2 - 4 spillere
60+ min
12+ år
  • strategispil
  • Kortspil
  • Science fiction
  • Race for the Galaxy

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 10. August 2011

    Gør dig klar til at kolonisere det ydre rum.

    Race for the Galaxy er et kortspil, som fokuserer på at udforske og kolonisere forskellige planeter i det ydre rum. Ved hjælp af teknologi, militær og handelsaftaler opbygger du dit imperium.

    Historien bag Race for the Galaxy

    Race for the Galaxy blev oprindeligt designet som en kortspiludgave af brætspillet Puerto Rico. Da designeren af Puerto Rico selv besluttede sig for selv at lave en kortspiludgave af Puerto Rico (kortspillet San Juan), blev designet ændret for Race for the Galaxy: udover justeringer til måden spillet fungerede på, så blev temaet ændret til kolonisering og udforskning af det ydre rum. Selvom Race for the Galaxy er stærk inspireret af Puerto Rico, så er det i sidste ende er sit eget spil.

    Sådan starter du et begynderspil af Race for the Galaxy

    En lille portion af kortene er markeret med et lille tal i hjørnet (i sæt fra 1 til 4) Hver spiller tager et af disse sæt. Et sæt består af 1 startverden som du ligger ned på bordet foran dig, samt 4 kort som udgør din starthånd.

    Herefter blandes bunken med de øvrige kort, og i midten af bordet placeres 12 point brikker pr. spiller. Så i et 3-personers spil placeres 36 point-brikker i midten af bordet.

    Sådan starter du Race for the Galaxy med erfarne spillere

    Når I har spillet Race for the Galaxy nogle gange, er I måske interesserede i lidt mere variation. Det er her reglerne for erfarne spillere kommer på banen:
    De fem startverdener (markeret 0-4) blandes og hvert spiller vælger én tilfældigt og ligger ned på bordet foran sig.

    Herefter blandes bunken med de øvrige kort, og I trækker hver 6 kort. Hver spiller kasserer 2 af disse kort, så I hver sidder tilbage med 4 kort på hånden.

    Til sidst placeres 12 point-brikker pr. spiller i midten af bordet. Så i et 3-personers spil placeres 36 point-brikker i midten af bordet.

    Runderne i Race for the Galaxy

    Målet i Race for the Galaxy er at score flest point. Dette kan du gøre på 3 forskellige måder. Ved at kolonisere verdener, ved at bygge teknologikort og ved at veksle varer til point-brikker.

    Hver tur vælger spillerne i hemmelighed 1 kort fra et sæt af 7 forskellige action-kort. Når alle spillere har valgt deres action-kort, viser de det alle samtidigt.

    Herefter udføres de valgte action-kort for alle spillerne. Det vil sige alle for lov til at gøre det, som står på alle de valgte action-kort. Spillerne som har valgt de specifikke kort får dog selv en bonus i disse faser (dette vil blive forklaret om lidt).

    Der er fem forskellige faser, som kan blive spillet hver runde (explore, develop, settle, consume & produce). Dog er det ikke alle spillets faser, der bliver spillet hver runde. Det er kun de faser, som er vist på spillernes action-kort, der bliver udført den tur.

    Hvis flere spiller har valgt det samme action-kort bliver fasen stadig kun udført én gang – men alle spillerne der havde valgt action-kortet får stadig bonussen i denne fase.

    Faserne bliver udført i nummerisk rækkefølge (actionkortene har romertal I-V øverst i venstre hjørne for at indikere rækkefølgen af faserne).

    Her er en gennemgang af de fem faser, og bonusserne fra de syv action-kort:

    I. Explore (+1, +1)

    I denne fase kigger hver spiller på 2 kort fra bunken med kort, beholder det ene og kasserer det andet.

    bonus: Hvis du har valgt dette action-kort, må du i denne fase kigge på 3 kort og beholde 2 i stedet.

    I. Explore (+5, +0)

    I denne fase kigger hver spiller på 2 kort fra bunken med kort, beholder det ene og kasserer det andet.

    bonus: Hvis du har valgt dette action-kort, må du i denne fase kigge på 7 kort før du vælger hvilket kort du vil beholde.

    II. Develop

    I denne fase må hver spiller tage et

    teknologikort fra deres hånd og spille ned foran sig på bordet. For at spille et teknologikort skal du kassere kort fra din hånd – du skal kassere lige så mange kort som teknologikortets pris (det store tal øverst i venstre hjørne af kortet).

    En spiller behøver ikke spille et teknologikort i fasen, hvis de ikke kan eller ikke har lyst.

    bonus: Hvis du valgte dette action-kort, må du kassere et kort mindre for at spille dit teknologikort denne tur.

    III. Settle

    I denne fase må hver spiller tage et planetkort fra deres hånd og spille ned foran sig på bordet.

    Planeter kan overordnet opdeles i tre typer: produktionsverdener, windfall-verdener og neutrale verdener.

    • Produktionsverdener kan genkendes ved, at cirklen med deres pris i øverste venstre hjørne er helt fyldt ud enten med blå, brun, grøn eller gul. Denne verden kan producere ressourcer i denne farve.
    • Windfall-verdener kan genkendes ved at cirkelen med deres pris er hvid, men er omgivet af en ring i enten blå, brun, grøn eller gul. En windfall-verden starter med et ressourcekort på sig lige fra det bliver spillet ned på bordet – til gengæld producerer den ikke nye ressourcer i produce-fasen.
    • Neutrale verdener kan genkendes ved at cirklen med deres pris er helt grå. Det kan ikke producere ressourcer, men har som regel andre forskellige evner eller bonusser.

    For at spille et planetkort skal du betale for kortet. Hvis planet pris (tallet i den store cirkel øverst i venste hjørne) står med sort er det en fredelig planet. Du kan spille kortet ved at kassere kort fra din hånd – du skal kassere lige så mange kort som planetkortets pris.

    Hvis planetens pris er med rød skrift er det en militærplanet. Du kan ikke spille denne planet ved at kassere kort fra din hånd. I stedet kræver det et vist antal militærkræfter for at kunne spille (erobre) planeten.

    Militærkraft er optjenes typisk ved hjælp af specifikke teknologikort og fra bestemte neutrale planeter. Militærkraft skal ses som en tærskel – enten har du nok militær til at spille militærplanetkortet (i hvilket tilfælde du kan gøre det uden at skulle betale noget for det) eller også kan du slet ikke spille kortet. Når først du har opbygget din militærkraft, kan det således gavne dig til at spille militærplaneter gratis fra din hånd gennem resten af spillet.

    En spiller behøver ikke spille et planetkort i fasen, hvis de ikke kan eller ikke har lyst.

    bonus: Hvis du valgte dette action-kort, må du trække et kort efter, at du har spillet et kort med en planet.

    IV. Consume (Trade)

    I denne fase skal alle spillerne aktivere alle deres consume-kort på bordet. Forskellige planet og teknologikort lader spillerne veksle deres ressourcekort til point-brikker.

    For hvert ressourcekort du har på dine planeter, kigger du om et af der er flere af dine consume-kort, der kan lave ressourcen om til point. Hvis der er mulighed for det, så skal du veksle dine ressourcer til point – ressourcekortet bliver kasseret, og du tager det relevante antal point.

    Hvor mange point du får for at veksle ressourcen afhænger af dine kort med consume-evner på bordet.

    bonus: Hvis du har valgt dette action-kort, må du som den eneste spiller sælge ét af dine ressourcekort fra et af dine planeter. Dette gør du før, at de øvrige ressourcekort bliver vekslet til point.

    Ved at sælge ressourcer må du trække nye kort fra bunken. Ressourcekortet kasseres og du trækker et nyt antal kort. Blå ressourcer giver 2 nye kort, brun giver 3, grøn er 4 kort værd, og et gult ressourcekort kan sælges for 5 nye kort.

    IV. Consume (VP x 2)

    I denne fase skal alle spillerne aktivere alle deres consume-kort på bordet. Forskellige planet og teknologikort lader spillerne veksle deres ressourcekort til point-brikker.

    For hvert ressourcekort du har på dine planeter, kigger du om et af der er flere af dine consume-kort, der kan lave ressourcen om til point. Hvis der er mulighed for det, så skal du veksle dine ressourcer til point – ressourcekortet bliver kasseret, og du tager det relevante antal point.

    Hvor mange point du får for at veksle ressourcen afhænger af dine kort med consume-evner på bordet.

    bonus: Hvis du har valgt dette action-kort må du fordoble antallet af point-brikker som du tager i denne fase.

    V. Produce

    I denne fase producerer alle produktionsplaneter en ressource. Tag et kort fra bunken uden at kigge på det, og placer det med bagsiden opad ved henover den nedre halvdel af planetkortet. Ressourcekortet antages at have samme farve som den produktionsplanet, som det ligger på.

    Planeter der allerede har et ressourcekort på sig kan ikke producere mere, før ressourcen er blevet solgt eller vekslet til point.

    bonus: Hvis du har valgt dette action-kort må du også placere et ressource-kort på et af dine windfall-verdener.

    Når I alle har været igennem de relevante faser for runden, tager jeres action-kort tilbage. En ny runde starter nu, og I vælger igen et action-kort for runden. Man kan sagtens vælge det samme action-kort flere runder i træk.

    Afslutning af Race for the Galaxy

    Race for the Galaxy slutter, når et af de to følgende kriterier er blevet opfyldt i slutningen af en runde:

    • Bunken med point-brikker er løbet tør.
    • Minimum én spiller har 12 kort nede på bordet foran sig.

    Herefter tælles point sammen: Der tælles point for alle kortene en spiller har liggende på bordet foran sig (det tallet i det sekskantede symbol i øverste venstre hjørne af kortet) + point-brikker.

    Vurdering af Race for the Galaxy

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Race for the Galaxy er et fantastisk kortspil. Ligesom så mange andre kortspil er der altid et element af tilfældighed i, hvilke kort man trækker op. Dog er det stadig meget afgørende, hvordan du spiller dine kort, og hvilke handlinger du vælger hver tur. Race for the Galaxy er hurtigt, stimulerende og spændende.

    Spillets titel er meget rammende, da det rent faktisk føles som et ræs om at få spillet alle de kort man gerne ville før spillet slutter.

    Race for the Galaxy er en stærk anbefaling til folk, der leder efter et strategisk kortspil og ikke er bange for at lære de nye ikoner at kende. Derudover er Race for the Galaxy også en anbefaling til fans af Puerto Rico, som leder efter en lettere og væsentligt hurtigere version af Puerto Rico’s strategiske spil.

    Bonus information

    Du kan hente en digital udgave af Race for the Galaxy gratis på følgende side: Digital udgave af Race for the Galaxy
    Dog anbefales den digitale udgave ikke for begyndere, da der ikke er nogen forklaring af spillet, og computerens AI er ret brutal.






    Kommentarer til Race for the Galaxy