Tre gratis spil til festen

Peter Brichs af Peter Brichs d. 10. september 2013

Når man sidder i festligt lag, kan man godt have lyst til at spille et spil med de andre gæster, men har ikke lige et spil ved hånden. Samtidig er mange af de brætspil, vi normalt kigger på her på Papskubber, ikke den type, man typisk spiller i festligt lag. Men der findes også andre typer – nemlig selskabsspillene!

Vi vil i denne artikel kigge nærmere på tre spil, som du kan spille med ganske få remedier. Vi har altså lagt vægt på, at ingen af spillene kræver andet end ting, man kan finde i næsten ethvert hjem. Alle spillene er af den type, der er sjovere, jo flere I er – og så er de allesammen ganske gratis.

Eat Poop You Cat

Spillet med det lidet flatterende navn er faktisk langt mere uskyldigt, end navnet antyder. Spillet bliver også kaldt for “Paper Telephone”. Eat Poop You Cat er et spil, der går ud på at gætte, hvad de andre har tegnet – og at tegne, hvad de andre har gættet.

Sådan spiller du Eat Poop You Cat

Første spiller tager et stykke papir og en blyant. Start med at skrive en sætning. Det kan være en hvilken som helst sætning, men jo mere præcis den er, jo sjovere bliver spillet. Et eksempel kan være “Pepperoni Pizza”.

Fakta om
Eat Poop You Cat


  • Antal spillere: Bedst med flere end syv spillere
  • Spilletid: 30 minutter
  • Kræver: Noget at skrive med og på
Næste spiller får sætningen – som holdes hemmelig for alle de andre spillere – og tegner det, som står på sætningen. Næste spiller tager nu tegningen – som igen holdes hemmelig – men får ikke lov til at se den første sætning. Nu skal der skrives, hvad der er tegnet på papiret. Og sådan fortsætter spillet, med at den ene spiller skriver, den næste tegner og så videre. Altsammen uden at se andet end det sidste led i kæden.

Til sidst lægges alle tegninger og sætninger op ved siden af hinanden, og så er tiden inde til et godt grin. Der er ingen rigtig vinder af Eat Poop You Cat, men det er god underholdning med masser af grin, når man ser, hvordan “Pepperoni Pizza” pludselig kan udvikle sig til “fodbold” og på en eller anden mystisk måde ender med at blive til “Marsmand, der hopper på et ben i Australien”.

Margretheskål

Denne selskabsleg har nok mange navne, men den er måske mest kendt ved det navn, der er opkaldt efter den kendte, danske Margretheskål. I Margretheskål gælder det om at gætte personer fra en pulje af muligheder, der ligger nede i skålen.

Først skal der gøres klar …

Hver deltager får flere stykker papir, og på hvert papir skriver du et navn på en kendt person. Det kan være alt fra “Prins Henrik” til “Sherlock Holmes” eller “Superman” – så længe du kun vælger navne, du forventer alle i selskabet kender. Det er aldrig sjovt at skulle prøve at gætte “Yog-sogoth”, når man aldrig har hørt om H.P. Lovecraft.

Alle disse sedler bliver foldet og smidt i en skål. Spillerne bliver delt op i par, og så er legen klar til at begynde.

Og så er I klar til at spille Margretheskål

Fakta om
Margretheskål


  • Antal spillere: Bedst med flere end otte spillere – og krævet et lige antal spillere
  • Spilletid: 40 minutter
  • Kræver: Noget at skrive med og på. En skål at komme sedlerne i – eventuelt en Margretheskål!
Hvert par får et minut til at gætte så mange sedler som muligt. Det foregår ved, at den ene person trækker en seddel fra skålen, som vedkommende skal forklare for den anden, uden at sige hvem personen er. Hvis for eksempel du har trukket “Superman” kunne du sige: “Han kan flyve, er usårlig, og hans eneste svaghed er kryptonit.” Spilleren, der gætter, siger navnet på personen (og eventuelt mange forkerte undervejs), eller råber simpelthen “Pas!”, hvis ikke han kan gætte det. Når første person er gættet, trækker ham, der før skulle gætte, en ny person – og så fremdeles, indtil tiden er gået.

Når du skal prøve at forklare Prins Henrik kun ved hjælp af at mime, er det svært at holde masken, og latterbrølene fra alle tilskuerne er til at tage og føle på.

Alle par skal nu have lov til at gætte på samme måde. For hvert korrekt gæt får man ét point. Når alle par har haft deres tur, er det tid til runde to, der foregår på næsten samme måde som første runde – men nu må man kun sige ét ord om den person, man prøver at forklare. For igen at tage eksemplet med Superman kunne man sige “Kryptonit,” for at forklare, hvem der skal gættes. I tredje, og sidste runde, må man slet ikke sige noget – her må kun mimes.

Efte de tre runder er det tid til at tælle point sammen. Holdet med flest point vinder Margretheskål.

Werewolf

Varulvene går langsomt gennem landsbyen, og spiser de stakkels landsbyboere. Om dagen er det dog landsbyboerne, der har magten, og sammen prøver de at regne ud, hvem der er varulv, for at hænge personen, inden natten falder på. Fik de ram på den rigtige? Eller får varulven endnu et offer? Det vil kun tiden vise.

Sådan spiller du Werewolf

Fakta om
Werewolf


  • Antal spillere: Bedst med flere end otte spillere
  • Spilletid: 30 minutter
  • Kræver: Et sæt spillekort
I store træk drejer Werewolf om kommunikation! Som landsbyboer skal man forsøge at finde frem til, hvem varulvene er og slå dem ihjel. Samtidig skal man passe på, at man ikke bliver for fremtrædende og dominerende og derved bliver varulvenes næste offer, eller at mistanken om at være varulv pludselig falder på en selv. Varulvene er vågne om natten. Her skal de lydløst udpege det næste offer. Hvis de larmer, skramler eller på anden måde gør opmærksomme på sig selv, hjælper de landsbyboerne med at udpege den næste, der skal lynches.

Du kan læse vores fulde gennemgang af reglerne her på Papskubber

Flere udgaver af Werewolf

Werewolf udmærker sig ved at være et gratis spil, der er udgivet i flere forskellige udgaver. Du kan finde de fulde regler spil spillet, som kun kræver et sæt spillekort, flere forskellige steder på nettet. Du kan for eksempel finde reglerne til Werewolf på hjemmesiden Eblong, eller købe en af de mange udgivede versioner af spillet, som for eksempel Ultimate Werewolf

Skriv din kommentar