MtG: Udbyg dit Underworld Herald deck

af Bent Holshagen Hemmingsen d. 20. March 2014

Man kan meget hurtigt få lyst til at ændre kortsammensætningen i Underworld Herald decket for at styrke det eller blot at prøve nye muligheder af. Der er heldigvis mange muligheder for at ændre deckets tema, alt efter humør eller hvilke kort man ellers ligger inde med. Læs her om hvordan du bygger videre på dit Underworld Herald deck.

Aggression

En åbenlys mulighed ville være at fortsætte med at intensivere aggressionen og styrke temaet med små og hurtige væsner, der spæner over steppen med økserne hævet over hovedet. Her ville jeg tilføje en Mogis’s Marauder, fordi den giver creature’s haste og intimidate. Man kunne også supplere med røde væsner, som Ash Zealot, der også er et menneske-væsen eller Spike Jester, der godt nok er en goblin, men som er et 3/1-væsen med haste.

Uanset hvad ville jeg forsøge at få fat på to ekstra Xathrid Necromancer, da de sørger for, at det er ekstra svært for modstanderen at gøre has på dine væsner. Dertil kan man også benytte sig af Blood Bairn, der bliver større, når man ofre andre væsner til det, og Act of Treason, der lader dig stjæle din modstanders væsen for en tur.

Blood Bairn kan rolig fodres med dine menneske-væsner, der via Xathrid Necromancer efterlader sig nok et væsen, der i øvrigt også kan ofres. Vil du gnide salt ind i modstanderens åbne sår, så kan du ofre hans væsen, inden at han får det tilbage igen.

Interaktion med graveyarden og Heroic Auras

En anden mulighed er at skrotte alle de små og hurtige, for til gengæld at tilføje tre ekstra Agent of the Fates, fire Nighthowlers og flere andre bestow-væsner og spells, der kan aktivere agenten. Hvis pengepungen er til det, så ville tre flere Desecration Demons fuldende temaet. Dette deck søger at holde modstanderens væsenbestand helt nede. Det kan også gøres i kombination med grøn, der i samspil med sort interagerer med graveyards og derved styrker Nighthowlerne.

Man kan også spille en slags sort-blå kombination, hvor man benytter sig af de såkaldte mill-kort, og fylde modstanderens graveyard. Derved kan væsner så som Nighthowler, Wight of Precinct Six og Consuming Aberration vokse sig kæmpestore, og de mange removal-kort holder kysten klar.

Et fjerde alternativ er at tilføje hvide kort og fokusere på at bruge mange Enchantment Auraer og bestow-væsner sammen med heroic-væsner, så som Tormented Hero og Agent of the Fates. Med en kombination af væsner så som Blightcaster, Heliod, God of the Sun og Auraer som Ethereal Armor og Gift of Orzhova, kan man nemt holde modstanderens side ryddet, alt imens man selv bygger en frygtindgydende hær op.

Devotion

Mono-sort har været en dominerende kraft i Magics metaspil, siden Theros udkom. Det handler især om Pack Rats og Desecration Demons dominans, men i ligeså høj grad om evnen til at trække mange kort med Underworld Connections og evnen til at stjæle modstanderens strategi med Nightveil Spector.

Det, der dog binder temaet sammen, er Gray Merchant of Asphodel, som dræner modstanderen for liv, alt efter hvor mange sorte mana-symboler, der befinder sig på din side af bordet, og tilføjer denne sum til din livstotal. Der er ingen Gray Merchants i Underworld Herald, men det er til gengæld et kort, der er ekstremt nemt at få fat på billigt. Det er devotionmekanismen, der præger denne strategi, men så sandelig også en væsentlig mængde ekstremt stærke value-væsner.

Reanimator

Den sidste strategi jeg vil nævne, kan holde stand rundt om køkkenbordet, men spås ikke chancer til turneringer. En gammel og prøvet strategi, som har præget Magic førhen, er den såkaldte reanimator-strategi, der går ud på at få egne kæmpestore væsner ned i graveyarden, og så via billige spells bringe dem tilbage lang tid før, man kunne kaste dem. Kortstyrken er der ikke helt endnu, så strategien er ikke helt i skabet, men det er muligt at spille en variation, der kan bide lidt fra sig.

Den kræver dog, at man erhverver sig en betydelig mængde andre kort, der kan komplimentere de få kort i sættet, der understøtter strategien.

  1. Først fylder man decket med store væsner (i hvilken som helst farve). Det kan være en combination af Eater of Hope, Ashen Rider, Angel of Serenity, Worldspine Wurm, Shadowborn Demon, Abhorrent Overlord og sågar Chromanticore.
  2. Så finder man nogle spells, der kan sende de store monstre ned i graveyarden, f.eks. Grisly Salvage, Commune with the Gods, Erebos’s Emissary og Satyr Wayfinder, der typisk kræver, at man spiller lidt grøn.
  3. Sidst, men slet ikke mindst, finder man den bedste, billigste og mest effektive måde, at få disse monstre i spil på. Reanimator-strategien er opkaldt efter kortet Reanimate, men det må man ikke bruge længere.

Til gengæld har vi nu adgang til andre interessante kort, som Rescue from the Underworld, Whip of Erebos og den lidt mana-dyre Fated Return.

Skal man have fuld udnyttelse af Whip of Erebos, kan man kombinere den med Bubbling Cauldron, så man konstant kan holde livstotalen høj. En måde, hvorpå man ville kunne øge sin mana-base, så man hurtigere ville kunne kaste de dyrere spells, vil være at tilføje en Liliana of the Dark Realms eller to. Men sammen med nogle af de dyrere væsner i denne strategi øger det også mer-omkostningerne en del.

Kort og godt

Det er som sagt ikke alle disse deck-typer, der står lige stærkt i metaspillet lige nu. Nogle har bare ikke et stærkt nok kortgrundlag, og andre har måske nogle alt for svære modstandere, der ved hjælp af enkelte kort kan pille ens strategi fra hinanden. Det bør dog ikke forhindre en i at prøve nye ting af. En af de vindunderlige ting ved at spille med venner eller andre folk i klubber er, at de som regel også synes, det er sjovt at prøve nye ting af, og det bør der også være plads til.

Så fat kortbunken og se, om der ikke kunne være en ny og sjov måde at skrue et deck sammen på, og hvis du har en god idé til, hvordan man kan prøve nye ting af med Underworld Herald som udgangspunkt, så lad os endelig høre den nede i kommentarfeltet eller på facebook.