Pandemic Legacy: Season 2 annonceret

Jimmy Marcus Larsen af Jimmy Marcus Larsen d. 21. February 2017

En af de sidste par års helt store brætspilsoplevelser har for mange været Pandemic Legacy. En version af det klassiske Pandemic som kun kunne spilles igennem én gang – klistermærker og skrabefelter byggede spillet op over flere omgange, indtil det til sidst ikke længere kunne spilles.

Måske fik du reddet verden fra de hærgende infektioner i Season 1, eller måske gjorde du ikke – uanset hvad, så er der nu annonceret en Pandemic Legacy: Season 2. Udgivelsen er sat til efteråret 2017, og nogle få billeder og informationer er allerede nu dukket op.

Spillet er stadig for 2-4 spillere der skal arbejde sammen mod spillet, men Season 2 ser ud til at foregå hele 71 år efter begivenhederne i Season 1! Det vil handle om at udforske en verden i forfald, og om at hjælpe små befolkninger til at overleve udenfor de meget få sikre steder der nu findes.

Vi ser frem til at høre mere om det, men vi er nu helt sikre på at spillet bliver markant anderledes end Season 1, og dermed ekstremt spændende at komme i gang med.

Bagsiden af spillets æske giver os de eneste informationer vi har lige nu.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk