Oui oui - Ticket to Ride Frankrig

Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 24. August 2017

Under årets GenCon afslørede Days of Wonder endnu en kortudvidelse til deres klassiker Ticket to Ride.

Denne gang tøffer togene afsted i Frankrig med afstikkere til både Schweiz, Tyskland og Italien. Men den helt store overraskelse i denne udgave er, at jernbanestrækningerne ikke er farvede fra starten. Spillerne skal undervejs i spillet selv lægge farver på sporene på kortet. Ellers foregår spillet, som det plejer.

Bagsiden af kortet er med navnet “Old West”. I denne variation vælger spillerne en startby og bygger herefter deres netværk ud herfra. Hvis en spiller bygger en rute, der krydser en anden spillers by, scorer ejermanden af byen point.

Ticket to Ride France er den 6. officielle kortudvidelse. Derudover findes et hav af andre officielle og uofficielle udvidelser. Spillet kræver et eksemplar af det originale Ticket to Ride eller Ticket to Ride: Europe.

Den nye udvidelse forventes i butikkerne senere i år.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk