Det glæder vi os til i 2018 ...

Per von Fischer af Per von Fischer d. 28. January 2018

Et lille kig på hvad et par af Papskubbers redaktionsmedlemmer glæder sig til på spilfronten 2018.

Pers krystalkugle

Root

Det bedste spil på Spiel Essen sidste år var i mine øjne John Company, udgivet af Sierra Madre Games, og var designet af Cole Wehrle, der kun har få titler i rygsækken, men hvilke. Vi taler på ingen måde om mainstream brætspil her, men tunge, utilgængelige strategiske monstre. Cole har designet Pax Pamir om magtkampen i Afghanistan i 1800-tallet og An Infamous Traffic om den britiske opiumshandel i Kina, begge i absolut topklasse. Hans nyeste hedder Root, og minder tilsyneladende på ingen måde om hans tidligere værker. Det er lækkert illustreret med små, nuttede dyr i hovedrollerne, så vidt som spillet handler om dyrene i skoven, der kæmper om magten og mod den magtfulde Marquise de Cat. Spillet samlede langt over en halv million dollars ind på Kickstarter og kan stadig forudbestilles med alle kampagnens stretchgoals og udvidelsen. Root er fuldstændigt asymmetrisk og et langt lettere spildesign end hans tidligere spil, så mon ikke han når ud til en langt større målgruppe er hidtil?

Mr. President

Mand, vi har ventet i årevis på det her solospil fra GMT, men alt tyder på at vi får det at se i år. Mr. President er et tungt, strategisk ressourcehåndteringsspil, hvor du er selveste USA’s præsident, og prøver at få lortet til at hænge sammen mens verden og den indenrigspolitiske situation falder ned om ørerne på dig. Lyder som lidt af en udfordring. Borgerkrig i Afrika? Tjek. Terror? Den har vi. Uro i kongressen? Mon ikke. Listen er lang, og kriserne kommer i en lind strøm.
Spillet kan forudbestilles hos GMT.

Tokyo Metro

Her er en anden ny, spændende designer, som jeg ikke anede eksisterede for tre måneder siden. Tokyo Metro er en økonomisk simulation af metrosystemet i Tokyo og i den tungere ende. Det er en del af første runde i Tokyo Stories af Jordan Draper, en serie af spildesigns inspireret af Japan og Japansk kultur. Spillene var på Kickstarter, men kan stadig forudbestilles via det såkaldte Backerkit.

Peters krystalkugle

Betrayal Legacy

Jeg elsker Betrayal at House on the Hill (og den nyere udgave sat i Baldur’s Gate), og jeg elsker hele Legacy-konceptet, hvor valg, du tager i et spil, uvægerligt ændrer på resten af de spil, du kommer til at spille. Så når der kommer et spil, der sætter de to koncepter sammen, er jeg der på dag 1!

Western Legends

Western Legends, fra den spritnye udgiver Kolossal Games, ligner et spil, der er lige et spil for mig. Du render rundt i det vilde vesten, spiller poker, røver banker, hyrder køer hjem og hvad du ellers har lyst til at bruge din tid på. Red Dead Redemption som brætspil – ja tak!

Clank! The Mummy’s Curse

Clank! blev lynhurtigt en af mine favorit-deckbuildere, da det dukkede op i 2016. Der er kommet en udvidelse til grundspillet, og et grundspil sat i det ydre rum, som jeg også har nydt godt af. Nu kommer der en ny udvidelse i 2018 – den nye udvidelse bringer blandt andet en omvandrende mumie til brættet; og den skal også hjem at stå på mine hylder så hurtigt, som muligt.

Kristians krystalkugle

AuZtralia

Uafhængig fortsættelse til kult-favoritten fra Martin Wallace, A Study In Emerald. I en verden, hvor Cthulhu og hans slægtninge regerer, forsøger menneskeheden at kolonisere Australien, uden at komme i karambolage med The Great Old Ones. Og fordi det er Martin Wallace, skal der selvfølgelig også bygges togbaner. AuZtralia.

Cursed Court

Beskrivelsen af designet minder mig om mit yndlingsspil Dogs of War, bare komprimeret. Intriger og balance mellem skjult og åben information ser fedt ud og så er udgiveren det hæderkronede bræt- og rollespilsforlag Atlas Games. Cursed Court.

Yellow & Yangtze

Reiner Knizia har gentænkt sin klassiker Tigris & Euphrates, der på dansk af en eller anden grund skiftede navn til ”Eufrat og Tigris”. En virkelig Euro-klassiker i ny, kinesisk, indpakning. Yellow & Yangtze