Masser af støtte til Fog of Love

Per von Fischer af Per von Fischer d. 18. February 2016

Det tog bare fire dage at få de 25.000 dollar i hus, som Kickstarteren til det danske spil Fog of Love behøvede for at spillet bliver en realitet.

Det er hele 45 dage før kampagnen udløber, og brætspillere verden over har hermed ret klart sagt ja tak til det nye og anderledes topersoners spil fra Danmark.

Spillets skaber Jakob Jaskov siger til Papskubber: “Jeg er super lykkelig. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det ville gå så godt. Men at opleve det og føle det, er noget helt helt andet.

“Hvad som er endnu vildere, og som er svært at se udefra, er dog den helt EKSTREME support jeg har fået. Det er kommet helt bag på mig hvor meget menneskelig godhed der er og hvor meget folk vil hjælpe.

“Den her menneskelige support og varme er det, som fylder mentalt mest. Det var slet ikke noget jeg havde forberedt mig på og gør, at jeg nærmest går rundt og føler mig høj konstant. Folk er fucking dejlige!”

Brætspilsanmelderen Richard Ham, kendt som “Rahdo”, har spiltestet en tidlig version af Fog of Love, og er meget begejstret. I sin videoanmeldelse siger Richard: “Jeg tror, at det her kan gå hen og blive kulminationen på den bølge af spil, som handler om moderne, menneskelige relationer og liv.”

Du kan læse mere om Fog of Love og støtte projektet på Kickstarter


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk