Hvad jeg dog skal ønske mig til jul?

af Vagn Hinge d. 22. November 2021

Lad mig bare se det i øjnene, jeg har ikke brug for flere brætspil!

På hylden har jeg det absolut bedste spil i hver genre. Altså, når jeg har Nemesis, behøver jeg jo hverken Afrikas Stjerne eller Cluedo. Jo jo, samme spil, tænk over det. Men hvad skal jeg dog nu finde på at ønske mig til jul, når min mor truer mig med nye sokker, hvis jeg ikke snart finder på noget?

På internettet kan man altid finde noget inspiration, og etsy.com har en nærmest uendelig liste over alverdens dimser, jeg slet ikke vidste, jeg ikke kunne leve foruden. F.eks. en brætspilsbrætklips, der kan holde et ellers bukket bræt til bordet, så brikker og tokens ikke skøjter rundt i vild forvirring, eller hvad med en ”skrabekalender”, som kan hjælpe mig med ikke at hænge fast i lutter brætspilsklassikere i 2022? Og hvad med alle de dersens upgrade-kits, som gør mine brætspil 3D og levende at se på. Diverse kreative organizere ville kunne erstatte mine farvede silikone-muffinsforme som spildimseholdere.

Hvornår er det egentlig jeg sidst bar min morfars guldbelagte manchetknapper, så måske meepels-manchetknapper? Hvis du som jeg hader ”shelfware”, når brætspil bare står dér på hylden og bliver slidt helt uden at blive spillet, så er hjørnebeskyttere måske en idé. Men hvis jeg kun må vælge én dims at sætter på min ønskeliste, så bliver det muligheden for at straffe terninger, der slår dårligt. Så en dummehat eller små bure terningerne kan sidde og skamme sig i, sådan så de nok ikke gør det mere.

Så, mor, som din evigt taknemmelig søn, bliver jeg selvfølgelig altid glad for sokker, men det bliver heller ikke nødvendigt i år.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk