Årets papænder

af Bo Bering Slagelse d. 3. april 2022

I fredags var det 1. april. Dagen, hvor det, til stor morskab for alle, er lovligt at drive gæk med hinanden. Dette sker jo typisk i form af en falsk historie (en and), som offeret gerne skal hoppe på. Efterfølgende kan vi sammen more os over de sjove og kreative historier. Dette er en tradition som også er blevet taget til sig i brætspilsverdenen. Følgende er et lille udsnit af årets brætspilsaprilsnarre.

Vi starter hjemme, hvor Spilforsyningen på deres Facebookside kunne annoncere, at Wizards of the Coast har allieret sig med BBC om at lave Teletubbies-Magic-kort. De bliver sågar legal i standardformatet.

Vi bliver i verdenen af kortspil. Fantasy Flight Games har annonceret en ny superhelt til Marvel Champions. De kunne byde velkommen til Spider-Ham, som ville hjælpe til at bekæmpe mægtige marvelskurke som Thanos og Red Skull. Spider-Ham, eller dennes alter ego Peter Porker, blev allemandseje, da han var bifigur i filmen Spider-Man: Into the Spider-Verse.

Hvis du vil vide mere om Spider-Ham-udvidelsen, kan du læse mere her.

På den digitale brætspilsside, der reddede mangen hungrende papskubber fra isolationens håbløse klør under pandemien, kom der spændene nyt fra Board Game Arena. De kunne nemlig præsentere en mikrochip, man kan få opereret ind i hånden. Chippen skulle gøre den elektroniske spiloplevelse meget mere ægte. F.eks. ved at give lette vibrationer når man skal slå med terninger og gøre hånden tungere når man skal rykke brikker, så oplevelsen alt i alt virker mere ægte. Er man rigtig modig, kan man sætte den til at give stød, hvis særligt uheldige ting sker.

Er du nysgerrig på chippen, kan du læse mere “her.”: https://da.boardgamearena.com/headlines

Hvis den digitale brætspilsløsning ikke er noget for dig, kunne Folded Space, der normalt er kendt for at lave inserts og organizers, fortælle, at de vil starte en ny linje med køkkenprodukter som knive, kopper og skåle. Produkterne er af det samme memory foam som insertsene normalt er lavet af, så de er lette at samle. Det eneste man skulle bruge var lidt lim og en pensel.

Du skal se mere om den nye produktlinje her.

Herhjemme kunne podcasten Papstinenser fortælle, at 80’erbaskeren Hero Quest ville blive oversat til dansk. Dog med det lille twist, at rammefortællingen ville blive omskrevet, så den passer til Sværd og Trolddom-universet. Men enhver god løgn bygger på sandhed og det viser sig, at Hero Quest rent faktisk bliver oversat til dansk.

Du kan høre afsnittet om det danske Hero Quest her.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk