Cover fra Brikker & Bræt

Kongen af storbyen

af Kim Dorff d. 8. October 2013

Terninger. Skyskrabere. Muterede supermonstre. ’King of Tokyo’ er rammer en gylden balance mellem held og taktik. Brikker&Bræt dissekerer den originale nyklassiker.

Året er 1931. Edgar Wallace sidder på sit kammer og skribler løs. Opgaven er enkel; Hollywood ønsker en spektakulær historie. Noget ”sensationelt”. Allerede dengang for 80 år siden, var der kritiske røster, der hævdede at filmbyen var blottet for originalitet.

To år senere sad både USA og resten af verden og så en kæmpegorilla kravle op ad Empire State Building, mens den viftede angribende fly væk, som var de fluer. Begrebet monsterfilm var skabt.

King of Tokyo

  • Antal: 2-6 spillere
  • Spiltid: 45 min.
  • Alder: 8+ år
  • har netop vundet Guldbrikken 2013 i kategorien Årets Familiespil
  • King of Tokyo på mange måder minder om computerspillet ”Rampage”, der i 1986 gav spillere mulighed for at styre monstrene George, Lizzie eller Ralph, der gik amok i en storby og overlevede ved at spise biler, kampvogne og helikoptere
Fascinationen af de store monstre har fulgt os lige siden, og i Richard Garfields King of Tokyo er alle disse udstødte og misforståede genetiske misfostre samlet. Stadig for at underholde os, men ikke med os som måbende tilskuere. Nu er vi selv monster-mestrene, der tager kontrol over de tonstunge dødsmaskiner.

Temaet lyder voldsomt, men King of Tokyo er i sin udformning visuelt og spilmæssigt et familievenligt og letbenet terningspil, hvor hver spiller i sin tur må slå med de seks terninger tre gange – og dermed minder det meget om Yatzy i både tempo og forløb. Terningerne har en række symboler, du i tre terningekast skal forsøge at samle til noget meningsfyldt. Målet? Slå alle dine modmonstre – uanset om det er Cyber Bunny, Kraken og Alienoid – ihjel eller indsamle 20 sejrspoint.

Det kan lyde langhåret, men reglerne kan læres på under tre minutter. Brættet er nærmest overflødigt og er primært med til at repræsentere byen Tokyo, for det at have sit monster i Tokyo er King of Tokyos mest besnærende designvalg. Især fordi det indbyggede dilemma er stærkt: Kun ét monster kan være i Tokyo (dog to monstre, hvis man spiller 5-6 spillere). Og selv om det monster kan slå på alle modstanderne samtidigt, bliver det også slået på af alle modstandere – og det mens det ikke kan lappe sine sår. Således er det et tveægget sværd at trampe tankeløst ind i Tokyo; ofte vil modspillerne let kunne tage hævn.

Monstre som dig

Charmen i King of Tokyo ligger i kombinationen mellem et sjovt og stærkt tema, og det besnærende ved at slå taktisk med terninger. Heldet er dermed evigt tilstede, men det er timingen og ens aggressionsniveau, der skaber underholdningen. Kortene skaber variation og øget interaktion, og med en spilletid på en halv times tid fungerer det perfekt som forretten før et længerevarende mere strategisk spil – også for dem, der normalt ikke bryder sig om spil, hvor terninger er et bærende element.

Kortene i King of Tokyo

Der er to typer kort, der kan købes i starten af din runde i King of Tokyo: kort, der bruges én gang og typisk koster mindre, og kort, der har en permanent effekt

Angreb

Dette symbol betyder, at du gør det, et monster er bedst til: Tæsker løs. Er du inde i Tokyo by, smadrer du på alle monstre uden for byen. Er du udenfor Tokyo by, slår du i stedet løs på det monster, der står derinde.

Sejrspoint

Tallene ”1”, ”2” og ”3” er er lånt med arme og ben fra Yatsy, for slår man tre identiske tal, får man tildelt det antal sejrspoint. Og samler du 20 af dem, har du vundet spillet.

Lyn

Lynet symboliserer en energi-kube. Dette er spillets valuta, og de bruges til at købe opgraderingskort for, der i korte træk dit monster endnu vildere.

Livspoint

Forslåede kampmonstre vil før eller siden jagte hjerter, der kan helbrede sår. Med kun 10 livspoint er der konstant en balancegang mellem liv og død. Og kan det betale sig at slå på en modstander, hvis man selv er hårdt såret?

Blev det sejeste monster i Tokyo

De små grå

Et snu King of Tokyo-monster spiller ikke kun med musklerne. Det tænker langsigtet og investerer i de evne-kort, der kan købes for energikuber. Evnerne giver f.eks. dit monster mulighed for at lappe sår sammen, uddele mere skade eller skrabe flere sejrspoint sammen.

Hænderne

The King will smash! Hvorfor sidde og dyste mod andre monstre uden at lade testosteronen flyde frit, ikke sandt? Den kampglade Kings of Tokyo-spiller vil ofte gerne ind i Tokyo og hamre løs på modstanderne, så længe han kan. Det er den korte vej til den ultimative sejr: Udslettelse af al modstand. Men passer man ikke på, er man død inden der er
gået ti minutter.

Fødderne

I disse metroseksuelle, moderne tider kan selv et monster have identitetskrise og føle sig misforstået. Er dit monster inderst inde en detox-glad pacifist, der bare drømmer om verdensfred? Så tager du fødderne på nakken i enhver situation, undgår Tokyo for enhver pris og laver ”hjerte”-symbolet med dine blodige monster-klør.


Cover fra Brikker & Bræt Artiklen har tidl. været udgivet i magasinet Brikker & Bræt.