Historien om et monster

Per von Fischer af Per von Fischer d. 7. juli 2015

Det første, du har brug for at vide, er, at der engang var et spilfirma, hvis navn indgød ærefrygt blandt verdens papnørder: Avalon Hill. Sig navnet. Fulde navn The Avalon Hill Game Company, eller TAHGC blandt venner. Vi snakker gamle dage, og jeg mener: Gamle. Før du måske blev født, længe før der blev tænkt på Settlers eller Axis and Allies. Vi er helt tilbage i halvfjerdserne, hvad gi’r du? Anyways, TAHGC var dengang det eneste amerikanske spilfirma, måske verdens eneste, man kunne regne med med hensyn til kvalitetsudgivelser indenfor brætspil.

Monsterspil

Det næste, du skal vide, er, at der findes noget, der indenfor wargames-branchen hedder “monster games”. Et monsterspil er et stort spil, et omfattende spil, et tidskrævende spil. Og her taler jeg ikke om 10 timers Twilight Imperium, pfff, det er kun en lallende lille brøkdel af, hvad et rigtigt monsterspil kræver. Det er mere en livsstil, et kald, en besættelse. TAHGC lavede siden flere monsterspil, bland andet Empires in Arms om Napoleonskrigene, hvor hele kampagnen tager mindst, ahem, lang, lang tid, længere end du kan tælle til. Der er masser af andre “monster games” derude, men hvor stammer de fra? Det får du at vide nu.

Da den amerikanske julehandel nærmede sig i det Herrens år 1974, var spiludvikler og spilproducer Don Greenwood godt i gang med at lægge sidste hænder på TAHGC’s sidste nye skrig indenfor wargames nemlig et storslået strategisk spil om hele den anden verdenskrig med det kække navn Rise and Decline of the Third Reich, designet af John Prados. Du må gerne bare kalde det Third Reich og sige ‘du’ til det. Greenwood var på det tidspunkt, med hans egne ord, en nybegynder inden for spiludgivelse og spiludvikling. Men Third Reich var mere eller mindre færdigt (mega-overdrivelse) til at blive udgivet. Regelbogen skulle bare rettes lidt til (mega-underdrivelse), og spillet var stort set gennemtestet (løgn). Men firmaet pressede på, og Greenwood hastede spillet ud med de småproblemer, der nu engang var. For eksempel, at Tyskland kunne knalde Storbritannien ud med et hurtigt luftangreb, allerede inden krigen var rigtigt kommet i gang – for nu at nævne et eksempel, som pisser gamere af.

Prisvinder med skønhedsfejl

Third Reich er et spil om anden verdenskrig, der tager udgangspunkt i historien og med de enkelte landes økonomi som den centrale drivkraft. Men spillerne kan glimrende undersøge alternativer til, hvad der faktisk skete. Desværre var det simpelthen ikke færdigt i 1974. Alligevel kom det altså ud inden jul, og det lå ganske givet undet mange papnørders juletræer. Og det vandt sågar priser. “Best Game of the Year” og vinder af “Charles Roberts prisen”. Læserne af “Campaign Magazine” udnævnte det endda profetisk til “det bedste spil nogensinde”, ever, basta, med krymmel på.

Men da virkeligheden jo var, at spillet var hullet som en spidssigte og upålideligt som en vindbøjtel, måtte TAHGC og Hr. Greenwood hurtigt og i al hast udgive en ‘second edition’ året efter i 1975. “Det var det år, hvor alting pludselig kom på tværs”, som Gasolin’ sang samme år. Du ser måbende ud – prøv wikipedia.

På trods af Third Reich’s begyndervanskeligheder og det faktum, at spillet er tænderskærende kompliceret og tidskrævende, blev det dog trods en enorm succes og i virkeligheden det første monsterspil. På trods af ‘second edition’, var spillet dog stadig langt fra uden problemer. Som Greenwood selv fortæller senere: “Men der var begyndt at vise sig revner i reglernes monolitiske facade, og hverken en enkel reparation i The GENERAL [TAHGC’s tidskrift], eller en anden udgave ville være i stand til at udbedre dem.”

Alle gode gange tre

Et par år senere, i 1979, meldte Don Greenwood sig frivilligt til at tage Third Reich igennem en ny komplet udviklingsproces, denne gang med hjælp fra en international gruppe af spiltestere med års erfaring i de to tidligere udgaver. Da tredje udgave af Third Reich udkom i 1981, var det derfor ikke bare en justering, men et spil med omfattende ændringer, både hvad angik reglerne, men også med hensyn til kort og spilleplade. Den endelige version? Ikke helt.

Avalon Hill udgav i 1985 en hel guidebog om Third Reich blandt andet med nogle af de mange artikler, der var blevet skrevet i årenes løb i firmaets tidsskrift The General. Og regelbogen er siden blevet opdateret til en fjerde og endelig udgave, som bruges den dag i dag.

Og de levede lykkeligt til deres dages …

For at gøre en lang historie længere, så er monsteret Third Reich siden blevet genfødt i andre gestalter. Der opstod så at sige to tråde med nyfortolkninger af spillet. I 1992 udkom Advanced Third Reich (ikke en joke) designet af Bruce Harper, og stadig på Avalon Hill og et forsøg på en definitiv udgave af monsteret. 1992-udgaven blev dog aldrig det helt store hit, måske fordi æsken var utroligt grim. Gamere er følsomme på det punkt, men det skal dog siges, at den oprindelige orange forside på æsken, som blev bibeholdt i både anden- og tredjeudgaverne, er legendarisk.

Samme Bruce Harper kunne bare ikke få nok af at gøre Third Reich større og ondere, så i begyndelsen af 00’erne overtalte han gudhjælpemig firmaet GMT Games – på mange måder Avalon Hills arvtager indenfor wargames – til at udgive sit avancerede Advanced Third Reich. I 2003 kom så A World at War, der er stort, stort, STORT! Third Reich fra 1974 havde 560 papbrikker og et todelt verdenskort, der passede til et normalt spisebord. A World at War grinte sin gamle bedstefar lige op i ansiget med 2800 brikker, fire kæmpe kort, en regelbog, der klikker ind på 236 sider, plus diverse scenariehæfter og hjælpemidler. Tag den, morfar!

Men Harper var ikke den eneste, der førte Third Reich traditionen videre. I 2001 udgav Avalanche Press John Prados’ Third Reich, der på trods af titlen ikke var designet af John Prados, men viderudviklet fra Prados’ design af firmaets grundlægger og ejer Brian Knipple. Hvor Advanced Third Reich pøsede regler og komplikationer på den gamle dame, gik Avalanche Press en anden og mindre stenet vej i et forsøg på at strømline spillet. Nogle mener, det lykkedes, andre ikke. Anden udgave af John Prados’ Third Reich er siden udkommet, dog mest med kosmetiske ændringer i form af en anden æske.

Der er også udkommet flere søsterspil til Third Reich, der fokuserer på stillehavsområdet, men det må du vente med at høre om til en anden god gang.

Men … er det godt?

Måske sidder du og tænker: “Men er Rise and Decline of the Third Reich et godt spil?”
Spørgsmålet er både forkert og irrelevant. Du skal spørge: “Er det et monsterspil?”

Og du kan være ganske rolig. Det er det.

Skriv din kommentar