Nominerede for BEDSTE INNOVATION 2018

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 1. april 2018

Igen i år uddeles Otto-prisen på Fastaval. I 2016 blev brætspillene udvidet med endnu en Otto. Bedste Innovation uddeles derfor igen i år til et brætspil, som formår at gøre noget nyt på en ny måde og med nye virkemidler .. altså den ægte kreative del af spiloplevelsen, som ikke kigger på om grafikken er flot eller komponenterne er pæne.

I denne kategori har dommerne nomineret nedenstående:

Se i øvrigt artiklen om de nominerede til Bedste Brætspil 2018

Antasia er lavet af Otto P. Jensen

ANTASIA

Af Otto P. Jensen

I Antasia er alle spillerne små myrer, der skal ud og samle dugdråber hjem til kolonien og desuden undgå at blive bidt af de væmmelige biller, som er ude efter myrerne. Dette gøres ved at spille kort i bedste børnevenlige deck building-stil og ved at bevæge sig rundt på en 3D-bane sat op af klodser. Vent, en 3D-bane siger I? Hvordan kan det lade sig gøre? Alle komponenterne er magnetiske, og man kan derfor med sin lille myre også kravle på undersiden af klodserne, hvilket giver spillet et rumligt twist.

Antasia nomineres for sin brug af magnetiske insekter på en tredimensionel spilleplade og for at invitere børn til at udvikle deres rumlige sans på en kreativ og morsom måde.

GALSKAB

Af Anders Fischer Riber

Galskab er et historisk læringsspil om psykiatriens morbide historie fra dens fødsel omkring 1750 og ca. hundrede år frem. Spillerne skal sammen styre en galeanstalt og holde økonomi og omdømme under kontrol og undgå for mange dødsfald. Man opfinder jævnligt nye behandlingsmetoder, såsom bad med levende ål, arsenik og pisk med brændenælder, men med tiden kan behandlingsmetoder også falde i unåde, og så må man sadle om.

Galskab nomineres for sin sømfrie sammensmeltning af brætspilsmekanikker, historie og medrivende narrativ. Spillet sætter en ny standard for, hvad et læringsspil kan være.

MOVE IT!

Af Sofie Liv Støvelbæk

Move It! En dance battle som brætspil. To hold af dansere har sat hinanden i stævne på dansegulvet. Med dansetrin som Headbanger, Macarena og Guitar Leg skal modstandernes hold fejes af banen eller ydmyges. Spillet kan spilles som brætspil, eller man kan kridte danseskoene og tage udfordringen op live!

Move It! nomineres, fordi det kombinerer mulighederne for at spille spillet som almindeligt brætspil eller som fysisk partyspil, hvor 12 personer udspiller deres karakterers dansetrin på underholdende og seværdig vis.

PARTS PER MILLION

Af Aske Christiansen

Parts Per Million er et turbaseret resource management-spil, hvor spilleren opbygger deres nation af fabrikker, vindmøller, forskningscentre og storbyer. Undervejs i spillet udfordres spillerne af overbefolkning, stigende temperaturer og luftforurening. Politiske valg og anarkisme truer nationernes udvikling, og der er ikke plads til alle.
Parts Per Million nomineres for at være et ambitiøst projekt, der på sin komplekse måde håndterer udviklingen på brættet samt pointscoringen, samtidigt med at spillerne både konkurrerer og arbejder sammen på kryds og tværs af hinanden. Effekten af den accelererende globale opvarmning illustreres eklatant gennem spillets mekanikker og giver en klar forståelse for den brændende platform.

RISING SANDS

Af Asger Harding Granerud og Daniel Skjold Pedersen

I Rising Sands skal en gruppe eventyrere kæmpe sig gennem horder af orker, gobliner og trolde i en grotte og nå at samle deres skatte. Spillet er en hæsblæsende jagt på tid, hvor spillerne udfører alle deres handlinger via timeglas, som de indbyrdes skal koordinere. Med forskellige karaktertyper handler det om at udnytte holdets styrker bedst muligt. Mellem hver bane kan spillerne bruge de opsamlede skatte til at købe bedre udstyr.

Rising Sands nomineres for at presse og intensivere deltagernes beslutningstagen, samt udfordre spillernes samarbejdsevner. Rising Sands er en nyfortolkning af klassisk dungeon crawl og bringer bestemt noget frisk blod til genren.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk