Gaveguide 2015 - Voksenspil

Peter Brichs af Peter Brichs d. 20. October 2015

Forslagene til julegaver i afdelingen for voksenspil kommer vidt rundt – der er både rumkamp, adelige fra europa og samarbejde om at redde verden fra sygdomme – men fælles for dem alle er, at de er underholdende spil for de voksne. De har alle hurtigt lærte regler, så man kan flå æsken op og komme i gang med det samme. Fælles for alle spillene er, at de kræver engelskkundskaber for at kunne læse reglerne – og i mange tilfælde også kort og lignende i spillet.

I vores gaveguide til voksenspil har vi skrevet om

Star Wars: X-Wing

X-Wing mod Tie Fighter – i dén grad en relevant kamp i disse Star Wars tider. Hop ind i cockpittet på dit rumskib, og giv din modstander smæk!

Spillet med det lidet mundrette navn Star Wars: X-Wing Miniatures Game – The Force Awakens Core Set er et nyt spil i Star Wars: X-Wing Miniatures Game-serien – denne gang med fly fra den kommende The Force Awakens-film.

Indtag pilotsædet i en X-Wing eller en Tie Fighter, og skyd dine modstandere ned i det ydre rum. Du ved ikke, hvor dine modstandere flyver hen fra runde til runde, så at placere dig selv, så du kan ramme dem, uden selv at blive ramt, er en stor del af spillets udfordring. Spillet kræver ikke, at du har det gamle spil, men kan sagtens kombineres med alle udvidelserne til originalspillet fra 2013, så når du mangler nye udfordringer er der masser at tage fat på.

Star Wars: X-Wing Miniatures Game – The Force Awakens Core Set kan spilles af to piloter fra 16 år, og tager mellem en halv time og tre kvarter.

Pris: Ca. 300,00 kr.

Pandemic Legacy

Vores verden er ved at blive inficeret af sygdomme! Indtag rollen som de læger og videnskabsfolk, der skal redde jorden. Det lyder bekendt, men i Legacy-versionen er der et twist …

Det populære samarbejdsspil spil Pandemic har fået sig noget af et ansigtsløft. I den nyeste udgave, Pandemic Legacy, skal du nemlig til at ødelægge dit brætspil … og så alligevel ikke. I løbet af de gange du spiller spillet, skal du nemlig ødelægge kort (ved at rive dem i stykker!), sætte klistermærker på dit spillebræt, dine kort og hvem ved hvad ellers – en af tingene, der gør Legacy-spillene specielle, er nemlig at der er små lukkede rum i din spilæske, du skal åbne når specielle ting sker – for eksempel hvis du taber fire gange i træk, eller tilsvarende.

I Pandemic Legacy spiller du igennem en historie, der er forskellig fra spil til spil – både på grund af de klistermærker, du sætter på, men også alt efter hvor godt eller dårligt det går i spillet. Legacy-serien startede med Risk Legacy, der udkom i 2013, og fortsætter altså nu med Pandemic. Det er hylende morsomt, og en noget sær oplevelse at sidde og “ødelægge” sit brætspil, hver gang man spiller det.

Pandemic Legacy kan spilles af 2-4 spillere fra 16 år, og tager ca. en time pr. spil. Det er klart sjovest at spille Pandemic Legacy med den samme gruppe hver gang, da man knytter sig til den “verden”, man har bygget.

Pris: Ca. 650,00 kr.

7 Wonders: Duel

Måske blev Rom alligevel bygget på én dag. Eller hvad med, at bygge pyramiderne på bare 30 minutter?

7 Wonders: Duel er endnu et spil i 7 Wonders-serien. Ligesom det klassiske og populære spil, forsøger spillerne i 7 Wonders: Duel at opbygge en civilisation og ikke mindst verdens 7 vidundere. Men i modsætning til det klassiske spil, er 7 Wonders: Duel tilpasset til to personer.

Over tre tidsaldre køber spillerne bygninger og opbygger hver deres by med handel, militær og forskning. Nogle af bygningerne skaber ressourcer, der kan bruges til at opføre nogle af verdens vidundere, mens andre er fæstninger og kaserner, der øger spillerens militære magt. Militær magt kan være vejen til sejr. Men som i enhver spirende civilisation er forskning og udvikling også vigtig. Derfor kan en spiller også vinde spillet alene ved at være overlegen på forskning og udvikling.

7 Wonders: Duel er for 2 personer fra ca. 10 år og opefter. Et spil tager ca. 30 minutter, så der næsten altid tid til ”…lige et spil mere”.

Pris: ca. 180,00 kr.

Evolution

Kødæder eller planteæder – hvem kommer ud på toppen? Tag Charles Darwin i hånden, og kig på evolutionen!

I spillet Evolution gælder det om at udvikle det helt rigtige dyr til et hårdt (og dynamisk) økosystem. Horn og pigge kan beskytte dig fra kødædere, mens en lang hals giver dig adgang til mad, de andre ikke kan nå. Med over 4.000 variationer på din dyrerace er der altså kæmpe variation i dette spil, der har rimelig simple regler.

Det er super spændende at sidde og regne synergien mellem de forskellige kort ud, og med både mulighed for at spille kød- og planteæder, er der masser af mulighed for at prøve forskellige spillestile af. Kødædere og planteædere har også forskellige måder at vinde på – så det bliver hurtigt til en spændende kamp om at ende i toppen af fødekæden – eller blot at overleve!

Evolution kan spilles af 2-6 spillere fra 14 år, og tager omkring halvanden time.

Pris: Ca. 500,00 kr.

Among Nobles

Det danskudviklede Among Nobles handler på den kort sigt om partnerbytte og indavl blandt de adelige, og på længere sigt om at skabe et dynasti med den rette nuance af blåt blod.

I Among Nobles opbygger og udvider du dit stamtræ med en række historiske personligheder, og formår du at parre de helt rigtige personligheder, er sejren lige om hjørnet. Hvad der på papiret godt kunne lyde som en renæssance-version af Dating.dk, er i virkeligheden en brutal kamp om territorier og at have de perfekte ægteskaber på bordet foran sig. I løbet af tre generationer kan der mobiliseres hære i territorier, der er en konstant kilde til indkomst og point, lefles for de religiøse magter, arrangeres bryllupper og fødes børn, der enten skal føre slægten videre eller giftes væk for en lille pose point.

Among Nobles leger med nogle ret interessante mekanikker via sit tema. Det er relativt simpelt på overfladen, men gemmer på noget lidt dybere, når man først har luret hvordan et spil Among Nobles fungerer. Spilletiden er måske lidt i den tunge ende for et kortspil, men Among Nobles er unikt og interessant nok til sagtens at kunne bære det.

Among Nobles kan spilles af 3-5 spillere fra 14 år, og tager i omegnen af to timer at komme igennem.

Pris: ca. 250,00 kr.