2 - 7 spillere
45+ min
12+ år
  • abstrakte spil
  • Relateret læsning


    Mutant Meeples

    Troels Vastrup af Troels Vastrup d. 11. November 2013

    Sådan starter du Mutant Meeples

    • Læg spillepladen ud, placer Meeple-papskiverne på de markerede felter diagonalt over pladen og stil Meeplerne (altså figurerne) ovenpå.
    • Læg tal markørerne fra 1-24 op midt på bordet.
    • Læg bogstav markører med billedsiden ned på bordet.
    • Hver spiller tager en af de små spilleplader.
    • De skal også tage en af de små plader, der forklarer Meeplerne.
    • Slutteligt tager hver spiller en papskive med hver Meeple, de kan passende placeres på forklaringspladerne.

    Nu er I klar.

    Runder i Mutant Meeples

    Runden starter med, at man trækker to bogstavsmarkører, en ad gangen. De angiver, hvilket koordinat forbrydelsesmarkøren skal placeres på. Så starter man tiden.

    Det gælder nu for alle om, med færrest mulige træk og inden tiden løber ud, at flytte en Meeple hen på forbrydelsesmarkøren. Ingen må røre brættet eller dets markører, det eneste man må gøre, er at tage en talmarkør svarende til det antal træk, man mener at kunne klare opgaven på. Det betyder, at man løser opgaven inde i sit hoved. Samtidigt tager man en til tre af sine Meepler og placerer på sin spilleplade – det er dem, man løser opgaven med.
    Når tiden er løbet ud, tjekker man, hvem der mener at kunne løse opgaven på færrest antal træk. Hun viser så hvordan, med de valgte Meeples, og går det godt, så har hun vundet runden. Ellers fortsætter man med den, der har foreslået løsning med næst-færrest træk og så videre.

    Sådan vinder du spillet

    Måden man får point på i Mutant Meeples, er ret genialt. Vinder man en runde, så vender man den lille token for den Meeples, man brugte, om. Nu kan alle se, at man har vundet med den. Tager man fejl, så vender man en vinder token om igen.

    Den, der først får vendt seks kort om, er vinder.

    Ovenstående betyder, at jo bedre det går, jo færre brikker har du at flytte med og jo sværere bliver spillet. Det fungerer fint som en catchup mekanik, som sikrer, at den bedste ikke bare knuser de andre spillere.

    Vurdering af Mutant Meeples

    Troels Vastrup
    Troels Vastrup mener ...

    Mutant Meeples (MM) er Ricochet Robots (RR) og så noget mere oveni – men gør det spillet til et bedre spil? Egentligt ikke. RR er genialt, fordi det både er sindssygt simpelt og hjerneblødende svært – det bliver ikke bedre af mere kompleksitet. Omvendt kan man sagtens spille MM som RR, så hvis de to spil koster cirka det samme, så er MM-æsken at foretrække. For spillere der ønsker lidt baggrund og historie (fluff), er der alt andet en lille smule af det i MM, mens RR stort set kun er ren rå spilmekanik.
    MM er som sagt mere komplekst, fordi Meeplerne har evner, men samtdigt er det lidt lettere, fordi evnerne giver løsninger i færre træk, man behøver med andre ord ikke så tit at holde 23 træk i kombination af fire forskellige brikker i hovedet, som man gør i RR.

    Køb det hvis du elsker puzzlere og IKKE ejer Ricochet Robots. Hvis du er til “rul en terning og flyt spil”, så er det her slet, slet ikke noget for dig!






    Kommentarer til Mutant Meeples