Great Western Trail opdateres og bliver til en brætspilstrilogi
af Leon Castro Lagunas d. 25. February 2021
I løbet af i år vil det originale Great Western Trail udkomme i en opdateret udgave, og i de efterfølgende to år vil to nye udgivelser færdiggøre trilogien, og give os mulighed for at fortsætte eventyret i både Argentina og New Zealand.
Eggertspiele og Plan B Games har netop annonceret deres planer for den nye trilogi, baseret på det populære og anerkendte Alexander Pfister-spil Great Western Trail. Ifølge Plan B Games startede det hele med drømmen om at bygge videre på det episke format Great Western Trail allerede havde, og derfra løfte det til næste niveau.Alexander Pfister har de seneste måneder arbejdet på denne nye udgivelse sammen med den grafiske designer Chris Quilliams. Det grafiske arbejde er bl.a. inspireret af Sergio Leones spaghettiwestern, med billedbeskæringer på æskerne, der minder om biograflærreder.
Arbejdet skred så hurtigt frem, at der snart tegnede sig et billede af en samling af Great Western Trail-titler – faktisk en hel trilogi. I sensommeren 2021 vil vi derfor blive præsenteret for en ny udgave af det eksisterende spil. I løbet af sommeren 2022 vil turen så gå til Argentina, og trilogien slutter i New Zealand i løbet af sommeren 2023.
“Disse titler vil alle bruge kernemekanismerne fra det originale Great Western Trail, men der vil også blive tilføjet noget nyt og interessant”, siger Alexander Pfister. “Det har været en spændende proces for mig at genoptage mit mest berømte spil, og arbejde på nye titler til en ny trilogi”.
Hele serien er designet af Alexander Pfister og får den samme stil som den nye udgave af Great Western Trail. Der kommer også en ny udgave af Rails to the North på markedet.Eggertspiele og Plan B Games lover, at der er snart kommer flere detaljer og overraskelser. Det bliver spændende at følge med i, og mange vil sikkert se frem til at hoppe på heste igen som cowboys, og drive kvæg over prærien i USA, på pampassen i Argentina og senere i New Zealand.
Se videoteaser fra Plan B Games her.
Hold øje med Plan B Games’ hjemmeside for kommende nyheder her og deres Facebookside her