Danske spildesignere: Christian Marcussen

Peter Brichs af Peter Brichs d. 20. juli 2012

Vi har sat Christian i stævne, for at få os en lille snak om tilblivelsen af både Merchants & Marauders og Clash of Cultures. Vi kommer langt omkring i vores samtale, og lærer blandt andet at det er en dum idé at købe plastikskibe for 100.000 kroner og får en god snak om hvordan Z-Man Games’ nye ledelse ikke er hvad den har været.

Christian Marcussen er dansk spildesigner, og har designet både Merchants & Marauders og det kommende Clash of Cultures. Merchants & Marauders bliver ofte omtalt som det bedste piratspil på markedet, så forventningerne er høje, for at se hvad Christian har på bedding fremover.

Brætspil koster tid og penge

Merchants & Marauders
kort fortalt

  • Antal spillere: 2-4
  • Spilletid: ca 3 timer.
  • Merchants & Marauders foregår i det karibiske øhav, og giver spillerne mulighed for enten at være rolige handlende, eller grumme pirater.
  • Er nummer 73 på Boargamegeeks top 100 over de bedste brætspil


I 2010 blev Merchants & Marauders, som er den danske designers første brætspil, udgivet – men det har taget 7 lange års udvikling at nå så langt. “Idéen til Merchants & Marauders startede ganske enkelt med, at vi sad nogle gutter efter en gang brætspil, og talte om hvad vi synes der manglede,” fortæller Christian Marcussen.

“Snakken kom ind på, hvor fedt det ville være med et spil i stil med computerspillet (Sid Meiers) Pirates. Det blev langsomt mere og mere konkret, hvorefter vi nåede til det punkt hvor vi sagde: ”Kom, vi laver det sgu!”.”

Til en start udviklede Christian Marcussen og hans venner på projektet, med en plan om, at det skulle være noget, de selv hyggede med – altså et hobbyprojekt. Som tiden gik, synes de at spillet var så godt, at de selv ville udgive spillet – en ting Christian fortryder i dag.

Kasper og jeg brugte i alt små 100.000kr på plastikskibe…

“Min største fejl var, at starte hele processen med at udgive Merchants and Marauders selv. Kasper og jeg brugte i alt små 100.000 kr. på plastikskibe, artwork, revisorer og så videre.” Det er ikke noget, andre bør spilde deres penge på, fortæller han.

Mange jern i ilden

Christian Marcussen er en mand, der indrømmer, at han har mange jern i ilden – måske endda for mange. Børn, familie, venner, politik, musikkomposition, brætspil, kommunikationsarbejde og endda mere endnu, er de ting, Christian roder med til hverdag.

Hvad brætspil angår, har Christian en del idéer, der rumsterer rundt. “Når så en af idéerne letter, som jeg kalder det, så fokuserer jeg primært på den ene idé. Så arbejder jeg lidt på den inde i hovedet, mens jeg cykler børn til børnehave og så videre.”

Christian Marucssen startede på at designe Clash of Cultures tilbage i 2008, efter den første udgiver (Phalanx) havde sagt, de ville udgive Merchants & Marauders. “Den fritid jeg så havde, blev dedikeret til Clash of Cultures, men udviklingen måtte sættes på pause, da vores oprindelige aftale om udgivelse gik i vasken.”

Phalanx droppede Merchants & Marauders, og Christian gik tilbage til tegnebrættet. Fra 2008 til 2010 arbejdede Christian alene på Merchants & Marauders, og tog endda et halvt års arbejdsfri, for at få spillet færdiggjort. Flere udgivere viste interesse for spillet, men i sidste ende blev det Z-Man Games, der udgav spillet.


Merchants & Marauders endte med at blive udgivet af Z-Man Games

“Efter udgivelsen (af Merchants & Marauders) i 2010 var Clash of Cultures dog så langt i sin designproces at det siden da, i det store hele, kun har være justeringer og arbejde med de sidste detaljer.” I hans erfaring, er det samtidig de sidste detaljer, der tager længst tid at få på plads.

Samarbejdet med Z-Man Games

Både Merchants & Marauders og Clash of Cultures blev samlet op af Z-Man Games – et amerikansk spilfirma, som blev grundlagt i 1999 af Zev Shlasinger. Til en start udgav de hovedsageligt kortspil om B-film. Siden da har de udgivet over 100 brætspil.


Æsken til Clash of Cultures fra Z-Man Games

I juni 2011 blev Z-Man Games opkøbt af det franske firma Filosofia Édition. I forbindelse med købet af Z-Man Games, blev flere spil droppet af den nye ejer – og Clash of Cultures var et af de spil, der var i farezonen: det er et dyrt spil at lave, med mange plastikdele og en lang spilletid.

Christian Marcussen fortæller, at under den første grovsortering hos Filosofia, blev mange spil skrottet, uden at få en ny chance. Clash of Cultures var dog en af de heldige, der fik endnu en chance, og i sidste ende blev samlet op til udgivelse alligevel.

Altså, Z-Man Games er ikke hvad de har været.

Adspurgt om Z-Man Games, og om Christian ville anbefale andre danske spildesignere, om at henvende sig til Z-Man Games, virker han dog lidt tøvende. “Altså, Z-Man Games er ikke hvad det har været.”

Han skynder sig dog at forklare, at det ikke nødvendigvis er en negativ ting – selvom tiden, hvor Z-Man Games udgav mere end 20 spil om året, er forbi, er der sket mange positive tiltag.

Clash of Cultures
kort fortalt

  • Antal spillere: 2-4
  • Spilletid: ca. 30 minutter pr spiller
  • Clash of Cultures er et civilisations-opbygings spil, i stil med det klassiske Civilization
  • Spillet forventes udgivet på Spiel messen i Essen 2012

“Før opkøbet, var alting lidt ad-hoc og med stor (for stor?) tillid til designerne. Nu kan man godt mærke, at der er et større in-house hold til at producere spillet, hvilket jeg synes er ganske betrykkende.” fortæller han, og hægter sig ved, at hele produktionen virker mere professionel i dag, i forhold til da Merchants & Marauders var under udvikling.

“Jeg har et super samarbejde med hele holdet og har en bedre mavefornemmelse med Zev og co., end jeg har med de andre spilfirmaer, jeg har haft berøring med. Så kontakt dem endelig – man skal bare vide ,at den endelige beslutning ikke længere ligger hos Zev, og at der er længere fra prototype til udgivelse,” slutter Christian Marcussen af med.

Christian som brætspilsdesigner

En ting jeg personligt finder interessant, er at mange designere, som tiden går, finder en bestemt mekanik eller et andet designelement, som de er rigtig glade for – hos nogle kan man næsten føle at det er en krykke, hvor det blot giver en rød tråd hos andre designere.

Hvis Christian skal tage de kritiske briller på, og se på sine egne designs, med missionen om at finde et element i sine egne designs, han kan udpege som sin signatur. “Jeg tror ikke helt jeg har lavet nok spil til at kunne pin-pointe en sådan trend. Jeg brænder meget for tema, og at skabe en eller anden form for verden, man kan fordybe sig i. Og så kan jeg, måske lidt provokerende, godt lide terninger.”

Christians spil har en tendens til at være spil i den både tungere og længere ende af skalaen – et spil Merchants & Marauders tager let tre timer, og Clash of Cultures er allerede afsløret til, at vare cirka en time per spiller. Hvad er det, der tiltaler Christian ved at designe de gode, tunge spil?

“Som udgangspunkt designer jeg primært spil, som jeg selv har lyst til at spille, og disse er typisk i den tunge ende. Men jeg har overvejet, fra tid til anden, at lave et børnespil – en lyst der nok er kommet, i takt med at min søn så småt er begyndt at spille brætspil.”

Kritik og kommunikation

Fakta om
Christian Marcussen

  • Bor i Odense
  • Arbejder til daglig med PR og Kommunikation hos Jobview
  • Har lavet musik til flere computerspil, blandt andet Timesplitters og Haze


Som brætspiller kan en god ledetråd for, hvor vidt man vil ofre sine hårdt tjente penge på et spil, være at læse anmeldelser af spillene. Men er anmeldelserne også noget, man som designer kan bruge?

“Ja, jeg læste de fleste anmeldelser (af Merchants & Marauders). Det er jo her, man kan se om alle ens tanker og beslutninger omkring spillet har båret frugt – det flygtige møder virkeligheden.” Christian arbejder som kommunikations- og pr-ansvarlig i et IT-firma, og er af den vej meget opmærksom på omtale, branding og vigtigheden af god kommunikation.


Christian sidder i dybe tanker, over prototypen til Clash of Cultures

For nyligt begyndte Christian via den amerikanske hjemmeside Boardgamegeek at lede efter spiltestere til en mulig udvidelse til Merchants & Marauders, og har også brugt kritikken af grundspillet, da han begyndte at designe udvidelsen. “Noget af den kritik jeg har hæftet mig ved går på downtime [tiden mellem spillernes tur. -red] og elementet af held, og begge disse ting har jeg et par ting i ærmet til.”

Han advarer dog også, at vi dog ikke skal regne med at der kommer et helt andet spil ud af udvidelsen.

Gode råd om spildesign

Papskubber vil meget gerne støtte op om dansk designede brætspil. Foruden at have et brætspils design forum, beder vi derfor også Christian om at komme med sine erfaringer og gode råd.

Christian opfordrer blandt andet til at være aktiv på Boardgamegeek, for at skabe noget interesse for dit design. Sørg også for at have noget, der er pænt at vise frem, når du vil sælge dit spil. “Det er klart, at hvis man har et abstrakt spil eller et udpræget euro-game, så betyder det måske ikke det store. Men folks interesse for Merchants & Marauders var aldrig blevet vakt, hvis ikke de billeder jeg viste fra spillet, så ud af noget.”

Min største fejl var at starte hele processen med at udgive Merchants and Marauders selv…

Christian råder også til, at de aspirerende brætspils designere ikke selv begynder på at udgive deres designs. “Min største fejl var at starte hele processen med at udgive Merchants and Marauders selv.”

Tilbage er der kun at sige tak til Christian Marcussen. Papskubber glæder sig til at prøve Clash of Cultures, når det kommer til efterårets Spiel messe, i Essen tyskland. Med disse ord, vil vi lade Christian få det sidste ord: “Selv tak. Jeg glæder mig også til at folk får prøvet Clash of Cultures. Jeg er rigtig stolt over og tilfreds med slutresultatet.”

Skriv din kommentar