Boardgamer.dk lukker og åbner igen

Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 26. January 2013

Det var noget af et chok, da Boardgamer.dks ejer Tobias Næsborg mod slutningen af 2012 meldte, at han, af personlige årsager, ville lukke en af Danmarks største webshops.

I beskeden på facebook lød det: “Vi arbejder pt på at sælge Boardgamer, men da intet er afgjort endnu, vil vi starte ophørsudsalget, som vil forsætte gennem hele januar.”

Tobias Næsborg har kørt Danmarks største webshop for special-brætspil, men har valgt at give stafetten videre til Claus Møller Jensen
Tobias Næsborg stopper som ejeren af boardgamer.dk

Interessen var stor

Heldigvis har interessen for at overtage og videreføre boardgamer.dk været stor. Både private og eksisterende forretninger har meldt sig som interesserede i at forsætte specialbutikken på nettet.

Da vi spurgte Tobias, fortalte han:

“Det er vigtigt for mig, at ånden fortsætter. Det vil sige en dedikeret brætspiller, som er troværdig og vil sørge for, at kunder får god vejledning.”

Boardgamer.dk fortsætter i nye hænder

Boardgamer.dk køres fra første februar videre af Claus Møller Jensen, som Tobias kender personligt.

“Det er en god ven med mange ideer til at øge service, udvalg og kundekreds. Det er vigtigt, at jeg kan stå inde for ham.”

Claus forsikrer de eksisterende kunder, at der bliver ingen serviceændringer til at starte med. Man vil stadig kunne afhente, man kan stadig ringe og spørge til specifikke varer, og han vil fastholde pris, service og leverancemodel.

Boardgamer.dk er jo som udgangspunkt en meget funktionel webside, som det har været nem at handle på, så deres ændringer ligger primært i bagvedliggende data og i et vist omfang i funktionalitet. Der kommer til at ske en smule designændringer.

“Det er småting, og forhåbentlig vil kunderne være enig med mig i, at de alle sammen er forbedringer,” fortæller Claus

Vi håber, at boardgamer.dk vil forsætte med at tilbyde gode spil pr. postordre, og at Claus vil få succes med butikken.


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk