Gode groteske brætspil fra Nordic Board Game Jam

af Thomas Vigild d. 25. januar 2013

Skal jeg presse mine tre nedkørte børnearbejdere til at arbejde en ekstra nat og risikere deres død, så jeg kan få produceret nok plastik og elektronik til at klare storordren på tablet-computere? Eller skal jeg være den barmhjertige chef og give dem lidt hvile, så jeg kan bruge dem igen i næste tur?

Årets Nordic Game Jam rullede i år i weekenden 18-20 januar på Aalborg Universitet i København, og blev et rekordår med over 470 deltagere fra hele norden – og dermed verdens største Game Jam. Ideen er enkel: alle har 48 timer til at producere enten et digitalt eller fysisk spil, og eneste ledetråd alle deltagere får var i år ordet “Grotesk”.

Langt de fleste valgte at udvikle digitale spil, men en god håndfuld på 30-40 personer kastede sig med det samme over de fysiske spil.

Materialerne til brætspils-linjen var udover saks, papir, lim og tuscher også to kæmpe store kasser fyldt med assorterede LEGO-klodser og en masse beskadigede brætspil på et fællesbord kaldet ‘The Dump”. Dette var kasserede spil, som alle kunne gå på gravrov i: stjæle brikker, kort og plader fra og sammensætte på ny til nye brætspil.


Flotte spil, men alle dødsmærket, da disse spil blev dissekeret og lavet om til nye spil under Nordic Board Game Jam 2013.

…og det var syv.

Feltet endte med syv færdige brætspil:

Dorchadas – et spil, hvor man jagter hinanden rundt i en labyrint og skifter mellem at være spøgelse og menneske.

Made in China – klassisk worker-placement, men med det moralske tvist, at man skal presse sine børnearbejdere til at producere mest muligt tøj, elektronik og sko til vesten.

It Grows – tile-based-spil, hvor man skiftes til at bygge på et kæmpe monster, der samtidig får personlighed efter spillernes humør og indspark.

Fate Runners – spillerne konkurrer om at komme sidst i mål (læs dø), da man spiller om livet, og kan lægge snedige fælder hos de andre spillere som som depression, død hund eller familieproblemer.

Jam Battle – et strategispil for to personer bygget over sten/saks/papir-princippet, men langt mere psykologisk og bluffende.

Burlesque Grotesque – styr fire groteske søstre, der i et tile-based strategispil kæmper om at komme først i mål, men samtidig kan genere og hjælpe hinanden i et væk.

Beast Builder – sammensæt vanskabninger mellem mennesker, dyr, robotter og fabeldyr og sørg for at få mest mulig ejerskab over monstrene.

De syv spil blev søndag vurderet af juryen, som var sammensat med to eksperter inden for design af brætspil. Hovedjuryen var spildesignerne Ole Steiness, der netop barsler med Kickstarterbrætspillet Police Precint samt Martin Nedergaard Andersen, der har solgt og pitchet flere hundrede brætspil om året til alverdens brætspilsdistributører – herunder spil som ‘Zoo Panic’ og ‘Space It’.

Det bedste brætspil

Årets bedste brætspil blev spillet ‘Made in China’, for selvom det mangler en smule balancering, så var det både udfordrende, fængslende og med et stærkt tema.


Made in China vandt Nordic Board Game Jam

I hver runde skal man flytte rundt på sine børnearbejdere, at de producerer fire forskellige “grundstoffer” i plastik, tekstil, elektronik og gummi. Disse grundstoffer bruges til at indløse kundeordrer på f.eks. tablets, sko eller smartphones, der igen giver både victory points, men også penge til at købe flere børnearbejdere, senge til dem eller flere maskiner.

Fordi tricket er, at i hver eneste runde bliver de hårdt-arbejdende børnearbejdere trætter og lægger sig ned, og jo flere andre spillere, der også skal producere ved samme maskine/grundstof, des større er sandsynligheden for, at børnearbejderen dør, hvis man ikke hiver ham hjem i seng, så denne er udhvilet til næste runde.

En skarp kritik af Foxconn-fabrikkerne og samtidig et udfordrende spil med mange gode dynamikker, der virkede. For eksempel vandt undertegnede hele spillet, fordi jeg havde sendt flest børnearbejdere på kirkegården og fik bonuspoint for dette – måske skræmmende realistisk i forhold til virkeligheden. Og bare fantastisk at se et brætspil, der tør være politisk og samtidig vildt velfungerende som worker-placement spil.

Det pæneste brætspil

Prisen for årets bedste finish gik til spillet ‘Burlesque Grotesque’, da der virkelig var arbejdet med både spilmekanikken og den grafiske stil.


Spillet “Burlesque Grotesque” vandt bedste finish

Udtrykket var farverigt, groteskt og meget bizart, når man som en af fire forskellige søstre skulle kæmpe om at nå først frem til mållinjen. I farten kunne man både hjælpe og genere de andre søstre, der alle kun kunne bevæge sig på felter af samme farve, som ens brik.

Men ved at have særlige kort, der skubbede til felterne, transporterede en søster til et valgfrit felt eller sende en anden søster tre felter tilbage, så går der hurtigt hård kamp i den. Flotte kort, fin mekanik og god tematik gjorde størst indtryk her.

Nemmest at sælge

Slutteligt gik juryprisen for årets mest salgbare spil til ‘Beast Builder’, hvor alle spillere var rekrutter til tjansen som Igor – doktor Frankensteins assistent.


Kortspillet ‘Beast Builder’ var mest salgbare spil, hvor man skal lave de bedste vanskabninger

Som Igor kæmper alle om at lave de bedste monstre stykket sammen af dele fra enten robotter, dyr, mennesker eller fabeldyr. Spillet er et velbalanceret kortspil, hvor der først lægges tre forskellige torsoer ud på bordet, som alle spillere derefter skal bygge videre på via kort med kropsdele fra spillernes hånd. Lægger man en kropsdel, der passer perfekt til torsoen erobrer man hele væsnet med tre point-brikker, men passer kun arten (dvs. menneske, dyr, fabeldyr eller robot) lægger man to point-brikker på og er kropsdelen helt fremmed kun et point.

På den vis gælder det om at have flertal af brikker på de tre vanskabninger, mens forskellige surprise-kort gør sit til at peppe spillet op: f.eks. at rydde alle point-brikker på en vanskabning eller fjerne lemmer fra dem. Et virkeligt gennemarbejdet og overraskende balanceret kortspil, som jeg personligt håber snart at kunne spille igen.

Som den del af præmien har holdene bag brætspillene nu fået tilbud om at komme på en ny særlig indie-hylde i butikken “Faraos Cigarer” i hjertet af København. Papskubber følger op med flere nyheder, når dette hænder.

Tak til alle, der deltog i Nordic Board Game Jam, og håber at se endnu flere næste gang.

Nordic Board Game Jam blev i år organiseret af Kristin Guðmundsdóttir, Kim Dorff, Kayode Shonibare-Lewis, PJ Kuczynski og Thomas Vigild. Stor tak og stående ovationer til dem!

Stor tak til Bergsala Enigma for sponsorering af præmier og spil, vi kunne smadre.
Stor tak til Competo for sponsorering præmier.

Skriv din kommentar