Pendulum

af Allan Fejerskov Ravn d. 6. July 2020

Stonemaier Games har netop offentligjort deres kommende spil, der tidligere gik under kodenavnet ‘Sand’. Pendulum bliver navnet på spillet, som forventes ude i September 2020.



Asymmetrisk worker placement uden ture

1 til 5 spillere skal kæmpe om at efterfølge den siddende konge som den næste hersker i landet Dünya. Alle detaljerne omkring spillet er stadig ikke offentligjorte endnu, men der er tale om et asymmetrisk worker placement spil uden ture… Og hvad skal det så betyde…? Det involverer i skrivende stund blandt andet brug af timeglas på hhv. 45 sek, 2 min og 3 min og et fokus på tidsoptimering – et stænk af ressource management og muligheden for at vinde ved hjælp af 4 forskellige ‘tracks’ – magt, prestige, popularitet og legendariske projekter.

Hvad minder det om?

Ifølge Stonemaier Games selv så vil fans af spil som Tzolk’in og 7 Wonders sandsynligvis synes godt om Pendulum og med en forventet spilletid på mellem 60 og 90 minutter, kan det også komme på bordet en helt almindelig hverdagsaften efter arbejde. Det forventes at være næsten sproguafhængigt, så måske vi også ser det i en fin dansk oversættelse på et tidspunkt? Men det skal vi så nok ikke forvente allerede i September.

Følg med på Facebook

Hvis du vil følge med i den glæde, og de bekymringer, som blandt andet anvendelsen af timeglas i spillet, har medført, så har Stonemaier Games oprettet en Pendulum Facebook side, hvor du også selv kan deltage som debatør.

Og er du rigtig nysgerrig, så kan du dykke med i den interessante Design Diary, som blandt andet fortæller mere om hvordan dine workers i spillet anvendes.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk