1 - 3 spillere
90+ min
14+ år
  • strategispil
  • temaspil
  • 1944: Race to the Rhine

    af Rasmus Ragnvald d. 4. februar 2016

    I 1944: Race to the Rhine (RTTR) tager du rollen som en af de tre generaler, general Bradley, feltmarskal Montgomery eller general Patton. Året er 1944, mere præcis tiden mellem D-day i juni og Ardenner offensiven i december. Dit mål er at få de allierede tropper over Rhinen først. Eneste problem er, det vil de andre også.

    Spillets forløb

    Spillerne skiftes til at tage tur. Når det er en spillers tur, skal han udføre to handlinger, det kan godt være samme handling. De mulige handlinger er som følger:

    • Tag forsyninger
    • Tag lastbiler
    • Transporter forsyninger
    • Flyt en enhed
    • Få oplysninger om fjenden
    • Sende faldskærmstropper i kamp

    Lad os kigge på de forskellige handlinger nedenfor

    Tag forsyninger
    Du kan enten tage tre ens ressourcer (benzin, mad, ammunition), hvis der er flere tilbage, eller få en af hver.

    Tag lastbiler
    Lastbiler er din måde at få ressourcer transporteret til frontlinjen. Det eneste problem er, at de fylder på vejene og gør, at hver vej kun kan bruges en gang i hver forsyningsrunde. En forsyningsrunde slutter, når alle lastbiler er taget.

    Transporter forsyninger
    Her kan du sende lastbiler af sted med forsyninger. Hver lastbil kan transpoterer fem stykker gods et felt frem.

    Flyt en enhed
    Hvis du har fået benzin til dine enheder, kan du for en benzin flytte op til tre felter. Hver gang du vil indtage et felt, trækker du enten fra din egen eventbunke, eller hvis der er tyskere, trækker du fra tyskereventbunken.

    Få oplysninger om fjenden
    Du kan sende rekognosceringsfly ud og se næste kort i en bunke efter eget valg.

    Sende faldskærmstropper i kamp
    Du kan bruge medaljer til at sende faldskærmstropper ud for at hjælpe dig med at nedkæmpe fjenden. Der er kun fire til rådighed i hele spillet, så pas på dem. Men du skal også bruge dem, før de andre gør det.

    Når en spiller har taget sine to handlinger, skal han sætte en tysker på pladen. Denne gør det felt, han placeres på, sværere at indtage. Det er en måde at prøve at stoppe dine modstandere i at komme frem.

    Det med småt

    Spillet lyder meget simpelt, og det er det også. Seks forskellige handlinger, men som i et rigtigt eurospil mangler du handlinger og ressourcer hele tiden. Hver spiller har deres område, deres tropper kan rykke frem i, men der er et par felter, som du skal kæmpe med de andre om at nå først. Disse områder giver medaljer og kan hjælpe dig senere i spillet. Kan du nå at indtage de vigtige områder, før generalen ved siden af dig gør det?

    Spillets afslutning

    Spillet slutter, så snart en spiller krydser Rhinen, eller at der ikke er flere tyskere at sætte på brættet. Skulle ingen have krydset Rhinen, vinder spillerne med flest medaljer.

    Mulighed for solo-spiller variant

    Spillet giver mulighed for at spille det selv. Her er tyskernes træk forprogrammeret, og du skal nå over Rhinen inden vinter. Jeg har ikke afprøvet solo-varianten, men tror faktisk, at det kunne være et ret fint solo spil.

    Vurdering af 1944: Race to the Rhine

    Rasmus Ragnvald mener ...

    Race to the Rhine er et godt euro/krigsspil. Der er hele tiden kamp om ressourcerne, og kan du nå næste fæstning før andre, men da spillepladen er delt op i tre dele – en til hver general – og der kun er få fælles felter, kommer man ud i, at meget af spillet lider under, at du ikke kan gøre ret meget ved de andre. Det gælder om at få din maskine til at køre bedst. Dette kræver ressourcer, og disse er få, men tit er der lige nok til alle. Det andet, der trækker lidt ned, er, at du kan være heldig at trække de rigtige kort, når du indtager nye områder. Hvis du trækker godt i starten og andre trækker dårlige, kan der være næste umulig at hente dig igen.

    Hvis du kan lide spil, hvor der kæmpes om ressourcer, uden at andre kan stoppe dig helt, vil dette spil tiltale dig, men er du til Caylus, så er dette spil måske for venligt for dig.






    Kommentarer til 1944: Race to the Rhine