4 - 7 spillere
20+ min
8+ år
  • partyspil
  • Kortspil
  • Western
  • Bang!

    af Pelle Sølvkjær Christensen d. 20. May 2011



    Bang! er et klassisk spaghettiwestern skydespil, hvor sheriffen og banditterne gør deres yderste for at udrydde hinanden, samtidigt med de forsøger at holde den suspekte overløber på armslængde.

    Opsætning

    Alle spillere starter med at modtage et rollekort: sherif, bandit, overløber eller sheriffens stedfortræder. Antallet af roller varierer ud fra mængden af spillere.
    Der er altid en sherif, en overløber og to banditter. Er der flere deltagere suppleres der op med sheriffens stedfortræder og banditter efter et fastsat mønster.

    Mål for de forskellige roller

    • Sherif: Skal slå alle banditter og overløberen ihjel for at vinde
    • Bandit: Skal slå sheriffen ihjel for at vinde.
    • Overløber: Skal slå alle andre spillere ihjel for at vinde.
    • Sheriffens stedfortræder: Skal beskytte sheriffen, og deler dermed sheriffens mål.

    Da vi er fire, uddeles der fire rollekort, to banditter, en overløber og en sherif. Jeg trækker naturligvis sheriffen, og der bliver allerede kigget skævt i min retning fra alle sider.

    Efter at have modtaget sin rolle trækker hver spiller et karakterkort. Karakterkortene repræsenterer en fiktiv pistolslynger, der har et bestemt antal liv og en evne, som påvirker hvordan de spiller. Karaktererne har enten tre eller fire liv, alt efter hvor effektfuld deres evne er. Sheriffen får automatisk et ekstra liv fra starten.

    Jeg trækker blindt fra karakterbunken, og for “Bart Cassidy”. Han har fire liv, og må trække et ekstra kort hver gang han bliver ramt (mister et liv). Med status som sherif starter jeg med fem liv. Det er praktisk nok, at få flere kort på hånden, og som sherif er jeg alligevel den primære skydeskive, så den evne skal nok blive anvendt.

    Sidste handling i opsætningen er uddelingen af spillekort. Hver spiller modtager lige så mange spillekort, som de har liv.

    Med fem liv trækker jeg fem kort. Et “missed” som kan bruges til at undgå andres skud, en remington (revolver), som kan forbedre min rækkevidde, en øl som giver liv tilbage, Cat Balou som kan fjerne en af de andres spilleres kort og et Bang! kort, som gør det muligt at skyde en gang på en modstander.

    Spillerunden

    Det er altid sheriffen, der starter. Spillet foregår i ture, hvor turen går videre til næste spiller i urets retning.

    En spillers runde er opdelt i tre faser:

    1. Træk to kort fra bunken
    2. Spil så mange kort som spilleren ønsker og har mulighed for.
    3. Spilleren kasserer så mange kort, så de maksimalt har lige så mange som de har liv.

    I fase to kommer der to former for kort, som spilleren kan anvende.

    Kort med brun kant er kort, som man spiller, og som har en umiddelbar effekt. De kasseres, når de er spillet. Her er der tale om kort, der kan påvirke spilleren selv eller andre spillere. På kortet er det angivet med symboler, hvem man kan påvirke, og hvilken effekt det har.

    Kort med blå kant spilles ned på bordet foran spilleren eller en anden spiller. Kortet har en varig effekt på spillet, og kan være i form af våben og andet udstyr, der forbedrer spillerens muligheder i forsvar og angreb.

    Der er fire begrænsninger for spil af kort:

    1. Der kan maksimalt spilles et Bang! kort. Bang! kortene er dem, som anvendes, når man skyder på en anden spiller.
    2. Man må kun have et våben ad gangen (blåt kort). Spiller man et nyt, kasseres det gamle.
    3. Spilleren må kun have et eksemplar af et – blåt – kort i spil af gangen.

    _I fase et trækker jeg to kort; En Schofield revolver og en Mustang (hest).
    Jeg har to våben på hånden; en remington og en Schofield. Remington har en større rækkevidde end schofield, og jeg placerer den derfor på bordet foran mig. Jeg lægger også Mustangen, nu hvor jeg er i gang, hvilket betyder andre spillere ser mig på længere afstand når der skal skydes. Af de andre kort er der kun Bang! kortet som jeg kan bruge lige nu, og jeg smider det for at skyde på “Willy the Kid”, der sidder til venstre for mig. Han har tilfældigvis et “missed” kort på hånden, som han smider for at undgå mit skud.

    Da jeg har fem liv og fire kort på hånden, behøver jeg ikke at kassere kort. Turen går nu videre til “Willy the Kid”, som trækker sine to kort, og ser ud som om han har lyst til at hævne mit tidligere angreb._

    Rækkevidde

    For at kunne skyde andre spillere, skal man være indenfor rækkevidde. De spillere, som sidder ved siden af en, starter på rækkevidde 1, og spillere kommer derefter på 2-3-4. Man kan kun skyde på spillere indenfor rækkevidden af ens våben plus/minus de evner og specielle kort, som spillerne sidder inde med.

    Rose Doolan på den anden side af bordet, begynder at udgøre en reel trussel. Hun er på en rækkevidde 2, men har også en “Mustang” liggende på bordet, hvilket betyder hun altid ses på 1 ekstra afstand. Min remington har heldigvis rækkevidde 3, så hun er stadigvæk indenfor rækkevidde.

    Afslutning af Bang!

    Når en af spillerne opnår sit mål, er spillet slut, og gribbene kan tage sig af dyngerne af kadavre.

    Vurdering af Bang!

    Pelle Sølvkjær Christensen mener ...

    Bang! er grundliggende et simpelt spil med simple regler, hvor eventuelle afvigelser beskrives på det pågældende kort. De første par gange bliver der dog brug for regelhæftet, fordi kortet ikke er i stand til at kommunikere sin effekt tydeligt nok, men når man har spillet spillet nogle gange, har man været igennem alle korttyper, og spillet bliver mere flydende. Effekten med ikke at kende andre end sheriffens rolle, og de andres motiver er skjult, fungerer kun i få runder, hvis man spiller fire, og hele dette aspekt af spillet kommer mere til sin ret, hvis man er flere. Spillet kan dog fint spilles alligevel.

    Karakterelementerne kan også vække stor morskab i de rigtige situationer:

    Roose Doolans spiller – der efterhånden er kendt som bandit – skæver over til sin partner “Willy the Kid”. Han er på et liv, og sheriffen, som sidder næst i rækken, har vist kløe i aftrykkerfingeren for at indkassere de tre kort, en bandits død giver. Med et hurtigt skuldertræk beslutter hun sig, og bruger sit bang! på at skyde sin partner og indkassere kortene. Partneren og sheriffen ser begge lige overraskede ud, og runden efter må sheriffen også tage billetten. Forrædderi betaler sig engang imellem.






    Kommentarer til Bang!