Brætspilsfestival i Ølstykke

Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 12. December 2016

For tredje år i træk arrangerer DUI-LEG og VIRKE i Egedal Brætsspilsfestival.

Festivalen, der afholdes fra fredag den 27. januar 2017 kl. 19.00 til søndag den 29. januar 2017 kl. 13.00, finder som de tidligere år sted på Toftehøjskolen i Ølstykke.

Alle der er interesseret i brætspil kan være med. På festivalen kan man tage sine egne brætspil med, men man kan også helt gratis låne nogle af festivalens spillecaféens mere end 200 forskellige brætspil. I spille caféen findes både klassiske spil, men også helt nye spil, som købes ind til festivalen.

Festivalen byder bl.a. regelhjælp, spilgrupper og spillekonkurrencer med masser af præmier.

Åbent hus

Hvis man ikke har mulighed for at bruge en hel dag eller weekenden på festivalen, kan man kigge forbi lørdag mellem kl. 13.00-17.00, hvor der holde åbent hus. Entré: kun 20 kr. pr. person.

Børnehjørnet

Lørdag mellem kl. 13.00-16.00 står i børnenes tegn. I Børnehjørnet vil der være ekstra fokus på aktiviteter for børn og børnefamilier. I Børnehjørnet vil hjælpere stå klar med en masse børn- og familiespil, som de vil introducere og forklare regler til. Her kan man som familie uden tvivl få nogle hyggelige timer sammen. Børnehjørnet afholdes midt i åbent hus så det koster kun 20 kr. pr. person at være med.

Byttebod

Festivalen introducerer i år også en byttebod. Hvis du har brætspil, der bare ligger herhjemme og samler støv, kan andre måske få gavn dem. Medbring de spil du vil af med. På festivalen mærker vi dem i fællesskab med navn og salgspris. Bemærk – festivalen tager et mindre gebyr for alle solgte spil.

Køb billet

Billetter kan købes via Brætspilsfestivalens hjemmeside, hvor du også kan læse mere om arrangementet.

Dagsbilletter koster fra 50,- kr. og weekendbilletter koster fra 85,- kr. Alle priserne findes på hjemmesiden.

Festivalen har oprettet en Facebook side hvor man frem mod festivalen kan følge med i nyheder og forberedelser.

Stemning fra sidste års festival












Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk