdenskrig. Scenarierne gør enten brug af kortets ene side, som er mark/græs, eller kortets anden side, som er strand. Oven på kortet placeres små hække, skov, floder og broer, som scenariet foreskriver.

    Scenariet fortæller, hvordan kortet ser ud, når du starter, hvor tropper, tanks og artilleri skal opstilles, og hvor mange medaljer der skal til for at vinde spillet, og hvem der starter.

    Historisk baggrund og ubalance

    Scenarierne har udgangspunkt i virkelige hændelser fra Anden Verdenskrig. Det er cool, fordi man får det historiske perspektiv med i spillet, som man kan lære noget af … men det betyder også, at scenarierne ikke er balancerede i styrke og muligheder. Sådan er det bare, og spillet anbefaler, at man tager samme scenarie fra begge sider af bordet for at udjævne de indbyggede ubalancer.

    Enkelte kort med stor magt

    I et normalt strategispil har du frihed til at flytte de tropper, du har lyst til. Du har en plan samt en strategi, og det er dig, der bestemmer. Men i Memoir’44 har designerne lavet et lille tvist. I stedet for frit at kunne bevæge alle diner tropper i din tur, er din handlingat spille et action-kort. Kortet har en tekst, der fortæller, hvilke tropper du kan beordre med det kort.

    Runderne

    I skiftes til at tage jeres tur, hvor I hver skal …

    1. Spille et action-kort
    2. Udpege tropper som kortet aktiverer
    3. Flytte tropperne
    4. Udføre kamp
    5. Trække nyt action-kort

    Nogle kort giver dig lov til at spille svage kommandoer på en masse enheder – mens andre giver dig mulighed for at flytte en hel flanke på brættet. Spillet drejer sig altså mindre om at være historisk strategi-nørd, end om at spille sine kort rigtigt.

    Brættet er inddelt i tre sektioner

    Memoir’44 brættet har to stiplede linjer, som inddeler brættet i en venstre-, midtter- og højre flanke. Står en enhed på et felt, som deles af en stiplet linje, kan det aktiveres, som om det står på begge sider. På billedet her ses et action-kort, som kun har en effekt på tropper i højre side af brættet.

    Bevægelse

    Action-kortet fortæller altså, hvilke tropper der kan udpeges som aktive brikker i denne runde, og det er måske kun to-tre-fire enheder. Så altså typisk ikke noget med massive troppebevægelser i en runde.

    Infanteri kan bevæge sig

    • et felt og skyde eller
    • to felter uden at skyde

    Tanks bevæger sig tre felter og kan samtidigt skyde. Der er særlige regler for tanks i sand og skov.

    kamp

    Kamp i Memoir ’44 spillet er nemt. Dine små fodtusser har tre terninger til rådighed, og du trækker afstanden fra hen til målet, du angriber. Det vil sige, hvis du står klos op ad dem, du angriber, slår du alle tre terninger, men hvis der er to tomme hex-felter hen til fjenden, slår du kun med en terning.

    Hvordan vinder man

    Man spiller, indtil en side har fået det antal medaljer ,der skal til for at vinde scenariet. Man tjener medaljer ved at nedkæmpe en fjendtlig enhed til sidste mand, eller ved at stå på scenariets indbyggede objectives for eksempel en bro eller en vej, som er succeskriteriet for løsning af scenariet.

    Command and Colors Game System

    Memoir ’44 er designet af Richard Borg, og Richard har udgivet flere spil, som alle bruger det samme grundlæggende system med terninger, spillekort og et sektionsinddelt kort.

    Du kan læse mere om Command and Colors systemet her

    Udvidelser til Memoir ’44

    Der er udkommet ganske mange udvidelsespakker til spillet, som er alt fra pakker med flere missioner over til helt nye enheder som for eksempel luftstyrker. Der er sågar en udvidelse, så man kan sammensætte tre spil memoir ’44 for at lave en seriøst stor udgave af landgangen ved Normandiet.

    Hvem er Memoir'44 godt til ?

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Her er tale om et særdeles godt strategispil i den nemme enden af genren. Det er sjældent, at vi ser et spil, som formår at få kogt en meget strategisk svær situation ned til så enkelte valg. Jeg kan rigtigt godt lide spillet – for det er hurtigt at spille, og det opvejer, at nogen heldige/uheldige tegning-kast kan være afgørende.

    Spillet er kun til to personer, så det egner sig ikke til den store tur i sommerhuset med alle vennerne. Spillet vil være en glimrende intro til at lære noget om Anden Verdenskrig på en sjov måde.






    Kommentarer til Memoir '44