2 - 4 spillere
30+ min
8+ år
  • familiespil
  • strategispil
  • Terningspil
  • Relateret læsning


    Machi Koro

    Morten Greis af Morten Greis d. 21. maj 2015

    Det handler om at bygge byer, tjene penge og erhverve sig de andre spilleres dyrt indtjente penge til at bygge den prægtigste lille by, inden de andre spillere gør det – og så er det et japansk spil med en charmerede grafik og en underholdende oplevelse.

    Sådan opsættes Machi Koro

    • Giv hver spiller et sæt Landmark Cards (fire gule kort), som anbringes på en række foran sig med bagsiden (“Under construction”) opad.
    • Giv hver spiller startkortene (to blå kort) Wheat Field og Bakery, som anbringes foran spilleren.
    • Giv hver spiller tre penge.
    • Vælg en startspiller.

    • Sorter bygningskortene og anbring dem på bordet i 15 stakke med hver sin type bygning.
    • Anbring terninger og mønter, hvor de kan nås.

    Sådan spilles Machi Koro

    På skift har spillerne tur, og i løbet af turen rulles terninger, aktiveres bygninger, indtjenes penge og bygges nye bygninger.

    1. Rul terning(er)
    2. Indkasser penge
    3. Opfør bygning eller landmark

    Rul terning(er)

    Spilleren kaster en terning. Hvis spilleren har aktiveret Train Station, må spilleren, inden der kastes, vælge at kaste en eller to terninger. Kastes to terninger, anvendes summen af de to terninger.

    Indkasser penge

    En bygning fra hver kategori. Terningkastet, der aktiverer dem, er trykt for oven, og prisen for at erhverve kortet er trykt for neden. Blå aktiveres på alles ture Grøn og lilla på egne ture Rød på andres ture

    Efter terningkastet ser alle spillere efter, hvilke af deres bygninger, der bliver aktiveret. De aktiveres i denne rækkefølge:
    1. Røde bygninger – røde bygninger tilhørende andre spillere aktiveres, og spilleren betaler afgift til de andre spillere modsat spilleretningen. Hvis der ikke er penge nok, betales der ikke til alle.
    2. Blå bygninger – blå bygninger aktiveres, uanset hvis tur det er.
    3. Grønne bygninger – grønne bygninger aktiveres kun af spilleren, der har tur.
    4. Lilla bygninger – lilla bygninger aktiveres kun af spilleren, der har tur.

    Opfør bygning eller landmark

    Efter at penge er indkasseret, kan spilleren, der har tur, vælge at opføre en bygning eller et landmark.

    • Opføres en bygning, vælger spilleren et kort fra en af stakkene, anbringer den foran sig og betaler udgiften til banken.
      • En spiller må have dubletter af røde, grønne og blå kort.
      • En spiller må ikke have dubletter af lilla kort.
    • Opføres et landmark, vælger spilleren en af sine landmarks, vender kortet om og betaler udgiften til banken.

    Spillet slutter

    I det øjeblik en spiller vender sit sidste Landmark Card om, har spilleren vundet.

    Vurdering af Machi Koro

    Morten Greis
    Morten Greis mener ...

    Machi Koro er et charmerende lille terningspil med fine tegninger og en enkel mekanik, som holder alle spillere årvågne – aktiverede nogen din cafe og skylder dig penge, eller blev din hvedemark aktiveret og gav afkast? – og giver en god grund til at heppe på de andre spilleres terningkast.
    Machi Koro er hurtigt at lære og spille, og det har en fin blanding af held og planlægning, hvor man satser på, at de rette udfald finder sted, meget i lighed med Settlers fra Catan, hvor balancen ligger, i hvilke numre man bygger sine huse op omkring, men de mange forskellige bygninger og kombinationerne af dem tillader nogle helt andre strategier og giver en helt anden spiloplevelse end i Settlers fra Catan. Efterfølgende, når Machi Koro er blevet godt introduceret, byder udvidelsen Harbor på helt nye strategier og åbner for flere muligheder.






    Kommentarer til Machi Koro