2 - 5 spillere
60+ min
10+ år
  • familiespil
  • strategispil
  • Through the Desert

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 4. July 2011

    I Through the Desert bruger spillerne små pastelfarvede plastikkameler til at placere karavaner gennem ørkenen. På trods af dets enkle design er der i Through the Desert flere måder at score point og flere forskellige strategier at spille efter.

    Kort om designeren bag Through the Desert

    Den tyske brætspildesigner Reiner Knizia er en af de mest kendte spildesignere i brætspilindustrien, med over 300 kort- og brætspildesign på repertoiret. Grunden til at han har fået udgivet så mange brætspil skyldes især kvaliteten af hans tidlige brætspildesigns fra slut 90’erne.

    Knizias mest populære brætspildesign er uden tvivl Tigris & Eufrat. Through the Desert har en klar relation til dette spil, selvom det er enklere og hurtigere at spille end Tigris & Eufrat. Begge er de blandt de tidlige og bedste spil, som Knizia har fået udgivet.

    Reiner Knizia har en fortid i bankverdenen, hvilket kommer til udtryk i hans spildesign, som ofte er meget matematiske og konkrete i deres struktur. Dette kan både ses som en fordel og en ulempe, da brætspillene nogle gange kan virke tørre og livløse, men samtidigt er snedige og stimulerende for hjernen.

    Sådan starter du Through the Desert

    For at starte et spil Through the Desert skal I gennem følgende punkter:

    • Først vælger I en farve, og tager alle kamelrytterne i den farve (de små plastikmænd, som kan sidde ovenpå kamelerne). Hver spiller for også en grå kamel, som de kan placere en rytter på – denne kamel er udelukkende for at holde styr på hvilken farve de forskellige spillere er.
    • Tag en kamel i hver af de fem farver og placer en rytter i din farve på kamelen. I et spil med fem personer får hver spiller kun fire forskellige farver. Hver spiller fravælger en kamel i forskellige farver, så igen spillere har præcis de samme fire farver tilbage. Dette er for at undgå at brættet bliver alt for proppet med fem spillere.
    • De resterende kameler sorteres i forskellige bunker efter farve. I et spil med to spillere fjernes ti kameler fra hver bunke fra spillet. I et spil med tre spillere fjernes fem kameler fra hver bunke fra spillet. Dette gøres for at brætspillet ikke skal tage længere tid med færre spillere.
    • På fem af de markede palmefelter på spillepladen placeres en plastikpalme. Grunden til at der ikke placeres palmer på alle felterne er for at skabe variation på spillepladen fra spil til spil. Bemærk at området på den venstre side af den hvide linje på spillepladen kun bliver brugt til spil med fire eller fem personer.
    • Felterne med blå pletter på spillepladen er vandhuller. På alle disse placeres vandhulsbrikker (med numrene 1-3). Samtidigt placeres vandhulsbrikker på de palmefelter, hvor I ikke placerede en plastikpalme.
    • På skift placerer I nu en af jeres farvede kameler med rytter på pladen. Disse er jeres karavaneførere, og det er dem som I kommer til at placere jeres karavaner, i samme farve, i forlængelse af. Karavaneførerene må placeres hvor som helt på brættet, så længe de placeres i et tomt felt (dvs. et felt uden et vandhul, en palme eller en anden karavanefører). Karavaneførerne må ikke placeres ved siden af palmer eller andre karavaneførere.

    Det kan anbefales at placere dine karavaneførere spredt på brættet, da du ellers ender med at spærre dig selv inde i et hjørne.

    Runderne i Through the Desert

    For at spille Through the Desert er det først og fremmest vigtigst at forstå, hvordan du får point. Selvom Through the Desert er et simpelt spil at spille, så er der adskillige måder du kan score point på.
    • Du får 5 point hver gang en af dine karavaner når hen ved siden af et felt med en plastikpalme. Du kan kun score point for en palme én gang for hver af dine karavaner. Så én strategi er at nå hen til så mange palmer som muligt.
    • Hver gang du placerer en kamel på felt med en vandhulbrik, må du tage brikken. Den er lige så mange point værd, som der er angivet på brikken (1-3 point). Vandhuller er nemme point, men de er svære udelukkende at vinde på.
    • Du kan aflukke områder på spillepladen enten langs kanten af spillepladen eller op ad bjerget, som er illustreret i midten af pladen. Når du aflukker et område får du ét point for hvert felt indenfor det aflukkede områder – samtidigt får du også point for alle vandhuller og palmer indenfor området, hvis du ikke allerede har scoret point for dem i forvejen. Alt afhængigt af hvor effektiv du er til at afgrænse områder, kan du opnå mange point på denne strategi.
    • I slutningen af spillet får en spiller 10 point for at have den længste karavane i en farve. Så det er også muligt at satse på at placere en lang karavane i samme farve.

    I Through the Desert tager spillerne på skift tur til at placere kameler på brættet for at bygge videre på deres karavaner og score point ved at tage vandhuller, nå hen til palmer og aflukke områder.

    På din tur placerer du to kameler på brættet. Du vælger selv, hvilken farve de to kameler skal have De må godt være to forskellige farver, hvis du ønsker. Tage de to kameler fra bunkerne og placer dem i forlængelse af en af dine karavaner i de(n) pågældende farve. Bemærk at spilleren, som starter spillet kun må placere én kamel på sin første tur. Dette handicap er med for at udligne fordelen ved at starte.

    Når du placerer dine kameler gælder følgende tre begrænsninger:

    • Du må altid kun bygge videre på dine egne karavaner, og du må kun gøre dette med kameler i samme farve. En karavanes ejerskab og farve er afgjort af karavaneføreren, som altid er udgangspunktet for en karavane. Dog behøver dine kameler ikke altid at blive placeret ved siden af karavaneføreren, så længe de bare er ved siden af en anden kamel af samme farve i din karavane. En karavane må aldrig blive afbrudt, og en spiller kan aldrig have mere end én karavane i en farve.
    • Du kan placerer dine kameler ovenpå et felt med et vandhul. Hvis du gør dette får vandhulbrikken som point. Du kan ikke placere dine kameler på felter med palmer eller andre kameler. Hvis du placerer dine kamel ved siden af en palme får du 5 point. Du kan ikke score point flere gange for at placere flere kameler fra en karavane rundt om en palme, men du kan godt score point for at placere forskellige farver karavaner ved siden af den samme palme.
    • Du må aldrig placere en kamel i forlængelse af din karavane så den kommer i kontakt med en anden spilleres karavane i samme farve. Du må godt placere kameler op af modstanderens karavaner, hvis de er en anden farve kameler, men to spilleres karavaner med samme farve kameler må aldrig mødes.

    Dette betyder, at det også er muligt at blokere andre spillere med dine karavaner. Dette er en ret betydelig del af spillet, da det både betyder at du kan forhindre andre spillere i at få point, og at du skal planlægge, så dine karavner ikke bliver blokket.

    Afslutning på Through the Desert

    Through the Desert slutter, når en af bunkerne med kameler løber tør. Dette er vigtigt at holde øje med, da det betyder spillet kan slutte hurtigere, hvis en eller flere spillere satser på en bestemt farve kameler.

    Når den sidste kamel af en farve er blevet placeret på brættet slutter spillet.
    For hver farve får den spiller med den længste karavane 10 point. Hvis to eller flere spillere har den længste karavane i en farve får de alle 5 point i stedet.

    Hvis det har lykkedes en spiller fuldstændigt at aflukke et område på brættet, så får spilleren 1 point for hvert felt indenfor det aflukkede område (ikke medregnet palmefelter)

    Herefter tæller spillerne alle deres point sammen (vandhuller, 5 point pr. palme, aflukkede områder og længste karavaner) og den af jer med flest point er vinderen.

    Vurdering af Through the Desert

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Through the Desert er et simpelt brætspil, men dette betyder dog ikke, at det er nemt at vinde. Der er stadig dybde at finde i spillet, og masser af afgørende beslutninger gennem spillet. Samtidigt kan det dog også være en lille smule frustrende at spille til tider, især hvis spillerne fokuserer på at blokere hinanden og ødelægge hinandens planer.

    Alt i alt er Through the Desert et godt spil for familie og venner: det er interessant og stimulerende at spille, men samtidigt hurtigt og enkelt at gå til.

    Selvom Through the Desert oprindeligt er fra 1998, så er det blevet gentrykt adskillige gange. Den nyeste version er udgivet af Fantasy Flight Games






    Kommentarer til Through the Desert