In the Year of the Dragon
af Lasse Petersen d. 19. October 2011
Dragens år bliver et pokkers skidt år. I brætspillet In The Year of The Dragon forsøger spillerne som kinesiske prinser at komme bedst ud på den anden side af et år fyldt med pest, sult, invaderende mongoler og en kejser, der kræver guld fra sine undersåtter.
In the Year of the Dragon handler dog ikke bare om at overleve, det gælder også om at vinde flest point i løbet af året. Vinderen er ikke nødvendigvis den som udelukkende forsøger at bekæmpe alle ulykkerne gennem året – du er også nødt til at planlægge, hvordan du vinder point undervejs.
Sådan kommer I i gang
I bunden af spillepladen placeres de tolv brikker med hændelser på række i de tolv felter. I de første felter placeres altid de to fredstid-brikker (brikkerne med det idylliske billede med floden og de grønne træer), de andre placeres tilfældigt.
I vælger hver en farve, og tager bunken med elleve personkort og dragebrikken i den valgte farve. Tag den ottekantede brik med samme farve og placerer den på nulfeltet på pointsporet, som går rundt i kanten af spillepladen. Derudover tager i trædisken i jeres farve, og placerer den på personsporet, som løber rundt i midten af spillepladen.
Hver spiller tager nu fire paladsbrikker. Disse placeres i par af to foran spillerne, således I har to paladser med to etager hver. Hver spiller tager også seks mønter fra banken.
Til sidst vælger I to forskellige personer, som I placerer i jeres paladser, en person i hvert.
Nogle af personerne findes i to udgaver; en yngre udgave, som har et højere tal på brikken, men kun et symbol, og en ældre udgave med et lavere tal, men med to symboler. I disse tilfælde må I kun vælge den yngre udgave af personen.
Når du har valgt dine to personer rykker du din trædisk på personsporet et antal felter lig med det samlede tal på de to personbrikker.
Hver spiller vælger to forskellige personer, og ingen spiller må tage den samme kombination af personer, som de andre spillere har valgt. Hvis to spilleres personer giver det samme tal på personsporet, så placeres trædiskene ovenpå hinanden, således den der landede på feltet først står nederst.
Runder i In the Year of the Dragon
I starten af hver runde blandes de syv handlingskort, og placeres på midten af spillepladen. Handlingskortene opdeles i et antal grupper svarene til antallet af spillere, så hvis der er tre spillere opdeles kortene i tre grupper (to grupper med to kort og en gruppe med tre kort), mens kortene ved fire spillere opdeles i fire grupper (tre grupper med to kort og en gruppe med et kort) osv.
I hver runde skiftes spillerne til at gøre fire ting:
- Først vælger alle en handling, ved at placere deres drage på et af handlingskortene i midten af bordet. Hvis en anden spiller allerede har placeret deres drage på et af kortene i den dertil hørende gruppe, kan du kun placere din drage på kortet ved at betale tre mønter til banken. Derefter må du udføre den valgte handling.
I stedet for at vælge et handlingskort kan en spiller også vælge at tage mønter fra banken, til de har tre mønter. De forskellige handlinger står beskrevet nedenfor. - Derefter vælger alle en person, som de vil rekruttere til deres palads. For at rekruttere en person, kasserer du det tilhørende kort fra din hånd med personkort (bemærk at hver spiller har to jokere på hånden, som kan blive spillet som et hvilket som helst personkort), og tager den tilhørende personbrik fra bunken i toppen af spillepladen – du må selv vælge om du vil have den unge eller den gamle udgave af en person.
Bemærk at hvert palads kun kan indeholde en person per etage, og hvert palads max kan have tre etager. Hvis der ikke er plads i paladset må du kassere en af personerne du allerede har i paladset, for at gøre plads. Når du har rekrutteret person skal du rykke din trædisk frem på personsporet, tilsvarende til tallet som står på den rekrutterede personbrik. - Når alle spillere har udført en handling, og rekrutteret en person, sker rundens hændelse. Hændelsen for runden bliver bestemt af den tilsvarende brik i rækken med hændelser i bunden af spillepladen. Hændelsesbrikken vendes derefter om, for at vise at denne måned er afviklet.
Hvis spillerne har nogle tomme paladser efter hændelsen er afviklet, så mister de en etage for hver af disse paladser, som går i forfald. De forskellige hændelser står beskrevet nedenfor. - Til sidst i hver runde scorer spillerne point. Spillerne får hver især et point for hvert palads de ejer (seperate paladser, ikke antallet af etager). Derefter får spillerne et point for hver geishabrik de har i deres palads, og et point for hvert privilegiumbrik de besidder.
De forskellige handlinger
De syv forskellige handlinger I kan vælge imellem er som følger:
- Bygge (Hammersymbol). Byg en palads etage + en etage for hver hammersymbol på personerne i dine paladser. Du kan enten placere denne etage på dine nuværende paladser (husk max. tre etager per palads), eller bygge et nyt palads, ved at starte en ny kolonne med etager. Husk at det nye palads vil gå i forfald, hvis ikke du rekrutterer en person til det i samme runde.
- Opkræve skatter (Møntsymbol). Tag to mønter fra banken + en mønt for hvert møntsymbol på personerne i dine paladser.
- Lave fyrværkeri (Fyrværkerisymbol). Tag en fyrværkeribrik fra banken + en fyrværkeribrik for hvert fyrværkerisymbol på personerne i dine paladser.
- Høst (Rissymbol). Tag en risbrik fra banken + en risbrik for hvert rissymbol på personerne i dine paladser.
- Militærparade (Hjelmsymbol). Ryk et felt frem på personsporet + et felt for hvert hjelmsymbol på personerne i dine paladser.
- Forskning (Bogsymbol). Ryk et felt frem på pointsporet + et felt for hvert bogsymbol på personerne i dine paladser.
- Købe privilegium (Privilegiumsymbol). Køb en privilegiumbrik for to mønter, eller to privilegiumbrikker for seks mønter.
Husk at du i stedet for at vælge en handling, altid kan vælge at tager mønter fra banken, til du har tre mønter.
De forskellige hændelser
Der er tolv hændelsesbrikker med i alt seks forskellige hændelser. Hver hændelse kommer således til at ske to gange i løbet af et år. De seks forskellige typer hændelser er som følger:
- Fredstid. Der sker ingenting denne måned. Husk de to fredstidbrikker altid placeres på de to første runder.
- Mongol invasion. Hver spiller får et point for hvert hjelmsymbol på personerne i deres paladser. Den eller de af jer med færrest hjelmsymboler mister en person.
- Skatter til kejseren. Kejseren kræver fire mønter fra hver spiller. For hver mønt en spiller ikke har råd til at betale mister de en person.
- Tørke. Hver spiller betaler en risbrik til banken for hvert palads de har, hvis ikke de har råd til de, mister de en person for hvert palads de ikke kan betale for.
- Dragefestival. Spilleren med flest fyrværkeribrikker får seks point, og betaler halvdelen af sine fyrværkeribrikker (rundet op) tilbage til banken. Spilleren med næstflest fyrværkeribrikker får tre point, og betaler halvdelen af sine fyrværkeribrikker (rundet op) tilbage til banken.
- Pest. Hver spiller mister tre personer fra deres paladser. De mister en mindre for hver (blå) healer symbol de har på personerne i deres paladser.
Sådan slutter In the Year of the Dragon
Til sidst får hver af spillerne point for overskydende mønter, fyrværkeri- og risbrikker, som de har tilbage. Hver fyrværkeribrik og risbrik sælges til banken for to mønter stykket. Derefter får hver spiller et point for deres samlede antal mønter divideret med tre (rundet ned).
Spilleren som er længst fremme på pointsporet er vinderen. Hvis to eller flere spillere er uafgjort for flest point, så er vinderen den der også står længst fremme på personsporet.
Vurdering af In the Year of the Dragon
In the Year of the Dragon er virkelig et godt strategispil; det er fantastisk skruet sammen rent spilmekanisk, men er også velproduceret og med flot grafik.
Som med en del papskubberspil er In the Year of the Dragon en kende abstrakt – det er ikke fordi man nødvendigvis føler, at man rent faktisk er en kinesisk prins.
Interaktionen mellem spillerne er begrænset til initiativrækkefølgen, og om spillerne vælger bestemte handlinger for næsen af de andre spillere. Dette er dog også en af styrkerne i In the Year of the Dragon, da denne interaktion er subtil, men ekstremt vigtig for at klare sig godt.
Hvis du leder efter et godt strategibrætspil, der nemt at kaste sig over, men som stadig kan være en hjernevrider, så anbefales du at prøve In the Year of the Dragon.