Brætspils-Ottoen 2013: Stock Bubbles

Per von Fischer af Per von Fischer d. 13. April 2013

Papskubber ser i den kommende tid nærmere på de fem nominerede til Fastavals Otto for bedste brætspil 2013. Alle fem nominerede var I skyhøj kvalitet, både komponentmæssigt og med hensyn til spildesign. Hvis du går rundt med en brætspilside, og mangler lidt inspiration fra designere der allerede har mindst en prototype af deres spil klar, så læs med her.

Vi lægger ud med ingen andre end vinderen af Ottoen for bedste brætspil 2013, Stock Bubbles af Jeppe Norsker. Stock Bubbles er noget så usædvanligt som et spil om aktier, der på underholdende vis bruger spillernes motorik.

Hvordan fik du ideen til spillet?

Jeg kunne godt tænke mig at kombinere strategi og motorik. Desuden har jeg altid været glad for Klodsmajor, og temaet omkring aktiehandel lå lige til højrebenet.

Fortæl lidt om processen fra ide til den første prototype, og hvor lang tid har du brugt på udviklingen?

Det startede på et møde med en række andre bræstpilsdesignere. Blandt andet Troels Vastrup, som var ansvarlig for konkurrencen på Fastaval 2013. Vi pitchede idéer til konkurrencen, og jeg proklamerede, at jeg ikke ville få tid til at deltage. To dage senere havde jeg så alligevel gennemført en “Proof of Concept” test, og skrevet min synopse. Herefter kom så alle udfordringerne med at gøre det simpelt nok. Jeg havde decimaltal og kæmpe udregningstabeller, som skulle væk.

Gennem cirka 10 spiltest blev spillet gjort simplere og bedre for hver gang. Til sidst måtte jeg stoppe op og fokusere på formidlingen, så jeg kunne nå at blive færdig med illustrationer, regler og selve produktionen. Jeg blev færdig klokken to om natten mandag før Fastaval. Jeg har ingen idé om hvor mange timer jeg har brugt.

Har du et godt råd til andre spildesignere i samme båd som dig?

Test, test, test. Ens spil kan næsten altid blive bedre. Også selvom familie og venner siger, at det er perfekt. Sørg for at sparre med nogle der er klogere end dig selv. Hvis flere kritiserer det samme uafhængigt af hinanden er der noget galt.

Test, test, test. Ens spil kan næsten altid blive bedre. Også selvom familie og venner siger, at det er perfekt…

Er der noget i spillet som skal laves om efter turen til Fastaval?

Ja – allerede efter første spilsession på Fastaval måtte jeg ændre en enkelt linje i reglerne, for at spillet ikke skulle bryde sammen. Der var simpelthen en detalje, som jeg havde overset. Derudover er der stadig nogle formidlingsmæssige udfordringer. Mange har svært ved hovedregning, så det prøver jeg at arbejde med. Ellers handler det om hvad der skal til, for at gøre spillet endnu mere spændende. Det er meget værdifuldt med feedback fra andre brætspilsdesignere, som ofte kan komme med gode løsninger på spillets svagheder og problemer.

Hvor langt er du fra en egentlig produktion – får vi spillet at se i butikkerne?

Forhåbentlig, men der er et godt stykke vej endnu. Man tror ofte, at man er tættere på en produktion, end man i virkeligheden er. Det er et kæmpe arbejde, når man selv vil udgive det. Først og fremmest skal spillet blindtestes af mange grupper og reglerne skal gøres knivskarpe. Det tager tid at gøre dem lette at forstå. Med hensyn til illustrationer, så er jeg ved at finde den rigtige stil, som passer til spillet. Mine egne tegninger kan gå an, men det kan blive meget bedre, og man skal ikke undervurdere hvor vigtige illustrationer er i forhold til salg. Heldigvis har jeg fra starten fokuseret på produktionsomkostninger og uafhængighed af sprog, så Stock Bubbles ville kunne udgives relativt nemt, hvis det blev godt nok.

Udover finish, oversættelse, klargøring af filer og finansiering, ligger der også et fremtidigt arbejde i forhold til distribution og salg. Alle led skal tænkes igennem fra starten af, så man ikke ender med to paller spil i kælderen, der står og samler støv.

Følg spillets udvikling på Facebook