3 - 8 spillere
180+ min
14+ år
  • temaspil
  • Samarbejde
  • Horror
  • Arkham Horror

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 2. September 2012

    Arkham Horror er et effektfuldt gyserspil, hvor I som spillere skal arbejde sammen for at lukke portene til en fjern og overvældende guddommelig trussel mod hele jorden.

    Spillet går med at samle kræfter i form af magiske artefakter, våben og hjælpere, mens spillerne forsøger at sikre Arkhams gader for ulækre skabninger. Målet er at få lukket de magiske portaler, som åbner sig rundt om i byen. Hvis nok porte åbnes, kan en kæmpe gudeskikkelse komme igennem til vores verden – sker det, har spillerne hænderne fulde i en sidste kamp for at nedkæmpe truslen i reel kamp.

    Sådan sættes spillet op

    Hver spiller påtager sig rollen som en detektiv i Arkham – der er 16 personer at vælge fra, som hver har sine styrker og svagheder.

    • Vælg detektiv.
    • Find detektivens udstyr – både det der er givet på forhån, og det som trækkes tilfældigt.
    • Sæt detektivernes evner med de ovale markører.
    • Tag Sanity og Stamina efter detektivens start positioner.
    • Placer personen på sin start-lokation i byen.

    Dernæst vælger I …

    • En Great Old One, som er det enorme uhyre, som I forsøger at holde ude af Arkham.
    • Hæld alle monstrene i et krus, så I nemt kan trække dem tilfældigt.

    Der er fem faser hver runde

    1. Vedligeholdelse
    2. Bevægelse
    3. Arkham hændelser
    4. Hændelser i andre dimensioner
    5. Mytos

    Vælg en tilfældig spiller til at starte, og derefter spilles Vedligeholdelse af alle spillere – når I har været rundt om bordet, tager alle deres bevægelses-fase efter tur og så videre.

    Fase 1: Vedligehold

    I denne fase gør du klar til runden – der er kort som for eksempel magiske færdigheder, som gør, at du vender dem på hovedet, for at markere at de er brugt. I denne fase vender du dem tilbage, så de er klar til brug.

    Du kan også have allierede med i en kamp mod det onde. De kan kræve betaling for at være ved din side i denne runde, så der skal betales og rulles terninger.

    Sidst, men ikke mindst, har du muligheden for at justere din detektivs evner. Hver runde må du flytte de ovale O markører én gang, for hver fokus din detektiv har. Det er altså her, du forbereder dig til den kommende rundes handlinger – et typisk spørgsmål er, om du skal bevæge dig meget (altså have en høj speed) eller om du skal undgå at blive set (og derfor have en høj sneak)

    Fase 2: Bevægelse

    Arkham er byen, som I bevæger jer rundt i. Den består af lokationer som for eksempel biblioteket, universitetet, havnen, apoteket og købmanden. Mellem lokationerne er gader, og gaderne er inddelt i kvarterer.

    Grundlæggende bevæger du dig et antal felter, svarende til værdien for din detektivs hastighed (speed). Du flytter langs vejene.

    Hvis du forlader et sted med en fjende, skal du lave et Evade-check – det gør du ved at checke din sneakevne. Læg tallet i din sneak sammen med monsterets opmærksomhed, som står i øverste højre hjørne på monster-brikken.

    • Klarer du evade-checket, kan du flyttet uden problemer
    • Klarer du det ikke, mister du en i sanity og går i kamp med fjenden/monsteret.

    Du skal bekæmpe eller snige dig væk fra en lokation med en fjende: du kan ikke bare gå derfra, som om intet var sket. Kamp afslutter din bevægelse – så når du render hen til et felt med et monster, er din gåtur ovre.

    Skill-checks i Arkham Horror

    Alle checks beror på en af dine værdier fra detektiv-arket. Dertil lægges eller fratrækkes situationens sværhedsgrad. Slå det antal 6-sidede terninger.

    Hver gang du ruller fem eller seks øjne på en af dine terninger, tæller det som en succesfuld brug af din evne. Nogen kampe eller udfordringer kan kræve mere end en succes – men udgangspunktet er, at du bare skal rulle en femmer eller en sekser.

    Fase 3: Arkham hændelser

    Hvis du befinder dig på en lokation (altså ikke ude på gaden), skal du her trække et kort for den lokation. Hvert kvarter på bykortet har forskellige bunker – så hvis du er på havnen, trækker du fra en anden bunke, end hvis du er på French Hill. Alle gaderne er inddelt i kvarterer, som har en farve – og hver bunke kort tilhører en farve.

    Hvis der ikke er en portal på stedet

    Træk kort for den pågældende lokation og udfør kortet – du har mødt nogen eller noget og må rette dig efter, hvad der står på kortet.

    Monstre og porte (gates) kan ikke dukke op, hvis lokationen er lukket ned, heller ikke selvom det ordret står på kortet.

    Hvis der er en portal på stedet

    Ja – der er en portal til en fremmed dimension på dette sted, og detektiven suges væk fra denne verden og må gå op opdagelse i den mytiske mellemverden. Det kommer vi tilbage til.

    Hvis/når du vender tilbage fra “den Anden Verden”, placerer du en explored brik på portalen – det betyder, at detektiven har forstået nok om denne portal til at modstå at glide over i den anden verden og derfor nu kan forsøge at lukke portalen eller endnu bedre at forsegle den.

    For at lukke en portal, skal spilleren have været igennem til den anden verden og stå med en explored brik ved portalen – han er lige kommet ud. Spilleren mister sin explored brik, hvis han forlader stedet.

    Han skal nu klare et lore eller et fight check inklusiv de modifikationer, som portalen kan give. Hvis han klarer det, fjernes alle de monstre i byen (og i himlen), som bærer samme symbol som den nu lukkede portal. Monstrene smides tilbage i kruset.

    Forsegle en portal

    et elder sign er dette lille pentagram med stor effekt Du skal først lukke en portal – for at kunne forsegle den for evigt. Dette kræver, at du kan aflevere fem clue brikker. Når du gør det, placerer du en doom brik på portalen, vendt op med motivet et elder sign. Hvis dine rejser eller indkøb tidligere i spillet har givet dig et eldar sign på hånden som kort, kan du bruge det – mod at miste en sanity eller stamina. Tag i dette tilfælde en brik fra dommedagsregisteret (Doom track) og vend den ud på portalen til et elder sign.

    Den handling er altså noget, der ikke bare lukker en port, men også lægger en dæmper på uhyggen i Arkham.

    Fase 4: Den anden dimension

    Hvert felt er delt i to – i første runde ankommer du og står bare stille på det felt. Du bruger altså ikke din normale bevægelse i den anden dimension.

    Du trækker derimod kort fra other world bunken, indtil du trækker et kort, der matcher farven på den portal, du er gået igennem. Når det sker, ser du på, hvad handling der skal gøres ud, for den lokation du står i … hvis navnet ikke er der specifikt, skal du udføre handlingen under other

    Monstre i den anden dimension skal enten nedkæmpes eller flygtes fra.

    Fase 5: Mytos

    I mytos-fasen gør første-spilleren følgende:

    1. Åben en ny portal og indsæt monstre.
    2. Placerer nye clue brikker.
    3. Flytter monstre på brættet.

    Kortet har derudover en vedvarende effekt, som rammer hele byen – det kan være både positivt og negativt, men det kaster lidt tilfældige hændelser ind i bylivet. Teksten står øverst på kortet, og kortet ligger synligt indtil næste mytos-fase, hvor næste spiller trækker en ny hændelse.

    Kamp i Arkham

    Evade check (snige sig udenom kampen)

    Hvis du forsøger at undgå kamp, skal du klare et sneak skill-check. Hvis du ikke prøver på at undgå kampen, eller fejler ovenstående, er du i kamp med det samme. Vend monsteret om – så kan du hvordan det slås.

    Rædslen rammer dig

    Indledningsvis udsættes du for den umiddelbare rædsel fra det monster, du er oppe imod. Du skal klare et Horror*-check med din værdi i *will for ikke at miste det antal blå sanity mærker (små blå ovaler), som står på monsteret. Monstre kan være mere eller mindre skræmmende, så du kan have plus eller minus på din will evne. Pædagogisk nok er eksemplet her et monster, der ikke er så farligt at se på, så der er ikke noget tab af sanity mod netop dette monster.

    Tag benene på nakken eller shotgun i egen hånd

    Nu kan du vælge, om du vil kæmpe eller flygte – klarer du et sneak check, er du ude af kampen, og der sker ikke mere. Men klarer du det ikke, skader monstret dig svarende til monstrets kamp-evne, som står nederst i højre hjørne. Altså to hjerter i skade i det viste tilfælde.

    Kampen i sig selv er, at du tager din værdi i Fight og lægger kombinationer af våben, magi og hjælpere du kan skrabe sammen og ruller det antal terninger. Du skal rulle succeser svarende til antallet af bloddråber på monsteret. I tilfældet her altså kun én femmer eller sekser.

    Hvis du kan give så mange succese, som monstret havde toughness (bloddråbe®), har du vundet kampen og monstret tages som et trofæ.

    Nogen monstre har specielle evner i kamp. I det viste eksempel er det tale om magic resistance, og der er et par andre i spillet, som kan slås op.

    Huskelisten til spillet

    Lad mig være ærlig – Arkham Horror er ikke et nemt spil, men en del af det skyldes, at du skal have en masse regler ind i hovedet for at spille det i et højt tempo, hvor historien rigtigt udspiller sig for jer.

    Erfaringen viser, at man før eller siden kommer til stoppe op og undre sig over nedenstående ting i spillet, så lad mig prøve at lave en huskeliste i punktform

    • Nogle monstre kan være betinget af hvilken Old One, der forsøger at trænge igennem, så monstre, som bærer ordet masked, skal kun ned i kruset, hvis I er oppe imod Nyalathotep.
    • Monstre med særlige farver har særlige evner under bevægelser – sort er normalt, mens monstre med gul, rød, grøn eller blå farvekode kan flyve eller er ekstra hurtige.
    • Et monster skal slås ihjel i et hug – det kan altså ikke skades af en detektiv i en runde, og stå og være såret, for så at blive slået “helt ihjel” af en anden senere.
    • Når du trækker en portal-lokatio, som allerede har en portal, sker et monster-surge, som sætter et monster ind i byen svarende til antallet af spillere.
    • Man må gerne dele magi, våben og penge med hinanden, bare I er på samme felt. Du må gerne flytte forbi en medspiller i din bevægelses-fase og lige få/aflevere noget og så flytte videre.
    • Når terror-track stiger til 3, begynder indbyggere i Arkham at pakke og rejse ud af byen. Fjern to tilfældige allies fra kortbunken. Fjern igen to ved henholdsvis værdien 6 og 9.
    • Husk at du kun har to hænder, og våben har en angivelse af, hvor mange hænder de kræver.

    Sådan vinder I over ondskaben

    Slutning af spillet kan ske på et par måder

    • Enten lukker I alle alle portalerne.
    • Får seks elder signs brikker på brættet.
    • Nedkæmper den acient one, der vågner.

    Spillerne taber spillet, hvis den gamle gud vågner og slår detektiverne ihjel i den sidste afgørende kamp (lad os være ærlige og sige, at dette er det sandsynlige udkom, hvis den gamle gud kommer til byen).

    Kort om forfatteren H.P. Lovecraft

    Den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft er kendt for sine kosmiske gyserfortællinger blandt andet om the Call of Cthullhu. Hans mystiske fortællinger om enorme gude-lignede væsner har givet brændstof til adskillige film, rollespil og naturligvis også brætspil her. Byen Arkham er en fiktiv by i Massachusetts, som Lovecraft flittigt brugte i sine historier.

    Det er H.P.Lovecrafts fortællinger om Arkham, der har givet navn til “Arkham Asylum” i Batmans univers, hvor de kriminelle psykopater spærres inde.

    Vurdering af Arkham Horror

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Jeg er vild med denne type brætspil – som fortæller en masse historie, og hvis tema er så tykt, at man er parat til at acceptere de mærkeligste udfald eller inkonsistens i spillet, ved at det var sådan tingene udspillede sig den dag i Arkham.

    Det er en taknemmelig oplevelse af, at Arkham blev levende og den kosmiske uhygge var til stede. Nogen gange får man tæv af spillet, men det er okay, for man er sammen om det – og ikke alle historier ender lykkeligt.

    Arkham Horror er et spil, der tager nogle timer, og det er ikke et, man skal spille med en skarp bagkant. Hvis der lige skal snakkes om løst og fast imens, kan det trække ud, så jeg vil anbefale det til alle, der har læst Lovecraft, Stephen King, set Clive Barker eller John Carpenters gysere. Man skal kunne holde af slimede tentakler, og hvis man tænker “naah – er det ikke lidt urealistisk ?”, er Arkham Horror ikke noget for dig.






    Kommentarer til Arkham Horror