2 - 4 spillere
30+ min
7+ år
  • familiespil
  • partyspil
  • Terningspil
  • Can't Stop

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 12. January 2012

    Can’t Stop er et meget tilgængeligt terningespil, hvor det gælder om at slå forskellige kombinationer af tal. Du bliver ved med at slå med terningerne, så længe du slår, det du skal bruge, men hvis du fejler, så taber du alle de point du har opnået denne tur. Kan du stoppe i tide, eller lader du dig rive med?

    Kom i gang med Can’t Stop

    Hver spiller vælger en farve, og tager plastic keglerne i sin farve. Vælg hvem der er startspiller. Så simpelt er det at komme i gang.

    Runderne i Can’t Stop

    I Can’t Stop skiftes I til at slå de fire røde terninger. Du skal derefter fordele terningerne i to par. De par du vælger med terningerne kommer til at afgøre, hvor du placerer dine brikker. På spillepladen er der 11 kolonner med følgende tal i toppen af kolonnen (2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12). Hver kolonne passer således til en talkombination, som du kan opnå med to terninger. Hver tur har du tre hvide kegler, som du kan placere på spillepladen. Hvor du kan placere de hvide kegler afhænger af, hvilke par du har dannet med terningerne.

    Når du har besluttet dig for hvordan du vil parre terningerne, så placerer du en hvid kegle nederst i hver kolonne, som passer til tallene du valgte. Hvis de to par er ens, for eksempel to 7’ere, så placerer du kun en hvid kegle i syv kolonnen, men rykker den et felt opad i kolonnen. Målet er at nå til tops i tre af kolonnerne med tal, ved at slå det samme tal flere gange i træk. Herefter skal du enten vælge at slå videre eller at stoppe og give turen videre til næste spiller:

    • Hvis du stopper, så fjerner du de hvide kegler fra spillepladen, og erstatter dem med keglerne i din egen farve.
    • Hvis du vælger at fortsætte, så slår du igen de fire røde terninger. Hvis du slår en kombination, som tillader dig at danne minimum et par, som passer med en af de tre hvide kegler du har placeret på spillepladen, så må du rykke den hvide kegle et felt opad i kolonnen. Du kan nu igen vælge om du vil slå videre, eller om du vil stoppe og placere dine kegler.
    • Hvis ikke du vælger at stoppe, men slår terningerne til en kombination, som ikke passer med de tre hvide kegler du har placeret denne tur, så har du tabt turen. Du fjerner de hvide kegler, men placerer ikke din egen farve kegler. Turen går nu videre til næste spiller.

    Det er vigtigt at bemærke, at du i efterfølgende ture stadig skal placere de hvide kegler, det er således de hvide kegler, der afgør, hvilke tal du satser på denne tur, ikke hvor du placerede dine kegler tidligere. Hvis du placerer en hvid kegle i en række, hvor du allerede har en kegle i din farve, så bygger du dog ovenpå det du har slået tidligere, så den hvide kegle placeres i feltet ovenover keglen i din farve. Det kan derfor godt betale sig, at forsøge at bygge videre på kolonner, hvor du tidligere har placeret kegler, hvorved du hurtigere kan nå til tops i kolonnen.

    Hvis det lykkes en af jer at få fyldt en kolonne, så skal I placere en kegle i jeres farve over tallet i toppen af spillepladen, og spillere kan derefter ikke placere deres kegler i denne kolonne resten af spillet.

    Spillet fortsætter indtil det lykkes en af jer af fylde sin tredje kolonne. Denne person er vinderen.

    Eksempel

    I billede eksemplet her, har spilleren slået en 2’er, en 3’er, en 4’er, og en 6’er. Spilleren har allerede en hvid kegle i kolonnen for 4’ere og kolonnen for 6’ere. Spilleren vælger at parre sin 2’er og 4’er til en 6’er, og rykke den hvide kegle i 6’er kolonnen et felt opad. 3’eren og 4’eren danner en syver, så spilleren skal nu placere den tredje hvide kegle i 7’er kolonnen. Hvis spilleren vælger at fortsætte kan hun kun bruge terningepar, som tilsammen bliver en 4’er, en 6’er eller en 7’er.

    Vurdering af Can't Stop

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Can’t Stop er et enkelt, men spændende terningspil, hvor det handler om at vide, hvornår du skal satse, og hvornår du skal stoppe. Som titlen på spillet antyder, så er det dog ikke altid så lige til at stoppe i tide. Can’t Stop er et godt spil til sommerhuset, eller til når svigerforældrene er på besøg.






    Kommentarer til Can't Stop