Gaveguide: Voksenspil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 1. december 2017

Findes der noget bedre end et godt brætspil? Ja, brætspil for ligesindede. Nogle gange er det bare ikke spil med bedstemor og børnene, man finder frem – men i stedet et godt brætspil med dejligt kød på. Vi har fundet fem gode brætspil til voksne, du godt kan ønske dig under juletræet.

  1. Century: Spice Road
  2. Unlock! 2
  3. EXIT
  4. Citadels
  5. This War of Mine

Century: Spice Road


Fakta om
Century Spice Road

  • Antal spillere: Fra 2-5
  • Spilletid: cirka 45 minutter
  • Er udgivet på dansk
Century: Spice Road er første spil i en trilogi, som – når alle tre er udgivet – kan spilles sammen som et kæmpe spil. I første omgang er det kun Spice Road, som er udgivet, men det er til gengæld også et skønt spil alene. Det er netop udkommet på dansk, så chancerne for, at det allerede står på din kammerats hylde er ganske små – en oplagt gave, har vi altså at tale om her.

Som købmænd på den famøse Silk Road rejser du langs vejen og laver masser af handler undervejs. Du kan enten lave handelsruter, handle, høste krydderier, sælge dine krydderier for point eller tage en slapper og genopfriske din hånd. De mange jetoner og kort, som er med i spillet, er også super lækre, og er med til at give en finish, som er helt fantastisk. Spillet minder måske lidt om en avanceret udgave af Splendor, men selvom det er første del af en trilogi, skal du ikke være bange for, at det ikke kan stå alene – det er et rigtig godt spil.

Unlock 2


Fakta om Unlock! 2

  • Antal spillere: Fra 2-6
  • Spilletid: præcis 60 minutter
  • Er ikke udgivet på dansk
Escape Rooms eller Mystery Rooms – kært barn har mange (ok, i hvert tilfælde to) navne, og med Unlock-serien finder vi en brætspils-udgave af det populære koncept. Vi har taget Unlock! 2 med på listen, da det udkommer 7. december – og fordi det første Unlock! er udsolgt fra forlaget, og først kommer tilbage i 2018. Finder du en butik med et Unlock-spil, skal du dog ikke være bange for at købe det til en glad brætspiller – begge spil er lige gode.

Unlock! fungerer sammen med en app, så du skal altså have din smartphone eller din tablet fremme. Appen holder styr på din tid, og kan give dig clues – og det er også her, du kan indtaste koder fra dine rum. Hver Unlock!-æske har tre scenarier i sig, så du altså har til tre spil med den samme gruppe. Hvert scenarie består af et deck med kort, som repræsenteret et rum, og alle tingene i det. Du skal nu kombinere kort (for eksempel ved at tage stikket og stikkontakt-kortet, lægge deres værdier sammen, og trække kortet med netop den værdi) for at løse gåderne, og komme ud af rummet. Et must for alle Escape Room entusiaster, eller blot dem som synes, det lyder interessant.

EXIT


Fakta om EXIT

  • Antal spillere: Fra 1-6
  • Spilletid: cirka 60 minutter
  • Er ikke udgivet på dansk
I EXIT-spillene (der er i skrivende stund udgivet seks af slagsen med flere på vej) har vi et andet syn på Escape Room som brætspil, end vi så i Unlock!-serien. EXIT-spillene ligner på overfladen de andre, men der er ikke nogen app til at holde styr på tiden – og derfor er der ikke nogen tidsbegrænsning på 60 minutter.

I EXIT-spillene skal du have kuglepen, papir og saks ved hånden, når du går i gang. Du skal nemlig både klippe i dit nye spi, og skrive noter, for at komme ud af det fiktive rum, du er låst inde i. Det betyder også, at du kun kan spille hvert EXIT-spil én gang – det er ren Legacy-spillestilen, vi har gang i her. Det er stadig en skøn oplevelse, og du sidder tilbage med en følelse af sejr, når du har løst den sidste gåde og er kommet ud af det låste rum.

Citadels


Fakta om Citadels

  • Antal spillere: Fra 2-8
  • Spilletid: cirka 45 minutter
  • Er udgivet på dansk
Citadels kan for nogen måske godt bringe minder frem – det er nemlig en gammel traver i sin oprindelige udgave. Heldigvis for os alle er der kommet en ny udgave af spillet her i år; en udgave, som bibeholder den gamle spilleglæde i nye klæder, med et par stramninger i reglerne hist og her.

I Citadels er du en ung adelsmand, der kæmper med andre adelige om at opbygge den største og prægtigste by i riget. Og alle kneb gælder i kampen om tronen. I hver runde skiftes man til at vælge karakter i al hemmelighed, og disse karakterer har forskellige evner. Hvad siger du eksempelvis til evnen om, at slå en anden karakter ihjel – så den spiller mister sin tur? Når det er gjort, bygger alle spillere bygningskort, som giver ekstra point til sidst i spillet. Citadels er en klassiker, men bestemt et skønt spil.

This War of Mine


Fakta om
This War of Mine

  • Antal spillere: Fra 1-6
  • Spilletid: cirka to timer
  • Er ikke udgivet på dansk
This War of Mine er brætspilsudgaven af det kendte computerspil, som handler om at overleve som helt almindeligt menneske under en fæl borgerkrig – midt i landets hovedstad, skåret totalt af fra omverdenen. Inspireret af virkelige hændelser fra Sarajevo i midt-halvfemserne har vi altså at tale om et noget mere alvorligt tema end de fleste spil, vi normalt snakker om her på Papskubber.dk.

This War of Mine er så tæt på “Spil direkte fra æsken”, du kan komme. Når du har sat spillet op, står der i reglerne: “Stop med at læse mere – vi forklarer reglerne undervejs”. Og den er god nok – reglerne er simple nok til, at det fungerer, og man skiftes til at tage en fase af gangen. Spillet handler om at bygge fornødenheder om dagen, og om natten tager man ud på opdagelse i byen. Spillet har en bog med flere hundrede sider, der alle forklarer tilfældige møder, du kommer ud på undervejs i dine togter. This War of Mine er et hårdt spil, men et godt spil – og et, der får dig til at tage stilling til ting, du måske ikke lige tænker over normalt.

Skriv din kommentar