Chefen for det hele

Peter Brichs af Peter Brichs d. 20. September 2012

Fantasy Flight Games er en af de største udgivere af brætspil i verden. Firmaet er grundlagt og ledet af danskeren Christian T. Petersen. Vi har taget en snak med den danske gulddreng om, hvordan han gik fra dansk gymnasieelev, til en af de største indenfor sit felt.

Christian T. Petersen grundlagde i 1995 Fantasy Flight Games. Firmaet ligger i Roseville, Minnesota, og har over 90 ansatte. Firmaet tjente i 2011 mere end 130 millioner dollar, og udgav 129 spil.

Christian T. Petersen er født i Washington, men hans forældre flyttede til Danmark, allerede da han var fire år gammel. De flyttede rundt fra Roskilde til Espergærde, indtil de til sidst slog sig ned i Rungsted, hvor Christian Petersen begyndte på NGG gymnasiet i Hørsholm.

Fascinationen med brætspil startede allerede i en ung alder. Familien Petersen tog til USA for at besøge noget familie, og derovre mødte den unge dansker en jævnaldrende amerikaner, der entusiastisk viste sit Dungeons & Dragons rollespils-sæt frem. Specielt de flotte kort fascinerede den unge dansker, og det fantastiske tema ramte plet.

Jeg havde lige læst Ringenes Herre den sommer, og da vi kom tilbage til Danmark, skrev jeg et brev til mine amerikanske bedsteforældre, om at jeg ønskede mig Dungeons & Dragons rollespillet

”Jeg havde lige læst Ringenes Herre den sommer. Jeg var fascineret, og da vi kom tilbage til Danmark, skrev jeg et brev til mine amerikanske bedsteforældre, om at jeg ønskede mig Dungeons & Dragons rollespillet,” fortæller Christian T. Petersen. Ønsket blev forstået, og til jul fik han de klassiske ”Røde” og ”Blå” rollespilssæt, og derfra startede en hobby, som senere blev hans levebrød.

Tilbage i 1987 udgav Christian T Petersen sin første publikation – et lille blad, der hed “Learn to Paint”. Bladet blev solgt for 20 kroner i Fantask i København. “Vi solgte omkring 40 kopier. Både jeg og Fantask var virkelig overraskede – bladet var ikke just specielt pænt, hverken med hensyn til layout eller det grafiske design, så meget kan jeg roligt sige.”

Det første firma…

I 3.G startede Christian T. Petersen med et par venner firmaet Pegasus Spil Import, der importerede spil fra firmaet Avalon Hill. Spillene blev solgt på diverse konventioner i Danmark, og gennem bogforhandleren Bog og Idé. ”Jeg plejede at elske at vandre rundt i vores ”varehus”, der egentlig bare var kælderen i mine forældres hus.”

Samme år var Christian T Petersen en af bagmændende bag den danske konvention Games Weekend. Navnet var kraftigt inspireret af Games Workshop, der havde et koncept der hed Games Day.

Hovedattraktionen var en “Call of Cthulhu” begivenhed. Vi havde mere end 120 spillere, der spillede 16 spil, på samme tid.

“Games Weekend var en skøn oplevelse. Vi havde et fantastisk deltagerantal – næsten 300. Hovedattraktionen var en “Call of Cthulhu” begivenhed. Det har senere hen vist sig, at være en af de største forsamlinger af folk, der spillede Call of Cthulhu – vi havde mere end 120 spillere, der spillede 16 spil, på samme tid. Jeg vidste ikke hvor specielt det egentlig var, at have så mange spillere i gang på én gang, før jeg nævnte det for mine venner hos Chaosium (firmaet der står bag Call of Cthulhu rollespillene. -red) nogle år senere.”

…og det næste

Pegasus Spil Import blev lukket i 1991, da Christian T. Petersen forlod Danmark, for at tage til USA. Han begyndte på St. Olaf College i Minnesota, og det var her, de første spirer, der senere blev til Fantasy Flight Publishing, Inc, begyndte at gro.

“Jeg så, at USA ikke havde de fantastiske tegneserier, jeg huskede fra min danske ungdom – Lucky Luke og den slags. Jeg skrev et brev til Dargaud og Dupuis – de legendariske tegneserieudgivere I Belgien og Frankrig – og gæt engang? Jeg fik eneret på at udgive disse tegneserier i Nordamerika.”

Det viste sig dog, at Amerika ikke var klar til de europæiske tegneserier – karaktererne og historierne ramte helt ved siden af, og tegneseriemarkedet i USA midt-halvfemserne var helt nede og ramme bunden. ”Det var smertefuldt og hårdt. Salget af tegneseriene var så godt som ikke-eksisterende, og vi brændte hurtigt alle vores penge af. Det var en hård tid…”

Noget måtte der ske, for at vende skuden, og Christian T. Petersens tanker gik mod sin brætspilshobby. Han fik overtalt sine investorer til at lade ham prøve at udvikle og udgive et brætspil. “Gudskelov, lod de mig prøve. Så, i 1996 begyndte jeg at designe det brætspil, jeg altid havde drømt om at spille…” Spillet, han kastede sig over, var et science fiction spil, med masser af magtkampe og intriger – et spil, som fik navnet Twilight Imperium.

At designe spillet i sig selv, blev dog hurtigt overskygget af arbejdet i at få financieret spillet.

Fantasy Flight var løbet tør for penge og i gæld…

“Fantasy Flight var løbet tør for penge, og i gæld, så næsten al min tid og energi blev brugt med potentielle investorer. Ikke nok med at jeg skulle få penge til mine udgifter – hvilke ikke var store, jeg mener at min løn var på under 1000 dollar om måneden før skat, de første tre år af firmaets levetid – men jeg skulle også få penge til at trykke Twilight Imperium på forhånd. Heldigvis blev spillet en succes. Senere den sommer solgte jeg resten af mit tegneserie firma, og gik over til at udgive spil på fuld tid.”

Siden har Fantasy Flight Games udgivet over 200 rollespilstitler, og mere end 750 brætspilstitler – heriblandt succeser som Arkham Horror og Battlestar Galactica, og det ser ikke ud til at de er ved at gå ned i tempo på nogen måde.