Papskubber Anbefaler

Jesper Hagen af Jesper Hagen d. 10. March 2015

Papskubber.dk lancerer nu “Papskubber Anbefaler”, som er et nyt tiltag, hvor Papskubber.dk sætter kræfterne ind på at promovere de spil, som redaktionen mener fortjener en større udbredelse. De udvalgte spil vil i en periode blive præsenteret på en fremtrædende plads på forsiden af Papskubber.dk sammen med en artikel, hvori redaktionen nærmere forklarer, hvorfor vi har udvalgt netop dette spil. Hvad er det, der gør spillet til noget helt særligt, som vi mener, alle bør prøve? Det vil selvfølgelig også være muligt at finde vores sædvanlige spilbeskrivelser af de udvalgte spil, ligesom der vil blive lavet “Så enkelt er …” videoer til spillene.

Det første spil, som modtager Papskubbers anbefaling bliver klassikeren Dominion, som du kan læse meget mere om her.

De spil, der fremover vil modtage Papskubbers anbefaling, vil blive nøje udvalgte af Papskubber-redaktionen. Det kan være salgssucceser som for eksempel Dominion, men det kan også sagtens være mere eller mindre ukendte spil, som redaktionen mener har gjort sig fortjent til noget opmærksomhed. Én ting vil de dog alle have tilfælles – de er gode spil, som fortjener at blive spillet!

Det er planen, at der vil komme en ny anbefaling hver anden måned året rundt. Næste “Papskubber anbefaler” kommer altså omkring maj.

Det er vores forhåbning, at dette nye initiativ kan hjælpe en masse nye brætspillere med at vælge deres første brætspil, men hvis vi kan hjælpe de garvede brætspillere med at vælge det næste spil til deres samling, er det selvfølgelig også fedt!


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk