3 - 6 spillere
180+ min
14+ år
  • temaspil
  • Bluff
  • Forræder
  • Science fiction
  • Battlestar Galactica

    Helle Perrier af Helle Perrier d. 25. April 2012

    Du sidder på et rumskib. En kæmpemæssig battlestar klar til kamp. Omkring dig flyver andre skibe med tusindvis af flygtninge ombord. Du og dine kammerater er deres eneste beskyttelse. Alt ånder fred. Lige nu.

    Så bliver du mindet om, at du og dem omkring dig er de sidste, der er tilbage. I et kapløb med tiden flyver I mod en planet, der måske kan blive jeres nye hjem, efter at robotter har angrebet og sprunget alt i luften og erklæret krig mod hele menneskeheden. Med jævne mellemrum angriber deres flåde. Nogle gange slår I dem tilbage uden problemer. Andre gange tager de måske et civilt skib med i døden. Tusinder af liv forsvinder i et brag, mens moralen bliver lavere og ressourcerne svinder dag for dag. Den nye planet virker så uendeligt langt borte.

    Nå, ja. Og så har robotterne – the Cylons, også skabt en superrace, der ligner menneskene til forveksling. Du ved, de er ombord på dit skib. Det er umuligt at udpege dem, og det kan være hvem som helst. Er det admiralen, din wing-man eller måske endda præsidenten, der i virkeligheden er ude på at slå dig og alle de andre ihjel? Du kan ikke stole på nogen, kun håbe at du finder dem, inden det er for sent.
    Det kan selvfølgelig også være, at du er en cylon, der bare ikke er blevet aktiveret endnu …

    Velkommen om bord på Battlestar Galactica!

    Hvad går Battlestar Galactica ud på?

    Battlestar Galactica er et co-op spil, hvor man spiller to hold mod hinanden. Menneskene mod cylons. Målet for menneskene er, ud over ren overlevelse, at nå frem til Kobolt – en ny planet. Cylons er derimod på dræbermission. Man ved ikke fra start, hvem der er på hvilket hold, så det er i høj grad et spil, hvor diplomati, intrige og forræderi følges ad.

    Der går ikke længe, før beskyldningerne flyver frem og tilbage hen over spillepladen, og man i den grad får testet sit pokeransigt.

    Opsætning

    Der er fire hjul øverst på brættet: morale, food, fuel og population. Food og fuel sættes på 8, morale på 10 og population på 12.

    Det er de ressourcer, der er på Battlestar Galactica.

    Hvis én af dem på noget tidspunkt rammer nul, har menneskene tabt.

    Man starter spillet under angreb af cylons. Placer de forskellige cylonskibe, colonial vipers og civile skibe på deres startpositioner.
    Der er fem typer af rumskibe i spillet (ud over Galactica naturligvis):

    1. Viper: er menneskenes kampfly. De flyver ud og slås direkte mod de angribende cylons. Nogle af karakterene kan selv flyve i en.
    2. Civile skibe: rumskibe uden mulighed for at forsvare sig. Bliver de ødelagt, vil menneskene ofte miste en eller flere dyrebare ressourcer.
    3. Raider: er cylons modsvar på en viper.
    4. Heavy Raider: benyttes af cylons til transport af kamprobotter kaldet centurions. En heavy raider angriber ikke direkte Galactica, men ødelægges den ikke, inden den når sit mål, sender den centurions om bord, og så er der for alvor fare på færde.
    5. Basestar: Er cylons udgave af en battlestar. De flytter sig ikke, men kan både skyde direkte mod Galactica og udsende raiders og heavy raiders.

    På spillepladen er der fire spilområder.

    1. Galactica: her er der forskellige stationer, hvor man kan foretage sig noget forskelligt som blandt andet at reparere noget, skyde på cylons, smide hinanden i fængsel eller trække flere kort.
    2. Præsidentens skib, Colonial One, hvor der også er nogle muligheder for at udføre handlinger.

    Man kan flytte mellem stationerne på Galactica uden omkostninger, men flytter man til eller fra Colonial One, koster det et skill card.

    3. Cylonskibet, hvor cylons, der har afsløret sig selv, havner, og hvorfra de har mulighed for at sende alskens ulykker efter Galactica.

    4. Sidst kan man også flyve i en viper i rummet omkring Galactica.

    Fordeling af roller

    Beslut hvem der starter. Vedkommende vælger en karakter, og så fortsætter man med urets retning, indtil hver spiller har valgt en, de vil spille.

    Man skal naturligvis vælge den, man har lyst til, men da overlevelse på Battlestar Galactica afhænger af samarbejde, er det godt at vælge en, der har nogle egenskaber, som de andre ikke har.

    Der er 10 forskellige karakterer at vælge imellem. Hver har sine styrker og svagheder, og er grundlæggende baseret på de karakterer, der er med i tv-serien. <a title=“Her er William Adama, admiralen som eksempel: Han trækker tre Leadership cards og to tactical cards hver runde. Hans specielle egenskab er, at hver gang han trækker et crisis card, så tæller alle ettere positivt uanset farve.

    Én gang i hvert spil kan han tage alle kortene op på hånden efter et skill check.

    På den negative side er han lidt for blødsøden og kan ikke smide folk i fængsel…”

    Når alle har valgt en karakter, er der to yderligere poster, der skal fordeles. Det kan godt være, at menneskeheden er på randen af udryddelse, men derfor kan man jo godt opføre sig civiliseret. Der er to fastlagte job; præsident og admiral og et hierarki, hvor alle karakterer er ranglistet i forhold til, hvem der skal være hvad.

    Præsidenten

    Får hånden med quorum cards. Det er en række kort, der giver præsidenten magt og muligheder. Præsidenten kan blandt andet smide folk i fængsel, sprænge cylons i luften og holde en tale, hvis moralen er lidt lav.

    Admiralen

    Kontrollerer Galacticas to atombomber og hånden med destinationskort. Han eller hun vælger, hvor langt Galactica skal flyve, når FTL (faster than light speed) aktiveres.

    Loyalty Cards

    Dernæst skal det afgøres, hvem der er cylon, og hvem der er menneske.

    Der er tre muligheder:

    • Du er cylon.
    • Du er menneske.
    • Du er sympatisør.

    Der udvælges et antal kort, og antallet af mennesker og cylons reguleres i forhold til, hvor mange spillere der er. Der er altid mindst én cylon.

    Kortene blandes og hver spiller får et enkelt kort – spiller man Gaius Baltar, skal man dog have to kort, ligesom Sharon Valerii skal have to kort senere i spillet.

    Man kigger simultant på kortene, inden de placeres på bordet med bagsiden opad. En god idé her er, at der eksempelvis er en, der tæller langsomt til 10, inden spillerne får lov til at lægge deres kort ned. Det virker en anelse kunstigt, men hvor man på to sekunder kan se, at man ikke er cylon, så skal den der har fået cylonkortet måske lige bruge lidt tid på at læse missionen. Hvis man bare lægger kortet med det samme igen, efter at have set på det, ja, så er det ikke så svært at gætte, hvilken rolle man har.

    Når man spiller Battlestar Galactica, er det vigtigt, at alle spillere er med på legen. Man skal ikke nødvendigvis spille rollespil til den store guldmedalje, men man skal dog forsøge at spille på spillets præmisser. I princippet kunne man afsløre sig selv som cylon med det samme, men så forsvinder en del af det sjove ved spillet – ud over at menneskene nok får det en del lettere. Man skal ikke vise sine kort til hinanden (med mindre de helt legalt får lov til at kigge) eller på nogen måde afsløre, hvad man er.

    Når alle har læst deres kort og fået tildelt roller, går spillet ellers i gang.

    Runderne i Battlestar Galactica

    Hver spiller trækker de skill cards, ens karakter skal have. Der er fem typer af kort:

    • Politik: Det er ofte lederne, der trækker disse kort. Det er den type kort, der hyppigst skal bruges i et skill check.
    • Lederskab: Disse kort skal også bruges hyppigt, og symboliserer din karakters evne til både at tage teten og uddelegere. Der er blandt andet mulighed for at overlade turen til en af de andre spillere.
    • Taktik: Her er der mulighed for at få en bonus af en slags, man kan eksempelvis få lov til at se toppen af bunken med crisis cards.
    • Pilotkort: Gør det nemmere at angribe og forsvare sig, mens man er i luften.
    • Ingeniørkort: Kan blandt andet reparere forskellige ting.

    Der er fire ting, der sker på hver spillers tur

    • Man trækker sine skill cards.
    • Man kan flytte sig til et andet sted på Galactica, Colonial One, mellem de to skibe eller til et andet felt i rummet. Man kan naturligvis også blive stående.
    • Man har en handling. Enten gør man det, man nu kan der, hvor man har placeret sig, eller også bruger man et af sine skill cards.
    • Der skal løses en krise på et Crisis Card.

    Dette gøres oftest ved hjælp af et skill check. De fem typer af skill cards har hver sin farve.

    Gul, grøn, blå, lilla og rød. De har alle et tal fra 1-5 i højre hjørne, der indikerer kortets styrke.

    Et skill check består i, at man mindst skal nå et angivet tal i nogle bestemte farver. Alle andre farver tæller så negativt.

    For at give skill checks et element af uforudsigelighed er der forinden blevet lavet et Destiny Deck med 10 kort, to af hver farve. Hver gang man laver et skill check, tager man to kort herfra og blander med de kort, de andre spillere har afleveret. Der kan altså kun komme to kort i den forkerte farve herfra. Er der tre i et skill check, ja, så er der en cylon på spil.

    Løsning af en krise på Battlestar Galactica

    Løsningen af et Crisis Card har tre faser.

    1. Først løser man den krise, der er beskrevet på kortet. Det er især i denne fase, at man som menneske kan begynde at gætte på, hvem der er cylon. Cylons har nemlig her muligheden for at forhindre menneskene i at løse krisen, og derved gøre det endnu sværere for dem at komme i mål, ved at smide kort i den forkerte farve med i bunken.

    Man må ikke på forhånd sige præcis, hvor meget man kan hjælpe med, men bare sige lidt, medium eller meget. Det gør det nemmere at være cylon, men det usikre moment bidrager også til, at beskyldningerne hurtigt kommer til at flyve gennem luften. Man kan ikke vide præcis, hvem der har smidt hvad i skill checket.

    Det skal også lige nævnes, at der også er kriser, hvor admiralen, præsidenten eller den nuværende spiller skal træffe et valg og hvor der ikke er et skill check. Her er der rig lejlighed til at pege fingre og sætte spørgsmålstegn ved de valg, der bliver truffet.

    Der er også mulighed for et cylon angrebskort, her kommer Galactica under massivt angreb af en stor flåde af fjendtlige skibe. Når man har løst sin krise – belønningen er ofte, at der ikke sker noget, mens straffen som regel består i, at man mister en ressource, går man videre.

    2. Næste skridt er at aktivere cylonskibene på pladen, hvis der altså er nogle. De kan flytte, skyde eller launche flere skibe. Et ikon i kortets venstre hjørne fortæller, hvad der skal ske.
    3. Til sidst kigger menneskene håbefuldt på kortets højre hjørne, hvor der gerne skulle være et lille billede af noget, der ligner en sol. Dette er prepare for jump ikonet, som rykker Galactica et skridt tættere på at skulle rejse hurtigt og langt i rummet.

    Der er fem felter øverst på brættet. Dette er jump tracket. Hver gang der er det lille sol-ikon på et krisekort, rykker man et felt frem med markøren. Når man ud til auto jump, så fjernes alle skibe fra brættet, og admiralen vælger en destination; menneskene kommer tættere på deres mål.

    De to sidste felter har tallene -3 og – 1 påskrevet. Hvis det virkelig brænder på, har man mulighed for at gå til FTL-kontrolrummet og trykke på knappen. Man ruller så en terning og lader heldet bestemme, hvor dyrt det bliver at rejse før tid. Der skal slås syv eller otte med den ottesidede terning, så det er kun, hvis flåden er i yderste nød, og der ikke er andre udveje, at man hamrer knappen i bund. Man skal forestille sig, at hver gang man rykker et felt frem på jump tracket, gør man sig klar til at flyve et langt stykke hurtigere end lysets hastighed. Trykker man på knappen, er man ikke helt klar, og så er det måske ikke alle, der når at komme med, der kan gå et par skibe tabt, og det koster menneskeliv.

    Når man auto jumper, trækker admiralen de to øverste kort fra bunken med destinationskort og vælger et.

    De har alle en værdi på 1-3. Tallet er den afstand, man rejser. Jo højere tallet er, jo dyrere vil det oftest være i brændstof. Admiralen må ikke afsløre, hvad der står på det kort, han ikke vælger.
    Kortene lægges ned ved siden af hinanden i takt med at de trækkes. Målet er at nå et tal på otte eller derover, så skal man bare en tur mere på jump tracket for at være i mål.

    Når man er nået halvvejs, altså når tallene på destinationskortene giver fire eller mere, er man i sleeper fase. Her fordeles de sidste loyalty cards, der kommer altså yderligere cylons med i spillet, eller måske har der ikke været nogle før nu, og de vil så komme i spil.

    Er der sympatisører med, skal de afsløre sig øjeblikkeligt. Hvis ressourcerne alle står i blå felter, er de cylons, hvis bare et er i et rødt felt, er de på menneskenes side.

    Når man afslører sig selv som cylon, flytter man direkte til cylonskibet. Man trækker et super crisis card, der er lige som de øvrige kriser blot meget sværere. Det har man så mulighed for at spille én gang. Man beholder tre af sine skill cards, og der sker så ikke mere i den runde. Fremover trækker man to skill cards, men man bestemmer så selv farven. Man trækker ikke et crisis card, men kan spille med på de andres kort. Man kan dog kun smide ét kort i hver omgang. På cylonskibet har man fire forskellige muligheder for at gøre livet (endnu) mere surt for spillerne ombord på Galactica. Blandt andet kan man kaste dem ud i en krise eller stjæle deres kort.

    Sådan vinder og taber man Battlestar Galactica

    Der er kun én måde, menneskeheden kan vinde på – de skal nå frem til Kobolt. Der er derimod en del måder, de kan tabe spillet på.

    • Få en ressource i nul.
    • Galactica bliver skadet mindst seks steder.
    • En centurion kommer hele vejen hen ad sit track.

    Som menneske er det absolut det vigtigste at minimere ressourcetabet og finde cylons. Der er dog det lille twist, at man måske selv bliver cylon i sleeper fase, så den forsigtige spiller går ikke all in, før vedkommende er sikker på sin rolle. Det gælder ikke om at anklage alt og alle, selv om det naturligvis også kan være sjovt, men derimod observere sine medspilleres spillestil. Er de alt for ivrige til at hjælpe, finder de på undskyldninger for at slippe og har de den farve kort, der tæller negativt i de forskellige kriser?

    Det gælder om at få smidt cylons i fængsel så hurtigt som muligt, så de bliver tvunget til at afsløre sig selv og ikke kan bruge den egenskab, der står på deres cylon kort. Men det kan være svært, da en god cylon hurtigt kan rette mistanken mod andre end sig selv. Som udgangspunkt må man antage, at alle andre lyver.

    Cylons vinder

    Cylons vinder ganske enkelt spillet ved at forhindre menneskene i at nå frem, altså ved at opfylde et af de tre kriterier ovenover. Oftest vinder cylons ved at få en ressource til at løbe tør, men de andre måder kan skam også lade sig gøre.

    Som cylon er det vigtigt at vide, hvornår man skal slå til. Smider man et negativt kort i et skill check og der kommer flere fra eksempelvis destiny decket, går jagten for alvor ind, og man skal sørge for, at man ikke er den eneste, der kan blive anklaget. Her er det altid nyttigt at smide skylden over på nogle andre og måske endda få dem smidt i fængsel. Det er tilladt at anklage folk lige så meget, man har lyst. Som cylon kræves der et godt overblik og nerver af stål.

    Det kan dog af og til være nemmere at vinde spillet som cylon end som menneske, da tilfældigheden i krisernes sværhedsgrad kan køre menneskene i sænk helt uden hjælp fra cylons.

    Cylons tilbringer som regel det første stykke tid med at spille med, simpelthen for at ingen skal tro, man er cylon. Efterhånden kan man smide et kort eller to imod eller bare undgå at hjælpe. Man finder på en god og troværdig undskyldning. ”Jamen, jeg syntes du sagde, at du kunne hjælpe meget, derfor smed jeg ikke noget i bunken.” Målet er at nå at ødelægge så meget som muligt, og så forsvinde op i sit cylonskib, inden man bliver afsløret og ryger i fængsel. Hvis man selv kan få kastet beskyldningerne over på en af de andre og smide dem i fængsel, så er det jo helt fantastisk.

    Man kan smide folk i fængsel ved at bestå et skill check. Det kræver altså, at du får flere med på ideen. Lige så med at komme ud af fængslet, du er nødt til at enten afsløre dig selv som cylon (hvis du er) eller virkelig forsøge at overbevise de andre om din uskyld, hvis du skal ud igen.

    Vurdering af Battlestar Galactica

    Helle Perrier
    Helle Perrier mener ...
    Visuelt er Battlestar Galactica et gennemført spil med mange detaljer. Alt lige fra kortene til spillepladen og ikke mindst de mange små plastikrumskibe indbyder til ren papskubberglæde.

    Det hører bestemt til et af de mere komplicerede spil. Men det byder til gengæld også på en unik spiloplevelse. Hvor de fleste spil er alle mod alle, så får man lov til at spille på hold mod hinanden, og det skaber en helt specielt stemning. Man kommer gang på gang ud for at stirre døden direkte i øjnene, for så i sidste øjeblik at undslippe indtil næste gang, der er et angreb eller vandmangel eller oprør eller… man er virkelig kammerater i krig.

    Cylonspillerne får en mindst lige så intens oplevelse med de lede mennesker, der bare nægter at opgive livslysten, og de nervepirrende mange gange, hvor man er lige ved at blive opdaget og må lyve det bedste, man har lært. Overholder man spillets præmisser, så får man et forrygende spil, hvor paranoiaen hænger i en tyk sky over spillepladen.






    Kommentarer til Battlestar Galactica