TV-serier som brætspil

af Kim Dorff d. 26. September 2012

Utallige tv-serier findes også som brætspil. Men der er kun enkelte perler iblandt.

Vi er efterhånden vandt til det i disse licenserede tider. Gå ind og se filmen. Køb t- shirten. Drik af kaffekruset. Prøv spillet. Derfor bliver vi ikke overraskede, når vi ude hos brætspilsforhandleren ser ”Monopoly – The Office/The Muppets/Seinfeld”, ”Operation: Family Guy” eller tilmed ”Olsen Banden” omsat fra tv-serie til brætspil.

Men det er en gammel tradition, og kan spores helt tilbage til starten af 1950’erne, hvor markedet for kommercielle tv-udsendelser for alvor tog fart. Der begyndte familiernes forbrugsmønstre at ændre sig, så der var mindre tid til andre populære fritidsaktiviteter, som at spille kort eller brætspil.

Spilproducenter anerkendte hurtigt den nye konkurrent, og i de følgende årtier fulgte der ofte et brætspil i kølvandet på et tv-show. Fælles for ”The Flintstones”, ”Sesame Street” og ”M*A*S*H*” var dog, at der var intet nyt under solen. Det var gammel vin på nye flasker, der spillede som gamle klassikere, men var pakket ind i et tv-univers, forbrugerne var bekendte med.

Sådan har det været de seneste 50 år. Langt størstedelen af de tv-licenserede brætspil, der fylder hylderne i dag, er kopiprodukter af afprøvede formler, og oftest skruet hastigt sammen for at lukrere på genkendelsesværdi og fankultur. Men der er undtagelser.

Game of Thrones

”Game of Thrones” er en af dem. Den populære bogserie skrevet af George R.R. Martin har allerede gjort fantasy en del af sendefladen i tv-serien med Nikolaj Coster-Waldau som dansk islæt. Brætspillet udkom i 2003, før der gik massekultur i fænomenet, og fokuserer på bøgernes rige univers og intrigante natur.

snu diplomati, rå muskelkraft og strategisk krigsførelse

Tre til seks spillere duellerer mod hinanden i forsøget på at erobre Westeros, hvor de i rollen som et af de seks adelige huse skal tage snu diplomati, rå muskelkraft og strategisk krigsførelse i brug. Det er inspireret af en brætspilsklassiker som ”Diplomacy”, men med en stærk social dynamik, der gør det ideelt til en hel aften med en gruppe venner, vin og citater som ”En Lannister betaler altid sin gæld”, når forræderi skal gengældes …

Battlestar Galactica

Forræderi står der i allerhøjeste grad også på menuen, når det gælder ”Battlestar Galactica”. Spillet er baseret på science fiction-serien, der oprindeligt udkom helt tilbage i 1978, og i dens remake fra 2004 genopstod med Edward James Olmos som den helt centrale helt, Admiral Adama, der forsøger at redde menneskeheden fra udslettelse i krigen mod Cylons.

Spilmekanikken formår på fortræffelig vis at fange tv-seriens paranoia: De cyborgagtige Cylons har evnen til at forklæde sig som mennesker, så hvem tør man stole på? I rollen som en af de ti figurer fra tv-serien skal hele holdet arbejde sammen, mens skjulte kort giver mulighed for forræderen at sabotere Galactica.

”Battlestar Galactica” er spillet, hvor ens medspillere skal læses, præcis som var det en omgang poker; et originalt, medrivende ekstra kapitel til et univers, man kender, og uafhængig af oplægget et af den type spil, der giver oplevelser, man aldrig glemmer.

Tv-guide

Venner (1999) 4-10 spillere Husker du afsnit 12 i fjerde sæson, hvor Ross opfandt et triviaspil, der kostede pigerne deres lejlighed? Her er spillet, der har en ganske sjov ”Jeopardy”-struktur, men spørgsmål, der kun er egnet til Mensa-venner.

Sex in the City: Trivia (2004) En meget lyserød indpakning dækker over et uhyre klassisk triviaspil, der rammer målgruppen: Dem, der har set tv-serien om de kosmopolitanske damer mindst fem gange.

Klovn (2008) 2-4 spillere Et uhyre blodfattigt quizspil, hvor man bliver tvunget til at bevæge sig langsommeligt rundt på et bræt. Solgte i bunkevis, men var som triviaspil yderst ensformigt.