Aarhus Brætspilsfestival

af Rasmus Ragnvald d. 15. February 2017

Et par brætspilsentusiaster i Århus har fået stablet en festival for bræt- og figurspil på benene.

Folkene bag Aarhus Brætspilsfestival brænder for at få flere folk til at spille flere brætspil. Så går du og mangler noget at lave eller elsker du brætspil så har vi en idé til dig. D. 3.-5. marts 2017 er der brætspilsfestival i Århus. Her vil der være mulighed for at spille alle de gamle spil du kender eller blive introduceret til alle de nye du ikke har nået at spille endnu. For at give alle gæster en god oplevelse har de delt festivalen ind i spilzoner:

Grøn zone – For de nysgerrige og folk uden stor forhåndskendskab. I Grøn Zone har vi frivillige klar og parat til at modtage og guide dig med spil, der kan læres af alle. Grøn zone er for begyndere og let øvede brætspillere, som gerne vil prøve noget andet end Matador og Bezzervizzer.

Gul zone – Er for mere rutinerede spillere, med mod på sværere og mellemlange spil, som kræver tid og koncentration. Her finder du også festivalens spilbibliotek og hjælpe-guruer. Har du ikke nogen spilleaftale på forhånd, kan man mødes i Meetup Point, for at finde sammen med andre, og få nye spil forklaret.

Blå zone – For de garvede nørder og andre spilentusiaster, er der i den Blå Zone fri leg. Her er forhåndsbooket mindre lokaler, hvor der er ro til fordybelse.

Rød zone – Figurspil i mange afskygninger, med store og flotte scenarier og fantastiske figurer.

Retro zone – Her er der mulighed for et hyggeligt og nostalgisk gensyn med ældre spil, f.eks. over en pandekage og en kop kaffe

Det er muligt at købe både billetter til hele weekenden eller bare en dags billet. Skulle du komme langvejs fra, så er der også mulighed for at overnatte.

Læs mere på deres hjemmeside her


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk