Cover fra Brikker & Bræt

Danmark kårer årets brætspil

Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 8. October 2013

Både forhandlere, boghandlere og spilanmeldere har dette efterår kåret de bedste brætspil på hylderne. Brikker & Bræt guider til alle vinderne, og ikke mindst hvorfor.

Legetøjsbranchens Fællesråd

Legetøjsbranchens Fællesråds repræsenterer grossister og detailhandlere inden for branchen, og rådets formål er at virke som ”talerør” overfor offentlige myndigheder og presse omkring legetøjsbranchen generelt. Spilskaberne skal selv tilmelde spillene, og juryen består af indkøbere fra bl.a. Top-Toy og Coop. Årets vindere er:

Årets Børnespil 2013: Loopin´ Louie

Et meget fysisk og opfindsomt børnespil, hvor piloten Louie svinger, gynger og laver loops på tværs af brættet. Målet er, at beskytte egne kyllinger og forsøge at flyve over til de andre spilleres hønsehus, for den sidste spiller, der har kyllinger tilbage, vinder spillet. ”Loopin´ Louie” vandt ifølge Legetøjsbranchens Fællesråd på grund af sine gode spil-ide, design og ikke mindst kvalitet.

Årets Familiespil 2013: Quizmysteriet

Det nye bud på et familie-quiz fra Bezzerwizzer er ‘Quizmysteriet’, der sætter en detektiv-historie sammen med paratviden. Alle spiller detektiver, der skal løse mysteriet om hvem, der stjal hvad og gemmer sig hvor, og med tre ledetråde på hvert kort og spredte spor giver det et suverænt mix mellem Cluedo og Bezzerwizzer.

Årets Voksenspil 2013: iKnow

Designet af quizspillet ‘iKnow’ er tydeligvist inspireret af Apples ikoniske hvide design, fordi brættet er kridhvidt med skinnende sølv-tryk, mens brikkerne har stærke farver i plastik. Det emmer af eksklusivitet, og grundlæggende handler ‘iKnow’ om at satse på både sin egen viden og på, hvordan ens modspillere svarer.

Årets spil fra Bog & Idé

Boghandler-kæden Indeks Retail, der bl.a. driver butikkerne Bog&Idé samt Legekæden, har kåret tre nye danske brætspil som årets bedste. Med i udvælgelsesprocessen er almindelige familier, der får årets tilmeldte spil til test og vurderer dem ud fra en skala på 1-10.

Årets spil for børn: Hvem finder det først?

Det nye danske ‘Hvem finder det først?’ indfører tre forskellige spillemåder på samme tid. Så hvor de ældste spillere skal finde billederne hurtigst på pladerne, kan de yngste nøjes med spille det som et gigantisk billedlotteri. Derudover er der rige muligheder for at stjæle point fra hinanden, og det er umuligt at forudsige, hvem der vinder, fordi man konstant kan drille hinanden.

Årets spil for Familie: Partners

Egoistiske sololøb er den sikre vej til at tabe i ‘Partners’, der umiddelbart minder om Ludo, men twistet er, at alle fire spillere dyster parvis mod hinanden. Der skal tænkes taktisk og hvert træk skal overvejes nøje, for kun det bedste makkerskab vinder.

Årets spil for voksne: Modspil

Quiz-spillet Modspil handler ikke blot om paratviden, men også om at benytte sine strategiske evner til at vinde over medspillerne. Udfordringerne kommer i syv forskellige kategorier med to sværhedsgrader, og her er det hverken terninger eller held, der afgør resultatet – kun din viden og vilje til at tage en chance.

Guldbrikken

Guldbrikken startede i 2009 og er en brætspilspris baseret på en jury af danske brætspilsanmeldere fra danske medier og brætspilsforeninger. Juryen voterer en gang om året og kårer de bedste nye brætspil på markedet i seks kategorier. Juryen vægter særligt kvalitet, taktisk dybde, originalitet og innovation højt.

Årets Børnespil: Simsala Hopp

I ‘Simsala Hopp’ fra de tyske brætspilsveteraner Inka og Markus Brand er magien på plads. Når det flotte spilslot pludselig står på spisebordet, bliver det et meget fysisk spil, der udfordrer mange af børnenes sanser: fra behændighed og hukommelse til motorik og reaktionsevne.

Årets Familiespil: King of Tokyo

Seks gigantmonstre kæmper om den japanske metropolis, så kast terningerne taktisk og vær det sidste overlevende monster på pladen. Et medrivende, let forståeligt og tidløst udfordrende remix af yatzy på tværs af alle generationer. Læs mere om King of Tokyo på side 50.

Årets Hovedbrud: Bunny Boo

Logiske gådespil til børn under 3 år er både sjældne og sjældent gode, men ‘Bunny Boo’ er undtagelsen. Et vellavet og lækkert puslespil i 3D der træner børnehavebørn i logik, problemløsning og rumsans.

Årets Voksenspil: Tobago

Sjældent har skattejagt været så taktisk som i ‘Tobago’, der med elegante og originale spilmekanikker pisker spillerne rundt på en idyllisk tropeø. Stor variation og imponerende taktisk dybde gør ‘Tobago’ til en skat af et voksen-spil.



Årets Selskabsspil: More or Less

Hvor mange gange sin egen vægt kan en myre bære, og hvor mange grader der skal til, før diamanter brænder? Det er umuligt at vide præcist, for ‘More or Less’ handler netop ikke om paratviden, men om gætte ud fra sin sunde fornuft. ‘More or Less’ i høj grad ‘less is more” inden for årets mange nye danske quiz-spil

Juryens Specialpris: The Resistance: Avalon

Scenen er ridderne af det runde bord og Camelot, hvor ondskaben spreder sig, så i ‘Resistance’ handler det om at gennemskue hinandens løgne og plante lus i skindpelsen på modspillerne. Fabelagtigt psykologisk socialt deduktions-spil til voksne med mod på anderledes mere sociale spiloplevelser.






Cover fra Brikker & Bræt Artiklen har tidl. været udgivet i magasinet Brikker & Bræt.