Viking-Con 39 bliver online i år

af Bo Bering Slagelse d. 20. August 2020

Dette kommer næppe som den store overraskelse, men grundet Corona bliver årets Viking-Con 39 aflyst. Men alt er ikke tabt, for Viking-Con 39 genopstår som online event.

Viking-Con bliver dette år ikke afholdt på Tårnby Gymnasium og Nodregårdsskolen, som det ellers plejer. Normalt samler omkring 900 mennesker sig til socialt samvær og et hav af bræt-og rollespil. Beslutningen skal ses i lyset af den igangværende Corona-pandemi, hvor det hverken vil være muligt at leve op til restriktionerne, eller være socialt ansvarligt at mødes så mange mennesker under et tag.

Der er dog håb forude. Viking-Con 39 bliver stadig afholdt i weekenden fra den 9. oktober. I år bliver den bare flyttet fra Amager til online.
Hvad en online bræt-og rollespils-con kommer til at indebære er stadig ikke helt på plads. Viking-Con er i kontakt med forskellige samarbejdspartnere for at arrangere nye aktiviteter og initiativer.

Samtidig opfordrer Viking-Con dig til at komme med bud på, hvordan sådan en begivenhed kan flyttes fra de fysiske rammer til den digitale verden.
Har du en idé til en mordgåde over Facebook, mulighed for at sætte Diplomacy op over live-stream eller en helt tredje (og garanteret bedre) idé? Så opfordrer Viking-Con til at kontakte dem på online@viking-con.dk eller via linket nederst i nyheden.

Fra Viking-Cons side regner man med at have et program klar den 1. september, hvor det også vil stå mere klart, hvad det vil sige, at Viking-Con går online.

Læs mere “her.”: https://www.viking-con.dk/


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk