Gaveguide 2016 - Familiespil

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 7. December 2016

Spil, som hele familien kan samles om, er en fantastisk gave. Det bringer folk sammen om bordet, også selv om det bare er for en time. Moderne familiespil er nemlig ikke, som Matador var det engang, utroligt lange. De kombinerer ofte gode mekanismer til at drille hinanden og kan få alle til at have en hyggelig aften

Du går ikke galt i byen med disse spil

  • Ice Cool
  • Flick em Up
  • Takenoko
  • Stone Age
  • Cacao

Ice Cool udspiller sig i frosne haller, hvor pingviner ræser om kap efter fisk, og trickskud, taktik og held er i højsædet.

I Ice Cool jagter spillerne fisk ved at sende deres pingviner rundt mellem salene, som udgør spillepladen, men en pingvin har til opgave at fange de andre. Bevægelse sker ved at knipse de kegleformede pingviner rundt på brættet, enten i jagten på fiskene i de forskellige sale eller i jagten på de tyvagtige pingviner.
Der hvor Ice Cool hæver sig over andre knipsespil, er muligheden for trickskud. Spillet lægger vægt på, at man skyde om hjørner og rundt i halvcirkler ved at ramme brikkerne på de rigtige måder, og man kan ligefrem få dem til at hoppe over vægge og uden om forhindringer.

Ice Cool er for to til fire spillere, og det varer 20 minutter.

Vejledende pris: cirka 200 kroner.

I den støvede westernby udspiller sig et showdown mellem sheriffens mænd og bankrøverne. En større skudduel udspiller sig på spisebordet.

Flick ‘em Up! stiller to hold af spillere over for hinanden, som med en blanding af taktik og behændighed skal udmanøvrere hinanden i en westernby. I Flick ‘em Up! opstiller man en westernby med huse og terræn på spisebordet eller køkkenbordet, og hvert hold har sin gunslingers, som bevæger rundt på bordet ved at knipse dem. Når gunslingerne skyder efter hinanden, anbringer man små discs ved deres siden, som man knipser af sted for at ramme modstanderne. Behændighed gør en del i spillet, men et godt taktisk overblik er nødvendigt for at vinde spillet.

Flick ‘em Up! er for to til ti spillere (fordelt på to hold), og spilletiden er cirka 30 minutter.

Vejledende salgspris er cirka 300 kroner for standardudgaven og 600 kroner for luksusudgaven.

I kejserens have går en panda rundt. Den er en æresgæst, og det er gartneres opgave at sørge for både have og panda, men det kræver sit for alle har deres hemmelige planer.

Takenoko er et spil om intriger og hemmelige missioner, som udspiller sig i kejserens have, hvor en uskyldigt udseende panda slentrer rundt. På overfladen ser Takenoko charmerende og nemt ud med sine lyse farver og rare tegninger, men er man ikke varsom, stikker de andre spillere af med sejren.
I Takenoko samler spillerne forskellige missionskort op (anlægge haven, dyrke bambus, spise bambus), og hver runde efter man har rullet vejrterningen (for at se, hvad ens muligheder er), må man vælge at anlægge haven (trække nye terrænbrikker, så haven vokser), flytte gartneren (som får bambussen til at gro) eller flytte pandaen (som spiser bambus, når den når frem). Det er samspillet mellem de forskellige missioner og de forskellige handlinger, som er udfordringen i spillet, og det gælder om at skjule ens planer bedst muligt, mens man prøver at spænde ben for de andre spillere. Takenoko er et underholdende spil for hele familien.

Takenoko er for to til fire spillere, og det varer cirka 45 minutter.

Vejledende pris er cirka 359 kroner.

I den lille stenalderlandsby lever adskillige familier side om side. Hverdagen veksler mellem at være en kamp for overlevelse og at skabe sig det gode liv – og her venter en dyb spilmæssig udfordring, hvor man skal forsøge at klare sig godt trods de benspænd, som spillet leverer.

På overfladen ser Stone Age idyllisk ud, men der lurer en spændende strategisk udfordring. Hver runde i spillet skiftes spillerne til at sende deres familiemedlemmer ud på brættet for at hente ressourcer (sten, tømmer, guld etc.) hjem til landsbyen, som bruges til at opbygge familiens prestige, men antallet af ledige felter på brættet er begrænset, så man skal ikke vente for længe med at gøre brug af felterne. Imidlertid er gælder det også om at sikre mad nok til ens stødt voksende familie, og man kan enten forsøge at udvikle bedre landbrug eller bedre stenøkser til jagt, eller man må sende store ekspeditioner ud på jagt. Konstant står man over for svære valg, for man er hver runde nødt til at gamble med, hvor mange jægere tør nøjes med at sende ud på jagtmarkerne. For få og familien sulter, for mange og man får ikke nok råvarer hjem til sine projekter.

Stone Age er et strategispil for fans af Settlers, som er på udkig efter nye udfordringer. Igen gælder det om at bygge om kap med de andre spillere og blokere for deres træk, men opbygningen og udfordringerne er en helt anden, og terninger har en ny spændende funktion i spillet.

Stone Age er for to til fire spillere, og det tager 60-90 minutter at spille.

Vejledende pris er cirka 499 kroner.

*Dybt inde i junglen lever indianerstammer, som dyrker kakaoplanterne, som de indsamler og sælger for at bringe deres stamme prestige. Med ofringer ved templerne til guderne kan de opnå gudernes gunst.”

Spillerne skal i Cacao opbygge deres stammer i en fælles jungle. Opbygningen af stammerne og junglen sker ved, at man på skift anbringer små, firkantede spilleplader, som ligge i forlængelse af hinanden. Pladerne forstiller enten stammerne eller junglen med sine kakaoplantager, markeder, søer, miner og templer. Hver spiller har sit eget sæt spilleplader, som repræsenterer stammens medlemmer, og så er der en fælles pulje af junglebrikker, som alle spillerne trækker fra. Grundlæggende for spillet er, at to junglebrikker må ikke grænse op til hinanden, og to stammebrikker må ikke grænse op til hinanden. Man ligger nu skiftevis sine brikker på brættet, og placerer man sin stammebrik godt, får man et bonustræk, hvor en junglebrik kan anbringes. Stammebrikkerne ‘aktiverer’ de junglebrikker, som de ligger op af, og derved får man mulighed for at dyrke kakao, sælge det, hente guld fra minen og bringe ofringer til templet. Udfordringen i Cacao ligger blandt andet i, at stammebrikkerne veksler i, hvor effektive de er, og nogle junglefelter er mere værd end andre, så man står hele tiden over for en udfordring med, hvor man vil placere en stammebrik, og hvilken del af junglen man vil prioritere.

For fans af klassikeren Carcassonne leverer Cacao en helt ny måde at anbringe spillepladerne i forlængelse af hinanden på. Ved at placere sine brikker optimalt, kan man udløse ekstra træk, men det gælder om at være forudseende, for i Cacao har det stor betydning, hvordan man vender og drejer spillepladerne. Med det rette træk kan styrke sin position langt ind i spillet.

Cacao er for to til fire spillere, og det varer cirka 45 minutter.

Vejledende pris er cirka 300 kroner.