Cover fra Brikker & Bræt

Digitale brætspil boomer

af Thomas Vigild d. 8. October 2013

Brætspil blomstrer på tablets, så Brikker & Bræt guider her til fem suveræne digitale brætspil til til iPad og Android.

Eclipse – New Dawn for the Galaxy

Episke intergalaktiske rumkrige og teknologiske våbenkapløb er set og spillet til døde før, men sidste år formåede det finske sci-fi brætspil ‘Eclipse’ at gentænke formularen.

Dog imponerer også det gedigne eurogame i sin iPad-udgave, fordi sjældent er et så informationsrigt brætspil blevet konverteret så brillant til tablet-format. Ikke overraskende er målet at tilrane sig flest mulige galakser i løbet af spillets ni runder ved at banke den bedste rumflåde sammen, og de syv ganske forskellige racer gør i ‘Eclipse’ både foranderlig, udfordrende og varieret. For nytilkommere udi større taktiske spil kan det dog være en stor mundfuld, fordi skærmen er tæt pakket med informationer. Derfor er ‘Eclipse’ mindre flirt og mere et fast forhold, for giver man det tiden, bliver man belønnet med suveræn stjernekrig – sågar mod op til fem andre online.

Pris: 45 kr. 1-6 spillere. Fra 12 år

Reiner Knizia´s Qin

Krigen om territorier raser i det romantiske gamle Kina, for i ‘Qin’ (udtales Chin) skal man erobre byer, rejse gigantiske pagoder og invadere hinandens landområder i ét væk.

Det sker i et forunderligt enkelt, men fremragende omskifteligt strategispil, hvor reglerne kan læres på få minutter, men udfaldene aldrig helt kan planlægges. Efter tur lægger man kort ned med to enten blå, gule eller røde felter, hvilket skaber enten nye territorier eller erobrer de neutrale byer på brættet. Hurtigt bliver spillepladen og mulighederne komplekse, og det er en stor bedrift, at ‘Qin’ fungerer lige så godt på iPad som på spisebordet. Et oplagt familie-spil, der kan spilles på næsten alle niveauer, og den enkle indlæringskurve gør det også oplagt som et spil for dem, der vil videre end de sædvanlige ‘Settlers’ og ‘Risk’-spil.

Pris: 32 kr. 1-4 spillere. Fra 8 år

Magic 2014 – Duels of the Planewalkers

Samlekortspillet ‘Magic – The Gathering’ er stadig populært, og en af grundene er, at selvom grundreglerne er enkle, bliver spillet konstant genopfundet med nye kortkombinationer og opfindsomme strategier. Det viser denne ovenud elegante digitale version af kortspillet også, der ikke kun er klart forbedret i forhold til sidste års udgave, men også gør konkurrence i digitale ‘Magic’-kort til en økonomisk noget mere overkommelig affære. Højdepunkterne i iPad-udgaven er dog en fin historie og en håndfuld svære taktiske udfordringer spillet mod computeren, men der er også rige muligheder for at dyste mod hinanden online.

Pris: 65 kr. 1-2 spillere. Fra 10 år

Kingdom Builder

Hvem bliver konge over et land fyldt med have, skove, marker og kløfter? Sidste års vinder af verdens største brætspilspris ‘Spiel des Jahres’ er ligeså eminent på iPad som i sin pap-version, og er en genial måde at lære det ellers herligt enkle strategispil at kende. Efter tur befolker man det store bræt med minimum tre træhuse, og rent taktisk forsøger man at placere dem bedst muligt efter tre forudbestemte vinderkriterier – f.eks. at bygge flest huse langs vand eller flest sammenhængende huse. Eftersom både vinderkriterier og selve spillebrættet ændrer sig fra spil til spil, føles ‘Kingdom Builder’ som et tidløst, friskt og fabelagtigt strategispil for hele familien.

Pris: 45 kr. 2-4 spillere. Fra 8 år

Forbidden Island

Hjælp hinanden med at hale alle skattene i land, inden skatteøen styrter i havet omkring ørerne på jer. Forhistorien til samarbejdsspillet ‘Forbidden Island’ er nuvel stereotyp og som en C-film, men det gør mindre, når selve spildynamikken er stram og enkel. Ganske som i ‘Pandemic’ skal man konstant hjælpe hinanden og være god til at forudse, hvor næste oversvømmelse på brættet vil ske, så der er heldigvis masser af taktiske situationer at blive uenige om. iPad-udgaven er en nærved perfekt versionering, fordi brugerfladen er strømlinet og ethvert tryk føles elegant og enkelt på skærmen. Super samarbejdsspil, hvor iPad´en virkelig kommer til din ret som digital spilleplade på midten af bordet.

Pris: 45 kr. 1-4 spillere. Fra 8 år


Cover fra Brikker & Bræt Artiklen har tidl. været udgivet i magasinet Brikker & Bræt.