Carcassonne - Æstetik kontra spil

af Morten Greis d. 27. November 2013

Carcassonne er et let og elegant strategispil for hele familien, hvor det gælder om at bygge veje, byer og klostre, og selv når man spiller mod hinanden, opstår der let en fællesskabets ånd

Carcassonne er et fint lille spil i “tile placement“-genren, hvor spillerne på skift trækker og anbringer ‘fliser’ eller spillebrikker med terræn på. Terrænet på brikkerne skal hænge sammen, og således får man bygget fine små landskaber – veje, byer, klostre og marker – og har man anbragt en af sine små mænd (en meeple – mini-people) på landskabet, får man point, når det fuldendes. Dog kan man ikke anbringe sine meeples, hvor andre meeples allerede står, og man får først sine meeples igen, når det, de er anbragt på, er bygget færdigt, så man skal holde hus med dem.

Det var så, hvad Carcassonne gik ud på. Der er et hav af udvidelser, der introducerer ekstra typer af meeples og fliser med nye landskabsmotiver, samt en håndfuld selvstændige varianter med deres egne temaer.

En af fornøjelserne ved Carcassonne er selve det puslespil, det er, at få bygget de forskellige typer landskaber færdige. Der er en glæde ved at pusle og bygge, og en spænding ved, om man får erhvervet den rette flise og bygget sit projekt færdigt, inden en anden spiller kommer i vejen med sine byggerier.

Der opstår let – men ikke altid – en form for stemning af samarbejde om bordet. Man hjælper hinanden med at udpege mulige steder en flise kan anbringes, så det er op til spilleren, hvor den skal anbringes (i stedet for at spilleren både skal finde de mulige steder, og derefter vælge det ene af dem). Det er naturligvis svært at være helt objektiv i en sådan rådgivning, da der kan være træk, som er til for stor gavn for modspilleren eller for stor gene for en selv til at man egentlig vil udpege det mulige træk. Ikke desto mindre kan der være en ret hyggelig stemning omkring det fælles byggeri af et stort, flot landskab på bordpladen.

Særligt med en større stribe udvidelser i ens spil Carcassonne, bliver landskabet stort og fylder meget på bordet, men det er en del af fornøjelsen. Brik efter brik samler de spredte landskaber og bygger et større hele. Alt imens man kæmper om at komme flest point i hænde og få sat sig på de bedste terræner, så skabes et helt lille mesterværk af et miniature-landskab, og med Carcassonne: Winter Edition er det endnu mere charmerende, fordi de mange små fliser har forskellige små charmerende ekstra motiver – der er fugle på nogle, bjørne, som efterlader fodspor i sneen på andre, og så videre. Ingen af dem har en mekanisk effekt, men alle er de meget hyggelige at opbygge landskaber af.

Og derfor er det så meget mere interessant at opleve den elektroniske version af Carcassonne og spille imod digitale modstandere. Borte er den æstetiske oplevelse, borte er (u)vanen med at placere brikkerne på måder, så det ser godt ud. Computeren spiller alene for at score point her og nu, og den tænker gerne kortsigtet, og den smider gerne fliser bort ved at placere dem umulige steder, hvis de ikke umiddelbart kan give point eller give nogle fordele.

Lige pludselig oplever man, hvorledes at ens menneskemodstandere ikke kan lade være med at bygge sammenhængende og få pæne landskaber ud af det, mens computeren ikke gør det. Til trods for at vi spiller for at vinde, kan vi ikke lade være med at få det til at se pænt ud undervejs, fordi vi godt kan lide at bygge, og i mødet med en modstander, der ikke har sådanne interesser, bliver forskellen så markant.

Denne artikel har oprindeligt været udgivet på bræt- og rollespilsbloggen Stemmen fra ådalen