Mesterværket Mage Knight kommer i ultimativ udgave

Per von Fischer af Per von Fischer d. 12. March 2018

Rygterne har svirret de seneste uger, men nu er det officielt, at Wizkids genoptrykker det mesterlige fantasy-epos fra 2011, Mage Knight. Spillet samles i en kæmpe æske med alle udvidelser med undertitlen Ultimate Edition.

Det har været svært at få fingre i Mage Knight i flere år, så hermed får nye spillere en mulighed for at kaste sig ud i det fascinerende spil, der er et af de få, som undertegnede har givet karakteren 10 på Boardgamegeek.

Mage Knight er designet af den tjekkiske brætspilsdesigner Vlaada Chvátil, der er en af de mest alsidige og kreative designere indenfor brætspilsgenren overhovedet. Hans designs går fra meget tunge spil som Through The Ages og Mage Knight til real-time rumfumlerier i Galaxy Trucker og helt over til et populært partyspil som Codenames.

Wizkids forventer, at Mage Knight: Ultimate Edition udkommer på engelsk i september 2018, og sidenhen på en lang række andre sprog, bl.a. kinesisk, spansk, russisk og tysk.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk